Der er den her hjem side…en ”baby-hjemmeside”…som jeg har brugt lidt. Den er nu meget smart; hver dag kan man gå ind og se hvordan barnet udvikles gennem graviditeten.
Hmm, der er jo selvfølgelig også en masse ”ammestuesnak” på de diverse debat-forums. Jeg har ikke følt lyst eller behov for, at kigge på disse men i dag gjorde jeg det alligevel. Der er debatter for ”enlige mødre” hvor jeg selvfølgelig og absolut skulle ind og snage.

HVORFOR? Mit mod vedr. L og jeg blev i hvert fald ikke større. Mange var gået hver til sit kun få måneder efter deres barn var født!
Selvfølgelig må jeg fokusere på alle dem der bliver sammen, men hey…det ER godt nok ikke særlig mange. Hvad er det man siger? 20% bliver skilt efter første barn og denne procent fordobles hvis nummer 2 skulle komme. Det er så noget med at efter 3. barn, skulle der opstå en vis immunitet!

Sagen er, at vi ikke har det særlig godt. Jeg har nu forsøgt at slippe kaostankerne, der indtil i går fortalte mig at vores eneste løsning var at flytte hver til sit.
Gennem den senere tid, har hjemmet herhjemme, ja nok også MIG, været stedet hvor han har lagt alt sin vrede og alle sine frustrationer. Han har lukket af overfor mig og hele stemningen os i mellem, har været meget trist.

Åhhh hvor jeg har spekuleret over hvad jeg mon kunne gøre anderledes. Han har jo virket så vred på MIG. Men for første gang kan jeg sgu se mig selv sådan nogenlunde fri. Nej, det er absolut ikke et spørgsmål om ”hvis skyld” og ja der skal to til at danse…eller skændes. Men problemet er sgu at vi HVERKEN danser eller skændes. Vi taler ikke sammen når han har det sådan. Jeg prøver, åhhh jeg prøver og sikkert også for meget, men intet sker og ingen reaktion kommer.

Det har afsat en spænding, i negativ forstand, inde i min mave. Jeg har følt mig modløs og været håbløs over os. Lige meget hvor meget jeg har forsøgt, har mine tanker hele tiden faldet tilbage på, at adskillelse ville være den eneste løsning for os. Det har været for hårdt! Ingen kærlighed, ingen tryghed, ingen omsorg eller interesse. Det har bare været så tungt.
Jeg har vel følt mig nødsaget til at trække mine følelser lidt i land. Det gjorde ONDT, virkelig ONDT i hele min krop.

Problemet er ikke løst men jeg må give det en chance. Jeg må igen finde tålmodigheden frem og håbe det her kan vende for os. Det er bare SATANS at jeg kan mærke at min tillid til ham er svækket. Det skyldes at jeg jo ikke aner hvor helvede jeg har ham henne. Når han lukker af overfor mig, er jeg virkelig på bar bund.

Livet med en narkoman, som er hold op med at tage stoffer, men endnu ikke har fundet sit fodfæste som stoffri.

Jeg har stadig så svært ved at forstå…