...og det var sgu egentlig også på tide. Jeg var ved at blive en kende frustreret over ikke at interessere mig for særligt meget.
Det årlige bogudsalg var i gang i går på det lokale bibliotek. og jeg kunne sgu ikke dy mig, men hvilken bibliofil kan det!!
men jeg holdt mig i skindet og købte kun 3. Den ene var en anderledes bog om graviditet, som selvfølgelig fylder nu. Men fuck hvor den sjov. og så stod der noget jeg studsede over. at i denne 9 måneders lange fase, skulle man afholde sig fra de store beslutninger. Der var ingen lægelig bagrund for den udtalelse, men nok mere en kvindelig erfaring, hvilket underligt nok vægter mest...noglegange.

Hmmm...store beslutninger...hvad fanden er det? For nogle er bare det at overtale sit ene ben at flygte fra dynens Guantanamogreb hver morgen, den stø'rste beslutning i verden. For andre er det værre. det er åbenbart subjektivt. og så tænkte jeg på mine beslutninger her indenfor de sidste par månder. der er sgu da ikke nogle store nogle, er der det?!

Jo, i samarbejde med mion kæreste har jeg/vi besluttet at blive forældre for første gang, selvom jeg har beklagevis fundet ud af at de der bamselinereklamefølelser de lader sig vente. Måske fordi spunken stadig er på størrelse med...ja...en spunk..eller sådan noget. Jeg tænker altid på et maleri af min far når forestillingerne ryger ned til underboen. Et kæmpemaleri, abstrakt som bare fanden, med en masse forvirrende farver i alle unversets figurerer og længder. og det ligner sgu da ikke en baby, og da slet ikke de der nuttede babyer i reklamerne, som jeg næsten river ud og kalder min egen. Måske for at undgå det der uundgåelige smertehelvede, der kaldes pubertet...hahahahaha!!!!!

så min egoisme er intakt, indtil videre, men der er også stadig 6 måneder tilbage til at reducerer den. og i mellemtiden synes jeg sgu da jeg er rimelig normal i hovedet, ergo....min beslutning om at kvitte restraurationsbranchen efter barsel, er sgu da ikke noget særligt. men i går kom jeg i tvivl.
Det er ikke det store problem, I weisse, men alligevel. det er som usikkerheden omkring min tilværelse ikke er stor nok, så jeg vælger lige det sidste trygge. Den sidste faste isflage, vælger jeg at lave mit bål på, og lurmig om ikke den stadig flyder, om jeg så vælger at holde min sankt hans fest, omgivet at 30 gode venner (arj...den holder vist ikke, jeg kender sgu ikke engang 30 mennesker!!). Hvad er et arbejde egentlig? Vel ikke så meget andet end limen, dere holder ens bankmand og dig sammen, udover de årlige julekort og postkort fra syden...bvadr!!), og så selvfølgelig det sted, hvor man lægger fest timer af sit liv, så det er sgu da ret vigtigt.
Og hvis man så ikke trives.....ikke finder glæde i det mere, hvis man nu finder ud af at det var ens kollegaer, der holdt een op og ikke gæsterne, arbejdet, som man har gået og troet...ja, så føler man sig egentlig lidt dum, men samtidgi ret oplyst, graviditet eller ej. jeg hilser den velkommen igen, da den har hjulpet mig til at tage min "store"beslutning.

Livet er sgu for kort til et arbejde man ikke er glad for. Dog bliver jeg selvfølgelig ved indtil videre, men det er ikke med min gode vilje. Jeg vil egentlig bare gerne gå her hjemme og samle kviste, sammen med den brune solsortehun ude i haven!