Jeg er åbenbart stærk!!

I alle henseender.

Men mest set fra livet eller gud. ergo skal jeg konstant prøves.

Og så småsmiler jeg lidt grotesk over nogle mennesker som aldrig i deres liv bliver prøvet.
Hvad gør forskellen?
At være stærk?

Min veninde, som er troende, men ikke hellig, sagde noget forleden som jeg ikke kan få ud af hovedet.
at gud giver mig disse prøvelser, FORDI jeg er stærk, fordi han ved jeg kan klare det.
men jeg ved ikke...hvornår stopper det? Skal jeg prøves hele livet?

Når jeg fortæller folk hvad jeg har været igennem, går de i chok, og jeg får en surrealistisk tilgang til det der kommer ud af min mund, som om det er sket for en anden.

Og han bliver ved....lige nu...vores bedste vedn har fået konstateret kræft i hovedet.
Denne uge har været et helvede og jeg ser frem til mere helvede.
Han skal i strålebehandling på mandag, men vi har endnu ikke fået at vide hvor slemt det er, andet end at de ikke kan fjerne det, det sidder og har bredt sig for tæt på hjernen.

Jeg kunne blive gal, det bliver jeg nok også på et tidspunkt, men lige nu har apatien overtaget, for en tid. Vantroen.
Og så tænker jeg på mig selv, egoist, men jeg tør ikke forestille mig hvordan han har det. Han holder fanen højt. Underligt.
Men vi støtter ham så godt vi kan, og ræder når vi er gået.

Men jeg undrer mig. Stadig. Han er det bedstemenneske på jorden. Og det mener jeg. Måske for behagesyg. Jeg tror gud vil give ham en lærestreg. Men lad det dog være en lærestreg som han overlever.

Og jeg læser igen og igen det citat jeg læste i møllehaves bog:
"Jeg er din gud og herre. Du må ikke fortvivle. For det er mig der har givet dig både at have og at miste, både at glædes og at sørges"

Det trøster. En smule. Men kun en smule.
Og midt i alt sorgen, giver han mig lidt trøst og lidt positivitet, men som egentlig er ligegyldigt nu. ligesom alt andet.
Jeg fik legatet. Jeg fik sgu legatet. Det er jeg stolt af, selvom min arbejdsplads åbenbart er ligeglade, men det rager mig. De rager mig. De fatter jo slet ingenting. INgenting.
Deres liv er proppet med smålige sager og petitesser og jeg har ondt af dem. Fordi alt sådant her sker også for dem engang og så vil de forstå. Forstå og erkende. Forhåbentlig.

Men jeg er ved at være træt af at lære.
Han må snart godt vende fokus på en anden. Bare for en tid.
Så jeg kan få lidt pusterum.
Men jeg ved at jeg snart skal miste igen. Min mor er ved at drikke sig ihjel og jeg føler intet.
Det kommer nok.

Men jeg har evnerne. Åbenbart. Evnerne til at være positiv. Evnen til at være ydmyg, men hvor meget skal jeg lære endnu?
Hvor meget?
Har jeg ikke snart lært nok?
Det for jeg nok ikke et svar på, men jeg undrer mig.