Kære dagbog

Countdown: 5 dage...

Ved siden af mig står en endnu gabende tom ny hundekurv med det flotteste hjemmelavede halvquiltede tæppe, der matcher kurvens farve perfekt. I gangen hænger en ny læderrem med halsbånd og det lovpligtige hundetegn. I en kasse samme sted afventer kam, børste, negleklipper, kiks, høm-høm poser samt lidt guf i alverdens former, - en sutsko med snørebånd, men også almindelige stænger. Dagene snegler sig stille af sted, men snart, snart er det nu. I søndags tog vi turen tomhændet hjem for sidste gang. På søndag! Dagene vil ingen ende tage og alligevel siger jeg nok på søndag, når jeg stiger ind i bilen med Utaiko i armene:
"Er det allerede nu?"
Det hele er bare så uvirkeligt endnu, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det bliver. Ved kun, at jeg glæder mig usigeligt og tanken om bamsebjørnen, som Tanja er begyndt at kalde ham, får blodet i mine årer til at rinde hurtigere, og små glædestårer titter frem af øjenkrogen. Jo, jeg glæder mig, meget. Tanja ligeså.

Da vi besøgte ham i søndags, var han rigtig i sit es. Alle hvalpene havde ligget og sovet, så da vi dukkede op, skulle de alle lige udenfor og tisse af. Derude i kulde og blæst udfoldede hvalpene sig til fulde. Alle løb eller legede, bed i hinanden, søgte os voksne til 3 sekunders nusseri, før de igen var over alle bjerge, vraltende, tumlende, ovenpå hinanden, ved siden af hinanden og alene på udforskning ud i den fjerneste krog af gårdspladsen. Som lovet mig selv drillede Utaiko mig ikke denne gang. Jeg genkendte ham straks. Tror også han kunne genkende mig. Når jeg tog ham i armene dirrede hele hans lille krop, mens hans tunge udforskede hver en krog i mit ansigt. Ikke to centimeter gik ram forbi. Jeg grinte højt og des mere, jeg morede mig, jo mere ihærdig blev Utaiko. Min mor var med og hendes øjne lyste ved første øjekast langt væk af kærlighed til det bette kræ, som hun indtil da kun havde set så rigeligt med billeder af og hørt så usigeligt meget om fra både mig og Tanja, ikke mindst. Hjemme har de altid haft hund(e), men det er nu nogle år siden sidst. Far og mor rejser så meget, at det ikke går an mere. Nu må de nøjes med at passe andres hunde, og mon ikke også de af og til kommer til at passe Utaiko. Det hænder jo, at jeg af og til er på sygehuset et par dage eller tre.

Det blev hurtigt for koldt at stå derude i blæsten. Ydermere var en stor rovfugl ankommet og dens kredsen rundt lige over os var ikke noget, Jette brød sig om, så ind i varmen med os alle igen. Et andet hold hvalpeejere var stødt til, mens vi stod derude. De var fyr og flamme for for dem var dagen oprundet, hvor de skulle have deres hvalp med hjem. Helt ned til Lolland, så foran dem lå en lang 1½ times kørsel.
Varmen inde slog ikke hvalpene ud. De brillerede konstant med alverdens påfund. Det ene sjovere end det andet. Fx prøvede to i fællesskab om de dog ikke kunne hive juletræstæppet væk under juletræet. Nogle legede tagfat og andre igen gemmeleg. Der var fuld power på, så det var ikke let at fange Utaikos opmærksomhed. Dertil skete der simpelthen alt for meget. Så var der ikke andet for end søge hans og de andre hvalpes højde, finde noget legetøj og tumle med dem på gulvet. Tid og lyst til stille nusseri var der ikke meget tid til set fra hvalpenes synspunkt. Men pyt. At se og opleve dem sammen, deres forskelligheder, undervejs fra dag 1 at lære ens egen hvalps særheder og andet at kende er, og har været, guld værd. Det har, og er, bestemt det hele værd. Ved hvert besøg har jeg også lært mere om selv racen, selvom om jeg synes, at jeg har læst døre op og stolpe ned og sat mig grundigt ind i, hvad netop en Shiba Inu er for en størrelse.

Og så med et var det igen tid at sige farvel. Gassen var efterhånden også ved at gå af ballonen på samtlige hvalpe. En enkelt havde allerede fundet sig en krog, hvor den lå krøllet sammen og sov. Utaiko var også begyndt at blive mere usikker på benene. Et sidste nus og kæmpe kram og der sad vi så i bilen igen, - helst fyldt op med en masse nye indtryk, tanker og voksende glæde over at eje sådan en bette bjørn. For en bjørneunge, det ligner han. Derom ingen tvivl.
Forbløffende nok er de næsten allerede renlige, også om natten. På de 1½-2 timer vi var der, var der kun et lille bitte uheld fra en af de 7 hvalpe, der var tilbage. Den ene fra det første kuld var blevet afhentet om formiddagen, - derfor tallet 7, og ikke 8. Indrømmet er jeg imponeret, og krydser fingre for, at det også er sådan, når...

På søndag...