Dine øjne, grønne som nyudsprungne bøgeblade, kigger op idet jeg træder ind i klasselokalet.
Du giver mig et forsigtigt smil og kigger atter ned i bordet, hvor din opgave ligger. Kan dufte din parfume, en liflig duft af maskulinitet og sensuelle undertoner idet jeg går forbi dig. Når ned på min plads og sætter mig. Min bedste veninde, Lotte, sætter sig ved siden af mig, og vi begynder at snakke indtil timen begynder. Fra min plads skæver jeg med små mellemrum over til dig, og sommetider mødes vores blikke. Bliver varm og kold ved synet af dine grønne øjne, fyldige læber og lysebrune hår, med små krøller. Dine øjne er så smukke og blide. Kunne stirre på dem i en evighed, men bliver afbrudt af Tove, vores lærer, som kommer traskende ind af døren, stiller sin taske på bordet og begiver sig til at skrive nogle uforståelige ting på tavlen. Alt dette er ligegyldigt, når jeg kigger i dine øjne. Får gåsehud over det hele ved det faktum, at du sidder mindre end tre pladser fra mig, på højre side af bordet. Prøver forgæves at forstå, hvad det er Tove taler om, men det hele er ligegyldigt så længe du er der. Kigger væk fra dig og stirrer i stedet ud af vinduet. Det er snart efteår, men bladene er endnu grønne, og de hænger stadig på træerne. Fuglene synger, og nogle enkelte elever sidder rundt omkring på græsset. Venter på bussen, eller laver lektier. Andre fordriver tiden med snak og pjat. Falder i staver indtil den onde heks, Tove, afbryder mine dagdrømme ved at spørge om, hvad det lige var hun sagde. Det aner jeg jo ikke, for jeg har ikke hørt efter. Har bare siddet og tænkt på ham, stirret på himlen og forestillet mig, hvordan det ville være, hvis hans læber kyssede mine.
Timen er ufattelig kedelig, hører ikke rigtig efter, men det er jo hvad man kan forvente. Skæver atter over til dig, og vores øjne mødes, fastholdes i noget der ligner en evighed, indtil du genert kigger ned i bordet. Du er så dejlig, men jeg kan ikke sige det til dig. Er bange for at du måske vil grine, sige at du har en anden eller at du bare vil gå din vej...
Hvorfor skel det være så besværligt at være forelsket?