Hvad definerer den "bedste veninde" og eksisterer dette begreb efter 20 års alderen? Er det fælles interesser?
Er det tiden man har kendt hinanden? Eller er det at når man sætter sig ned ved siden af hende, er chancerne for telepati skræmmende store?
Denne dagbogstekst er til Merete især.

Og nu har jeg gået over broen, fået fyldt mine lunger med frisk luft og ladet tankerne blande sig med mågerne og deres skrig.
Og nu sidder jeg her og ser dem flyve væk, brugt, da de kun kan siges een gang, tænkes een gang. Der er intet sekundært forsøg, ingen chance til.

Jeg er træt!
Det har jeg været før, men ikke på denne måde.
Jeg er udmattet af at opretholde min facade. Den er tung. Og den bliver tungere og tungere. Så tung at jeg har svært ved at trække vejret. Svært ved at græde. Alt bliver blokeret af denne tunge tingest som sidder på min hud og indeunder.

Jeg orker snart ikke mere. vil bare gerne glemme lidt, for en tid. Sætte mig på gulvet og græde indtil der er een der gider at løfte mig op, trøste mig. fortælle mig at det hele er uretfærdigt. At det er synd for mig. og at jeg har LOV til at være ked af det, svag. Jeg tror jeg har glemt.
Glemt at være svag. I alle de år har jeg stille og roligt udstødt denne følelse og gjort den fremmed.

Hvis jeg blev besat en dag, ikke af en ånd eller dæmon, men bare besat af et almindeligt menneske, ville jeg endelig have een som ville forstå mig. Forstå hvem jeg er. og mærke det komplicerede spind jeg har spundet, så kompliceret at jeg selv er faret vild. At når jeg er alene, lader skjoldet til side og ser på det virvar af farverige og løse tråde viklet ind i hinanden, mønstre, knuder i forskellige størrelser og det hele er holdt sammen af een lang tynd line, som er begyndt at gå op. Lange flossede trevler. Een efter een.....plop...een til..plop..plop...

At jeg føler mig som larven i puppen få øjeblikke før den revner, at jeg ser mig i spejlet og stadig ser en larve, mens andre ser noget andet. Og pludselig skal jeg tænke som 2noget andet" og opføre mig sådan, selvom jeg mest har lyst til at være larve, kravle som en larve, leve som en larve.

Jeg lever efter retningslinierne, over alt, og spytter ad dem, når jeg er alene.
Jeg HADER egoister, fordi jeg er pissemisundelig.
Jeg fnyser af uhøflige røvhuller, fordi jeg selv har lyst til at råbe og skrige af tilfældige.
Er jeg så psykopat?
Har jeg så tendenserne?
og skal jeg bare læne mig tilbage og give op?
naturen har jo efterhånden lagt SINE kort på bordet med alle dets esser og her sidder jeg tilbage uden tøj på og uden billedkort.

Det ville være let. Og jeg ser den lette vej, pakket ind i bøgetræer, fuglesang og kandis.
Hvor ville det være let. Dejligt let. Intet ansvar. Blive som min mor. Drikke mig sanseløs hver gang nogle stiller krav og som komme krybende som et ydmygt barn for at få tilgivelse?
Eller som min far?
Når livet bliver for uoverskueligt, så tage et reb, drikke mig sanseløs og hænge mig i stalden indtil mit yngste barn kommer og finder mig?
Er det sådan jeg skal gøre?

Det mener naturen! Det mener GUD!
Skal jeg lade mig begrave under den sociale arv og lade hånt om alle de pisse ligegyldige teorier, som alligevel er skrevet af folk som aldrig har været der.
Som ikke forstår og aldrig vil. Nogensinde. Ihvertfald ikke gennem statistikker og spørgeskemaer.

Og nu pisser livet på mig endnu engang. Pisser mig lige i munden og tvinger mig til at synke og jeg prøver at finde en mening med det hele.
Men måske er der bare ikke nogen.
Måske er jeg bare pisse uheldig. Og så er det jeg bliver vred. Fordi hvad så????
Så har jeg bare stået i den dårlige kø.
Og har jeg lært noget?
Ja, det siger jeg til mig selv, prøver at tænke positivt, fordi det er det eneste jeg har tilbage.
Men kvoten er snart opnået.
Jeg orker snart ikke mere. Jeg gider ikke lære mere. Jeg gider ikke blive pisset på.
NU må det fandme være en andens tur!!!!