Blev scannet i går...for vildt. Først troede jeg at jeg igen så et af de utallige programmer på tv om livet i livmoderen. men nej...hjernen prøvede alt hvad den kunne at fortælle mig og forstå, at den der lille baby der lå og vinkede til mig, var min, vores, WOW!! det hele blev lidt mere konkret, men kun lidt. måske er min hjerne bare lidt mere langsomt opfattende.
martin har det på samme måde, men nu har vi da et billede af vores første barn og bare DET er for vildt!!!!
Det er som om man ikke rigftig forstår før øjnene har været med, som om hjernen kun kan forstå på den måde.

men jeg kunne straks mærke den første gnist af overvældende omsorg og klar-til-at-dø følelse da jeg så den lille een på 6 cm. (det ville forøvtigt være nemt, hvis barnet var klar nu, tror ikke det ville gøre SÅ ondt at føde...hæhæhæhæ)
men stadigvæk....jeg er ude af tågen, men min hjerne halter stadig bagud. hvad nu hvis jeg ikke når at fatte noget før jeg står med babyen i armene? og hvad nu hvis jeg ikke fatter noget der?
nå...een uge ad gangen indtil videre. Det har været planen og det fortsætter jeg med, indtil jeg ikke kan det mere.