Det har været en anderledes dag i dag – for mig altså!

En lægesamtale skulle lige overstås. Men bagefter kunne jeg konkludere, at der absolut ingen grund havde været til at bekymre sig så meget. Det gik jo godt og var en behagelig samtale som sædvanligt. Joo, jeg blev vist lidt klogere og parat til at klare visse ømme områder fremover.

Kulden var strid i formiddags og først efter en kande te, var jeg tøet op.

Så stod det på pige-tur til frisør. S kender en frisør som til en rimelig pris klipper udenfor åbningstiden.

Jeg skulle mødes med de 3 andre klokken 16.30, gik hjemmefra i rigtig god tid så jeg kunne gå hele vejen langs søerne.

Vandet var stort set frosset til is på den første sø. Ænderne sad side om side og enkelte flød rundt i det vand som endnu ikke var frosset til. Jeg lod mærke til en lille ”pige-and” som sad lidt alene. Pludselig blev jeg ramt af kolossal medlidenhed med den lille and, som sad og buskede sig op og så ud til at fryse ad helvedes til.

”Hvor er det frygteligt…hvor må det være frygteligt at være denne lille and. Se hvor den sidder der, iskold og uden tvivl skrup-sulten…også går jeg her – snot forkælede menneske – og klager over mine problemer med at eksistere i denne verden. Jeg burde være taknemmelig for mine varme dyner, dampende drikke og maden i køleskabet! Jeg burde SKAMME MIG!!! Den and ville sikkert give sin højre vinge for at være i min krop!”…og mens jeg gik og overvejede at springe ud som vinter-ande-livredder, fik jeg det mere og mere frygteligt. Hele dyre –og menneskelivets tragiske realiteter tæskede over mig. Mine problemer forekom mig pludselig fuldstændig banale og smålige MEN…regnede jeg med de ville blive mindre eller forsvinde? Hvis jeg skulle begynde at sammenligne alvorligheden af disse, ville jeg da få det bedre?

NEJ NEJ NEJ…mit eksistens-kollaps kan jeg ikke bagatellisere væk fordi at ænderne fryser eller en flodbølge rammer – desværre! Jeg MÅ lære det her. Jeg MÅ lære, at det slet ikke har en fløjtende fis med hinanden at gøre. Tanken om, at jeg ER mere privilegeret i form af mine omstændigheder, vores velfærdssamfund osv, jo det kan da give mig en vis ”det-kunne-være-værre”-tanke og dermed flytte mine tanker lidt. Men jeg kan ikke bebrejde mig selv for at føle som jeg gør. Et knækket sind bliver ikke mindre knækket af, at naboen trods alt tjener mindre end man selv gør! ”HAN har grund til at knække…DU tjener trods alt penge, derfor burde du slet ikke klage!!!” (wow, det her kommer vist længere og længere ud…men lad os nu se). ”Du er deprimeret, kan ikke sove eller spise. Prøv du lige at forestil dig, slet ikke at eje en seng og ingen mad har!”.

Mormor, jeg elsker dig men jeg kan høre dine ord i mine tanker nu. Ord som jeg ved er udtalt i den bedste mening, men for pokker…jeg HAR det af helvedes til over ikke at være stærkere, men det hjælper mig bare ikke at sammenligne min elendighed med alle andres.

Hvor kom jeg fra? Jo…søerne.
Jamen jeg gik videre. Pludselig kom det til mig, at jeg må se verdenen som verdenen ER. Jeg må stoppe med at betragte alting ud fra MIG SELV, stoppe med at sammenligne mig eller se alting som noget jeg ikke har, kan opnå, føler, er…osv. Øjnene er ekstremt selektive hvis de vil være det. De ser hvad de vil se og sidder en lille djævel i pandehulen og søger efter fiasko frem for succes, jamen så er øjnene en glimrende hjælper.
Det fik jeg bekræftet sekundet efter…

2 piger kom joggende, yngre piger i fuld fart. Den ene fortalte sin veninde – på mest begejstrende vis – om en fest. Hun havde armene helt ude i 90 graders vinkel, øjnene spærret helt op og smilende imiterede hun en situation (eller hvad det nu kunne ha’ været). På trods af deres tempo, var de i klar dialog med hinanden, uden forpustelse eller anden udmattelse. De var glade, løbende og livlige.
I et split sekund nåede jeg at tænke på alt, lige fra ”åhh Gud, mine teenageår gik forbi min næse – åhh Gud, hvor er jeg ensom – åhh Gud hvor jeg også burde løbetræne noget mere” til ”åhh Gud hvor jeg savner en sådan ubekymret glæde”. SÅ HOLD DOG OP!!! Se nu på verdenen som den er og lad den for helvede ikke være et symbol på alt hvad din ikke er!
Sandheden er nemlig, at synet af disse piger varmede mig. Jeg elskede og elsker synet af mennesker. De fascinerer mig, de er spændende. Mennesket imiterer livet, om det er på negativ eller positiv vis, så er de et symbol på LIV. Måske er MIT liv blevet opgivet af mig selv på en måde, men selve livet fascinerer mig stadig.

Med disse (indre) store ord, gik jeg videre. Jeg bestemte at mine øjne skulle åbne sig på anden måde og prøvede igen…

- En mand satte sig på en bænk. Han åbnede sin taske, stak hånden ned og gravede en håndfuld chips op. Med et afslappet (og lidt hemmeligt) smil, lænede han sig tilbage. Nu skulle han bare sidde der, helt alene med sig selv og sine chips. Helt automatisk prøvede ”øv-tankerne” at mase sig frem: ”åhh Gud hvor…” men jeg fik stoppet dem og nød i stedet det lille syn jeg havde fået. Den mand…det syn…den lille men vildt fyldende episode.

- En dame komme trillende med sin barnevogn og op på siden kommer en fyr cyklende. Der var is på vejen og man kunne straks se i hans øjne, at han var i fuld gang med en MEGET usikker overhaling, som ville resultere i et styrt. Det var som i slowmotion, at hans cykel gled hen over isen. Jeg fik øjenkontakt med ham og vi vidste det begge: HAN VILLE FALDE. Et lille fjoget smil og DER lå han. Både mor og barnet i barnevognen, kiggede overraskende og forundrende ned på fyren som ragede rundt indviklet i cykel og halstørklæde foran dem.

Ja, det blev klart for mig.

Derfor klarede jeg aftenen med ”de velfungerende piger”. Stikkene ramte mig stadig lidt og andet kan jeg jo heller ikke forvente, men mit syn var faktisk en smule mere styrket og mindre fiasko-søgende.

Åhh, kan dog ikke undertrykke at JEG SYNES DERES HÅR BLEV MEGET FINERE END MIT. Ha-ha!!! Det er dog et område som går mig meget lidt på, heldigvis.

Som en vildbasse lod jeg mig lifte hjem bagpå en scooter. Ingen skal komme her og sige jeg intet vover!

Det har altså været en fyldt dag og jeg er ved at være lige så tom som mit rødvins glas. Det er lige gået op for mig, at jeg har fået mig en stensikker vane; et glas god rødvin inden sengetid.

Så nu vil jeg drikke ud og lægge mig ind foran tossekassen. Hvad andet kan man ønske sig oven på en dag, med så store klarsyn som jeg i dag har beriget mig selv!!!

Over and OUT!