Jeg ved ikke hvordan jeg skal takle og forholde mig til hvordan den sidste uge er gået, og har mest lyst til at sætte mig hen i et hjørne og glo dum ! Men så nem slipper jeg ( som sædvanligvis ) ikke ;-)

Da jeg var hjemme ved min far i tirsdags, tilbød jeg ham at dosere hans medicin, hvilket han gerne ville have at jeg gjorde. Jeg fyldte op så han havde til og med på søndag, og sagde - at jeg nok skulle ordne doseringsboksen til næste uge, når jeg kom med afregningen ( altså søndag. )

Jeg kørte forbi min fars hus onsdag morgen, og så at der var lys i kælderen, men ikke i resten af huset, og regnede dermed at han sov, og at det var en forglemmelse. En lille time senere kom jeg forbi igen, men denne gang var der lys i stuen. Jeg kørte direkte der hjem efter at have sat kunden af.
Han var ved gennemgang af huset ikke at se, og ville ikke tænde lys i soveværelset, hvis han nu ( endelig ) sov. Døren til den store stue stod åben, hvilket den normalt aldrig gør pga. hundene. eg opdagede til min undren, at midt på gulvet stod en skuffe fra hans toiletbord i soveværelset, og jeg var klar over, at han havde været på natte vandring igen ! Jeg slukkede, lukkede og kørte igen.

Jeg ringede til lægen i tlf. tiden, men han kunne ikke presse ham ind før fredag. En halv time senere var jeg i nærheden af min far igen, og valte trods tidspunktet, at aflægge ham et besøg. Normalt kunne jeg aldrig drømme at gå ind i huset om formiddagen, da han plejer at sove der. Men hans tilstand og nattevandring gør at – plejer er død !

Jeg mødte min far lige inden for døren i gangen. Han havde nogen bukser på som han ikke plejer at bruge, men jeg tænkte ikke over det i første omgang. Jeg gik ud i køkkenet og så at de piller jeg havde doseret dagen før, var væk til og med lørdag. Dvs. at er manglede medicin for 4 dage !
Inden at jeg nåede at kommentere det sagde min far, at hans bukser med nøgler var væk, og at han havde været nød til at gå for åben dør dagen før, da han skulle lufte hundene. Jeg gik oven på efter se, og kunne ikke umiddelbart finde dem. Rent impulsivt åbnede jeg døren til " ´legeværelset, " som er et værelse som jeg har fået lov til at benytte til opmaksimering af børenes aflagte tøj og legetøj. Bukserne lå lige inden for døren ! Jeg åbnede derefter døren til det tilstødende værelse, og så hans ur i vindueskarmen, og dyne ligge midt på den bare gulv.

Da jeg kom ned igen, spurte han - hvad den kvinde lavede oppe i hans seng. Jeg spurte undrende – hvilken kvinde ? jo min søsters veninde, svarede han !
Jeg gik ud i bilen og ringede til lægen igen. Jeg fik kontakt til en anden af lægerne i huset, som mente at han bare skulle droppe den medicinering som lægen i Odense havde ordineret ham. Det endte med, at jeg fik ham til at presse min far ind ved han normale læge over middag !

Lægen kunne han godt se at den var helt gal, og beordrede ham indlagt. Min far troede i første omgang at det var på den psykiatriske, og virkede nærmest lettet over, at det var en medicinsk afd. Desværre var der pladsmangel her i byen og vi valgte, at afvente at Claus havde fri fra arbejde, så jeg kunne køre ham dertil !
Jeg kørte ham hjem og blev hos ham. Fik ringet ud til den hunde kennel hvor han har købt den yngste af hundene, og hvor han ønskede, de skulle " holde ferie " imens han var indlagt. Han ville ringe rundt og fortælle at han skulle indlægges, men forstod og kunne ikke finde ud af, ikke at der var en anden kodesystem på den nye telefon.


Da jeg kørte ham op på sygehuset "fortalte han," at han mente at havde drømt at politiet havde kørt ham hjem. Jeg spurte selvfølgelig hvorfor de dog skulle havde gjort det, hvortil han svarede - at det var fordi at han havde bare tæer !
Jeg ved ikke hvad der er sket i tirsdags imellem ca. kl. 16.30 hvor rengøringskonen kørte der hjemmefra, og til jeg ringede kl. 21.00 for at huske ham på hans medicin. Han tog dog ikke telefonen, og jeg regnede med at han var ude med hundene ! I alt det her Karos har han også mistet hans briller, og ved gennemgang af huset har jeg ikke har kunne finde dem. Jeg besluttede torsdags at tage ind på hittegodskontoret, i håb om en venlig sjæl måske havde indleveret dem der .Men det var de desværre ikke ! Jeg forsatte over på den anden side af gangen, og forklarede betjentene situationen. Jeg spurte om de havde noget i deres døgnrapport fra tirsdag aften, og om de muligvis havde kørt ham hjem - Det havde de !
Han var blevet observeret stående foran en Aldi butik i længere tid, og virkede meget konfus. Betjentene havde tilmed betegnet ham som værende lettere dement ! De havde åbenbart nøjes med at spørge om der var nogen hjemme, og ikke tjekket op på at det " kun " var hundene, da min far havde svaret ja !

Jeg havde det virkelig dårlig da jeg kørte fra ham på Grinsted sygehus. Han var meget forvirret og sårbar. Jeg kunne se hvordan gråden flere gange pressede sig på, og at han var på vippen til at græde. En side af ham som jeg aldrig har oplevet før !

Personalet på sygehuset er meget bekymret for en hjemsendelse, og har planlagt et møde med hjemmeplejen på tirsdag. Min søster har forstået situationens alvor, og har også været og besøge ham. Vi vil begge deltage i mødet, sammen med vores far !

Vi var oppe og besøgte han ham i eftermiddags. Han startede med at spørge, om jeg havde hørt at han havde været på vandretur igen ! Det havde jeg ikke, og så fortalte han, at han på en eller anden måde var forvildet sig ned i sygehusets kælder, hvor han havde prøvet på at kravle ud af et vindue. Han kunne huske at der var utrolig mange rør, og at glas var smadderet rundt omkring hans fødder. En portør var kommet forbi og havde hjulpet ham tilbage på afd.

En sygeplejerske sagde en aften - jeg kan sidde og tale rimelig fornuftig med ham, men så snart at jeg vender ham ryggen, så begynder han har gå forvirret rundt ! Hun synes at det var skræmmende, at det kun er 1½ måned. siden at han kunne passe sit arbejde. Det kan jeg kun give hende ret i !

Han flakker fra at virke fuldstændig klar, og bevidst om hvad der sker og bliver talt om, og til at befinde sig i en anden verden. Han er blevet scannet for en evt. hjerneblødning, eller andet som kunne forsagede sådan en personlighedsforandring. Men der var ikke noget at se ! HELDIGVIS.
Jeg har en teori om at der er noget psykisk som spiller ind. Han har immervæk mistet hans partner igennem 43 år i kraft af at han ikke kan passe hans arbejde mere. Den bil har været hans identitet i så mange år, at det tilnærmet kan sammenlignes med, at mindste en ægtefælde.

Kl. er blevet mange, og det som jeg skrev om som i dag, var i går. Jeg har fri i dag, selv om jeg ville havde kørt da jeg skal til det møde tirsdag formiddag. Men Claus har taget fri, og ham må jeg ikke glemme i det her. Det er efterhånden utrolig hvad han har stået model til pga. mig, og at han holder ved. Måske skulle jeg få ham tjekket, da han ikke må være rigtig klog ;-)