"Det den dejligste morgen i tusinde år og jeg lever....!"

Disse strofer klingede i mit øre fra morgenen af, da jeg cyklede på arbejde og nu er dagen fuldendt...!

Han har lige ringet hjem... Er stadig i Irak og er ikke blevet kidnappet af nogle suspekte grupper...Der er vist slet ingen fare i det område han er i, savner ham bare SÅ meget og vil nødig at noget grimt hænder ham..

Har tænkt en del på ham de sidste dage, prøver at slappe lidt af og sige til mig selv, at han jo snart kommer hjem igen..

Dagen i dag har dog været fyldt med eksamenssnak... Skal jo afholde eksamen for min kære studerende i morgen.. Kan slet ikke koncentrere mig om at gå ud at nyde det gode vejr. Prøver at forberede nogle geniale spørgsmål, som kan løfte hende op på et højere plan imorgen..

Det hele var ellers ved at falde til jorden, da jeg lige inden middag opdagede, at den stue vi skal have i morgen , var der ingen læge til at tage sig af..! Konfronterede den planlægningsansvarlige læge og fik 5 minutter i lukketid en løsning på problemet. De havde ellers snakket om at aflyse alle patienter, nu mundede det ud i at kun nogle få bliver aflyst.

MEN MEN det påvirkede selvfølgelig min stakkels studerende (og jeg selv for den sags skyld), hun havde jo forberedt sig mentalt på at pleje netop de patienter... Jeg håber, jeg fik hende beroliget nok, inden hun gik hjem. Hende og jeg skal nok klare det i morgen... Hun er en meget dygtig studerende...