Lad mig være lidt alene – I bruger mig alligevel forkert!
Lad mig være lidt alene – I udnytter alligevel alt til fordel for Jer selv!
Lad mig være lidt alene – I lytter alligevel ikke hvis jeg åbner munden!

Lad mig for helvede være lidt alene. Jeg er træt af at være skraldespand for Jeres handicappede håndtering af hvad I kalder venner!

På denne sagesløse Sankt Hans aften, har jeg kun lyst til at se ilden fra mit eget lille stearinlys der brænder ved siden af mig. Jeg har kun lyst til at høre min egen musik og drikke af mit glas kun med skål udbragt af mig selv.

Jeg har tudet de sidste par timer, kløet mig neurotisk på halsen og gået fra rum til rum uden at foretage mig en skid.

Hvor vred man kan blive på sin omverden, er jeg et levende bevis på.

Jeg føler mig pisset på fra alle vinkler og af alle mennesker.

På trods af korslagte arme og et kropsprog som selv en baby ville være bange for, tillod J sig at trække mig ind til ham, røre ved mig selvom jeg holdte armene stift og korslagt foran brystkassen. Han kyssede mig og blev endda ved efter jeg havde bedt ham stoppe. Han puttede endda hånden under min bluse. Jeg slog den væk, men alligevel forstod han ikke budskabet.

En kemisk eksplosion i hans hjerne MÅ ha’ braget den fyr, jeg ellers mente jeg kendte så godt, ad helvedes til. Måske hans eksperimenter med LSD og hvad han nu ellers har haft lemlæstet sig selv med, har ødelagt hans situationsfornemmelse helt.
Han ser målet før midlet. Måske bruger han bare midlet for at skabe sig et mål?

MH blander mig ind i problemer som jeg intet har med at gøre. Jeg hjælper hende, knokler som en gal og beder om intet til gengæld. Jeg stiller mig som hovedansvarlig for hendes store fest, tilrettelægger menuen for 60 fucking gæster og laver den sgu også selv, for at gøre tingene så smertefrit for hende som muligt.
Hvorfor? Fordi hun er min ven. Fordi jeg holder af hende. Fordi det falder mig naturligt.
Det kommer bare til at hedde, at hun hjælper mig nu hvor jeg alligevel er så blævrende en klat snot som har brug for at få noget for hånden!
Nå ok…

Tilbage til ”midlet mod målet”.
LH sætter mig i en grim situation hvor jeg bliver nødt til at såre en anden. Det værste jeg ved i denne verden.
Hvorfor? Fordi hun kan opnå at stikke tungen i hoved på en eller anden fyr hun er vild med.
Jeg er midlet. Hun havde brug for mig for at få noget til sig selv. Nok så ubekvemt skal jeg sidde og være stand in. Hun hørte ikke engang hvad jeg sagde. Hun var så optaget af hendes plan.

M gør mig en stor tjeneste, som jeg nok så taknemmeligt og underdanigt bukker og nejer for. Han har længe levet højt på det og styret mig lidt rundt som en forbandet majonetdukke, da han vidste hvor meget jeg ville gøre. For helvede…det kunne give mig en ny lejlighed!
Det viser sig til, at det alligevel ikke bliver til noget. Det har han vidst længe, men hvorfor én i helvede skal jeg få det af vide fra en anden.
Jeg kan ikke gøre andet end at tro, han ikke ville slippe idyllen ved at jeg gik i tro om at han var min redning. Jeg kan ikke gøre andet end at tro, at det har behaget ham fortræffeligt at jeg har bukket og nejet. HE WAS THE MAN!!!

Nej jeg sidder ikke og graver armen ind i min egen navle eller snotter ellevetaller af selvmedlidenhed. Fandeme NEJ.
Jeg melder bare fuldstændig PAS på folk omkring mig og jeg gider kræft stejlme ikke være her.

Hvorfor er de reelle mennesker så helvedes langt væk?

Alt lortet falder sammen på én gang lige i øjeblikket. Alle menneskers rigtig grimme facetter kommer edder mandme til syne for tiden.

Manipuleret, styret, intimideret, kontrolleret og ved du hvad? Jeg er så træt af det og synes det er helvedes unfair. Jeg synes jeg knokler som med at finde min egen lille livssti og mening. Jeg føler at alle mennesker omkring mig virker som en konstante hæmorider på jordkloden. Det giver ikke en skid mening.