Nå ja…

Så var der diskussionen hos grønthandleren i går.

Jeg tror han er en ven af ejeren. Ofte står han med sin rygsæk og krøllede hår og taler med de kunder der nu lige har tid. Han ligner allermest én som er på backpacking gennem byen.

”Velkommen her” plejer han at sige
Jeg var vildt begejstret over lige at ha’ gjort en mega scoop og købt 7 majskolber til ti kroner (skal med op til moar i dag. På landet koster de vildt meget) og smilede begejstret til ham og gav mit rustne ”salam”.

Før jeg viste af det, havde jeg viklet mig ind i en eller anden integrations-samtale hvor jeg vist ikke helt kunne bunde.
”I-MØDE-KOMMENDE!” Han lærte et fantastisk godt ord der. Han synes jeg var ”I-MØDE-KOMMENDE”, talte om en eller anden dokumentarfilm, som han ønskede jeg medvirkede i for at give min holdning til kende i forhold til det kultursammenstød vi jo nok dagligt oplever og specielt her i mit kvarter.

”Fifteen minutes of fame” lokkede han, men jeg afslog venligt med mit ”det-skal-jeg-lige-tænke-over” og priste mig lykkeligt over IKKE at have givet mit nummer ud.

Så er det jo der jeg kommer til at tænke på ironien i den selv sammen samtale jeg lige havde forladt.

Kultursammenstød, imødekommenhed, skepsis, tvivl på hensigten hos andre mennesker.

Vi talte om hvor reserverede os vestlinge ofte kunne være. Blev vi inviteret ud på en kop kaffe af en fremmed mand/kvinde, tænkte vi straks på hensigten bag. ”Han/hun vil sikkert score mig” så vi vurderer om hvor vidt vi vil scores eller ej. Om vi kunne få en god og venskabelig eftermiddag ud af det, tænker vi slet ikke.

Det mest ironiske er, at dengang jeg flyttede hertil var jeg frygtelig I-MØDE-KOMMENDE og det fik mig ud på dybt dybt vand. Den mistroiske tanke vi har om fremmede mennesker af det modsatte køn, blev desværre bekræftet.
En invitation fra en fremmed mand, som ellers udelukket var ”venskabelig” endte med daglig telefonstorm og en ivrighed som forekom mig ligefrem kvalmende.

Da den krøllede spurgte mig hvorfor mon vi var så reserverede og forbeholdne i forhold til mennesker vi ikke kendte, måtte jeg fortælle at man vel nok har været ”uheldig” på et tidspunkt og måske derfor hurtig med paraderne og skepsisen.

Jeg ville sgu ønske jeg kunne møde andre mennesker UDEN forbehold. Jeg ville sindssyg gerne sidde og pladre kaffe i mig på et gadehjørne med én vis kultur var så anderledes i forhold til den jeg er født ind i. Jo, jeg vil gerne lære, opdage, møde, erfare og udvide min horisont.

Jeg vil gerne MØDE men må nok erkende at jeg sgu er skeptisk.

Jeg ville ønske det var anderledes.