Der er een ting, som jeg altid vil elske, og jeg ved godt hvorfor.
Der er især eet barndomminde, som jeg har holdt ved og altid vil gøre det.
Et åbent vindue, hvor sommeren blæser blidt ind ledsaget af fuglefløjt, duften af græs og de der andre lyde, som kun sommeren har.
Dejligt.

når det så er sagt, er jeg røget ud af mig selv...PIS....jeg troede sgu det var overstået. Men det var åbenbart kun en kort periode. Jeg kan tre ting her for tiden. TRE TING!!!! Jeg kan se ud af mine øjne, jeg kan stå oprejst og jeg kan blive så fuldstændig vanvittig rasende over ingenting og alt og alle mennesker og ...PLEASE ...gud hjælpe mig...lad det pga. graviditeten!!!!!!!! Fordi jeg bryder mig egentlig om at at være sådan her.
Jeg kan ikke finde min indre glæde, mit naturlige overskud, som jeg altid har haft....jeg føler mig konstant vred. Vred på andre mennesker især, og det har prøvet før....da hjalp det at flygte, for en tid, men det har jeg ikke lyst til igen. MIn tolerance er under nul, min tålmodighed ligger under min tolerance. Jeg KAN ikke finde de der ægte glæder, som jeg plejer...ikke engang mad, som altid er en slags kontrolstreg for mig.

og jeg er ved at være træt af det. Jeg vil ikke have det sådan her resten af graviditeten, fordi hvornår får jeg plads til at glæde mig lidt over barnet? men jeg er bar helt rundt på gulvet...fordi alt omkring mig ert i forandring...ALT....inklusiv mig selv, og der er ingen steder jeg kan gribe fat i, ikke andr eend min kæreste og han er også i forandring....det er som om gud laver pis med mig.
Jeg har altid efterspurgt forandring, fordi det gav mig liv, men ikke mere, jeg vil ikke have mere, og nu er ALT i mit liv i bevægelse. Det kan jeg ikke holde til, kan jeg mærke....jeg kan simplethen ikke holde til det. må¨ske er det derfor jeg reagerer som jeg gør.

og jeg har det som om jeg er tilskuer til det hele, fuldstændig magtesløs. JO, jeg er der, folk kan se mig, og det er det....min graviditet....ingen indflydelse...her bestemmer naturen....jeg kan bare se på.
Vores hus...ingen indlfydelse, selvom jeg betaler halvdelen....kan bare vente og se på, men maven vokser sammen med frustrationen.
mit arbejde....ingen indflydelse, kan bare se på at een eller anden sindssyg araber dræber min anden familie stykke efter stykke, ingen respekt, ingenting....
og oveni det....min kæreste,..har også forandret sig....ikke til det dårlige..gudskelov...men...en forandring alligevel, ikke stor, men nok til at jeg registrerer det.

oG ja, alt er naturligt, det ved jeg...MEN FANDME IKKE PÅ EEN GANG!!!!!

og ja, jeg har sgu lyst til at flygte igen...vækvækvæk...men det har jeg lovet mig selv at jeg aldrig vil igen...fordi det hjælper ikke....
det eneste halmstrå, dette ultratynde, halvvejs usynlige hårstrå jeg sidder med i hånden, er at efterhånden et lille mantra" det skal nok blive bedre, detskalnokblivebedre"....og det satser jeg på, men lige nu tror jeg ikke på det.
Jeg har lyst til at skrige..og samtidig skulle det ikke undre mig at dette her er en eller anden åndssavg proces jeg skal igennem...endnu een, og endnu een og endnu een...mit liv har været een lang proces...hvornår stopper den? eller bare holder pause...min kondi kan ikke holde til det, mine følelser kan ikke klare alle de lærestreger...hvornår er eksamen? når jeg dør? puuuuuuhhha.....hvile....ro....det hele er for stort nu...og min mund så lille, så lille, så lille...