Jeg har min famøse ”fri weekend” og jeg indleder den som altid med et skummelt humør. Det er egentlig så dumt. Jeg kunne i princippet skabe mig helt åndssvagt fra nu af og frem til søndag. Men jeg bruger tiden på at være trist og indelukket.

Det går lidt frem og tilbage, humøret. For en halv time siden gik det op og jeg havde mod på fis og ballade. Kort tid efter kom lysten til at lukke mig ude og melde socialt pas! Jeg kan ikke helt sætte min finger på det og mindst af alt kan jeg slappe af.

Gulvet lugter af brun sæbe og jeg har opfyldt de praktiske gøremål, som jeg havde sat mig for. Hvad så? Spætte ringer snart og vil spørge om ”jeg er frisk!”. Er jeg det? Altså rent fysisk har jeg været små-syg i snart 4 dage. En form for influenza som alligevel ikke rigtig vil gøre sit fulde indtog i min krop. Det er kun blevet til hovedpine og en følelse af vat i ørerne. Hovedpinen har jeg overlevet og jeg har slæbt mig selv på studiet alligevel.

Men lige meget hvad, ville jeg have så godt af noget ANDET end mit eget selskab. Det er som om jeg gør mig selv trist. Jeg kan havde de bedste intentioner om at hygge mig, men jeg ender som altid med at sidde tilbage og have problemer med at få resten af dagen til at flyde. Jeg tjekker facebook, hotmail, gmail...spiller Zuma...og går i seng!

Et par af pigerne vil gerne have mig og Spætte med på gay-sted. Jeg er så nysgerrig og vil jo rigtig gerne afsted. Det er nogle skide søde piger med ben i næsen. De vil mig gerne og alligevel har jeg så travlt med at skubbe folk væk. Selv overfor Spætte har jeg formuleret en mulig afvigningsmanøvre.

Det bliver en vane for mig at skubbe folk væk. Lige pludselig er det bare noget jeg gør per automatik. Jeg tænker ikke, vejer til eller fra... Jeg gør det bare, så naturligt som andre trækker vejret.

Hvad er det galt med mig. Jeg har alt muligt inde i mig...og jeg lader det hele gå tabt. Det er som jeg lever i konstant kamp med mit eget potientiale. Jeg ved det er der og alligevel forsøger jeg at bekæmpe det. ”Gemme det til senere???” Den går snart ikke mere. Siden jeg var 20 har jeg tænkt sådan...”det skal nok komme frem på et tidspunkt, når jeg er klar til det!”. Pis og papir! Der er snart gået et årti og jeg formår det stadig ikke. Hvis jeg konstant havde fået af vide, at mit selskab var ringe og at folk sådan generelt ikke kunne li' mig, jamen så er det da helt forståeligt at jeg trækker på det når det kommer til at socialisere. Men for pokker NEJ! Jeg har altid fået det modsat af vide. Samtidig erfarer jeg jo, stik modsat min indre selvantagelse, at folk faktisk VIL mig og ofte opsøger mig for at lære mig bedre at kende. Jo, jeg er rigtig taknemmelig. Misforstå mig ikke. Det er ikke noget prinsesse-syndrom som sidder og gør mig til dommer over godt og skidt. ”Nej – duer ikke!”. Slet ikke!

Nå! Spætte ringede og jeg sagde ”kom bare...nej jeg er helt ok og det bliver hyggeligt!”. Nu har jeg så også pyntet på mig selv med et par glas vin og føler jeg kan lidt mere. Næ og nej – ingen tilbagevendende problemer mht. vinen...ren og skær forkælelse som jeg ynder mig selv når Emil er hos hans far. Jeg styrer det og har ingen skrupler. Det føles helt rart nu og der er ingen kvaler og banke-mig-selv-oven-i-hovedet bagefter.

Ok! Pizza og hygge.

Handicappet klovn! Hvilket kapitel i neurologien gik min hjerne lige glip af?? Jeg mener...der må mangle et eller andet kammer i min hjerne. Måske det kammer der filtrere de normale ”fare-momenter” fra de unormale. Et eller andet glipper inde i mig og hvad andre føler som ren og skær nydelse, skal jeg stramme mig selv op til. Jeg skal ”lære” at nyde det.

Okay...kom bare!