kære dig

Næsten en måned har jeg ikke skrevet til dig, ikke fordi jeg ikke har haft noget at skrive om, men jeg har været helt nede!!!

Jeg er blevet sygemeldt med svær depression!!! Ikke lige noget jeg troede skulle ramme mig, det har jo altid været naboen som alting rammer... men det skulle altså ske for mig. DESVÆRRE...

Alting er vendt op og ned i mit liv, noget godt andet er bare fucked up. Jeg kan ikke altid finde ud af tingene, men jeg forsøger virkelig at få en hverdag til at gå..

Fredag den 24 april var det meningen at han skulle have vores datter på weekend, men han ringer til mig fra sit arbejde og spørg mig om han må være hos os i weekenden, dette svare jeg selvfølgelig ja til. At tilbringe en weekend helt normalt sammen, det kunne jeg mærke var noget jeg havde brug for.

Vi havde en kanon weekend sammen, og tiden blev også til at han faktisk blev hele ugen efter. Vi sov sammen og jeg nød hvert sekund af det. Om onsdagen fortæller han mig, at han ikke vil være til aften, jeg får den her KÆMPE klump i maven, som bare giver så mange smerter, men jeg havde sagt til ham, at han skulle gøre hvad han ville. Han smilede og sagde at han nok skulle komme tilbage og sove. Da han gik så jeg godt hvor han gik hen, nu er det jo ikke lige frem svært at se når jeg kan kigge ned til hvor hun bor!!!

Han var væk i 2½ time, og i den tid, sad jeg bare og kiggede på fjernsynet uden egentlig at se hvad der var i det. Da han kom tilbage, virkede han normal, vi satte os til at se en film, og da vi gik i seng, gav han mig et kram, og sagde, "jeg vil gerne flytte tilbage!" Jeg skreg inden i af glæde og ikke mindst vrede, men jeg smilede til ham og sagde at det var hans valg, og at min dør var åben.

Fredag den 1. maj, hentede jeg ham fra arbejde, og kørte ham hjem, jeg sagde til ham, at hvis han ville komme og spise, kunne han jo bare ringe så skulle jeg nok hente ham. Der gik ca. 1½ time, så ringede han, og spurgte om jeg ville komme og hente ham og hans ting. Det svarede jeg ja til, og det gjorde jeg så.

Da jeg kom derned sad Jakob og hans børn (som han havde boet hos) og spiste aftensmad, jeg fik igen den klump i maven, jeg havde ikke set eller talt med ham siden januar, og jeg anede faktisk ikke hvordan han så på hele situationen nu, men han gav mig et kram og smilede. Vi snakkede lidt løst og fat omkring alting og pludselig sagde han. "Jeg er glad for det her på jeres vegne, og jeg håber at det kommer til at funger for jer!"

Åh gud hvad skulle jeg svare, så jeg smilede bare og sagde ja. For hvad skulle jeg svare? Skulle jeg fortælle ham, at jeg havde sagt at han skulle leve sit liv som han havde gjort siden vi blev skilt? Skulle jeg fortælle ham at han stadigvæk ville se den kost af en kvinde? Jeg valgte ikke at sige noget, for jeg ville ikke gøre situationen værre. Tanken om at han kom hjem, var det jeg ønskede, inden jeg kørte havde jeg fortalt pigerne at han kom hjem igen, og hans egen datter fik tåre i øjnene og hoppede af glæde, så jeg vidste det var det rigtige at gøre.

Da vi gik i seng om aftenen, hviskede han, at han var ganske sikker på at det her var det rigtige han havde gjort.
Jeg følte mig lykkelig inden i, havde jeg fået ham tilbage, eller levede jeg i en verden af en drøm?

Om lørdagen, kørte vi en tur, det endte med at han købte en gas grill. Et eller andet sted inden i mig, tænkte jeg at det var måske bare perfekt alt sammen, men jeg havde også et eller andet der sagde mig at jeg skulle passe på. Ja forhelvede tænk sig hvor dum har jeg lov til at være...

Da vi sidder og samler den her grill, begynder hans mobil at bibbe... Han blev distraherede, og han blev lidt fjern, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, så jeg spurgte ham om der var noget galt..

Han kiggede bare på mig... "Det er hende, jeg havde lovet hende at komme og spise i dag!" Det var som om jeg lige blev dolket i hele min krop, men jeg forsøgte ikke at vise det. Jeg smilede til ham, og sagde bare "gå bare, jeg skal nok klare det her!" Er du oki, med det, var hans eneste svar!!!

NEJ GU FANDEN ER DET IKKE OKI!!! Sådan skreg det inden i mig, men jeg sagde ikke noget, jeg smilede bare til ham, og sagde ja, gå nu bare, så hun ikke bliver sur. "det er hun allerede,og nu ved jeg ikke rigtig om jeg har lyst til gå derned" var hans svar. "så sig du ikke kommer" svarede jeg bare, det svarede han ikke på.
Efter ca 20-25 min, hvor de havde skrevet sammen, tog han sig sammen og gik.

Han kom tilbage ca 01.30, og virkede som om der var noget galt, og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, men jeg forsøgte at lade som om alt var iorden, men fuck det var svært når jeg bare er så forvirret inden i.
Jeg vidste og ved stadigvæk ikke om de var sammen eller om han fortalte hende noget andet... Det eneste jeg ved er at hun ved at han er flyttet tilbage, men hvad grunden han har givet hende aner jeg ikke.

Lige siden har han ikke været hos hende, vi har bare haft det vidunderligt, han har haft ferie, så vi har været tilbragt tiden sammen, sammen med vores piger. Han har også ferie i denne uge, det virkede bare så skønt...

Men igår kan jeg se at han sidder med sin mobil og skriver, og jeg ved med det samme at det er hende, jeg kunne bare mærke det, men ejg sagde ingenting. Han er Gamer med stort G, så han havde været oppe hele natten og spille computer, (hvilket er helt fint for mig) da han så går i seng til morgen og jeg har afleveret piger, gør jeg noget jeg har gjort før, men jeg måtte bare vide hvad der foregik. så jeg tog hans mobil og læste hans beskeder ( har jeg gjort nogle gange i denne uge)... Jeg kunne se at han havde slettet beskeder som hun havde skrevet sidste søndag og 1 fra i torsdags.. Søndag havde hun skrevet at hun havde kunne mærke på ham at det var som om at han ville sige noget til hende, men ikke gjorde det, og torsdag havde hun bare skrevet "miss you" begge beskeder havde han ikke svaret på.

Men den her samtale drejede sig om at de skulle gå i byen sammen en dag sammen med andre, og at han var en fri mand, og kunne være sammen med dem han ville, hun skrev hun kunne gøre det samme. Hun havde skrevet til ham at han engang havde skrevet at han var hendes, men det nægtede han!!! Hun skrev noget omkring om hun skulle købe den skole uniform, det svarede han ikke på, og hun skrev til ham, hvad er det du vil have fra mig... Lidt virkede det som om at han bare fejede hende af, men jeg havde svært ved at greje det. Hun skal flytte om 14 dage, lidt udenfor byen, og hun havde skrevet til ham om at han bare kunne komme forbi, og det svarede han bare ja til. det gjorde dahm ondt, for jeg bliver sgu så forvirret.

Hvorfor fanden kan han ikke give mig et konkret svar omkring hvad det er han vil..

For ikke nok med alt det her, så sad vi en aften og så fjernsyn og snakkede hvor han kigger på mig og siger, lad os flytte herfra, lad os flytte langt væk og starte forefra. Og da jeg spørg ham hvor han ville flytte hen, siger han, lad os flytte til Jylland... Det er fandme langt væk... Men hvis det er det han ønsker sammen med mig, så hvorfor ikke.. Men igen.. HVORFOR... kan han ikke fortælle mig at det KUN er mig han vil have, og hvis jeg BARE er et holdepunkt indtil han finder noget andet, ja så vil jeg sgu ikke være med...

ÅHHH forhelvede jeg kan ikke finde ud af det..

Jeg kan ikke finde ud af det her. Jeg elsker ham bare så skide meget...

Jeg har lyst til bare at finde noget andet at bo i helt over i Jylland, og håbe på at alt bare bliver perfekt igen, og jeg har også lyst til det, men jeg er så skide bange, det betyder at jeg skal forlade ALT inklusiv mit arbejde, og det jeg har tilbage af min familie.

Og hvordan finder jeg noget hurtigt at bo i???

Jeg spurgte ham i morges om han var helt sikker på at det var det han ville sammen med mig, det svarede han ja til med det samme, det var ikke noget med at han skulle tænke over mit spørgsmål.

Men igen jeg bliver så forvirret inden i.

Jeg er sygemeldt fra mit arbejde og står nok til at miste det, pga min depression, men igen hvis jeg bliver fyret, så har jeg 6 månederes opsigelse, men vil jeg overhovedet kunne finde et andet arbejde derover'?

Jeg har så mange ting jeg gerne vil sige til ham, og snakke med ham om, men efter alt det her er det som om at vi ikke kan snakke sammen om alting mere, jeg har altid delt alt med ham, jeg har aldrig holdt noget skjult for ham, han har haft adgang til alt, min mobil, computer osv, netop fordi jeg ikke havde/har noget at skjule for ham, men jeg føler stadigvæk at jeg har mistet noget af ham, jeg er så usikker på alting, jeg er så bange for at gøre ham sur, eller i dårligt humør. I morges da han vækkede mig, tog jeg hans hånd, og bad ham kramme mig, jeg følte ikke det var det samme som det pleje at være, og jeg er så bange for at han forsvinder lige pludselig...

Åhh forhelvede hjælp mig en eller anden, fortæl mig, at de kender lige et hus der kan udlejes i jylland, hjælp mig en eller anden til at jeg kan lukke den her skide bog her i denne lille sladre by, og begynde på noget helt nyt sammen med ham og pigerne.

Kan man elske et for meget? Kan man elske så meget at man skader alting???

Jeg savner hans kærtegn rigtig meget, men mest af alt savner jeg hans søde kærlige ord, og hans berøring når han går forbi mig.

Knus