Kære dagbog!!

Det er søndag, der er gået 1 uge eller noget siden jeg skrev til dig sidst, men her sidder jeg altså så igen..

mit liv.. Ja har jeg sådan et?? Ja et må jeg jo have for jeg sidder jo her og skriver..

Men der er ikek sket så meget jeg har fået ferie langt om længe, ikke fordi Mester var meget for at give ferie men jeg fik det da, så nu skal jeg lige bruge noget tid på mig selv, det er dejligt..

Hvad angår min ven??? Ja så skrev han tilbage og prøvede at forklar mig hvordan det hang sammen.. Jeg må nok indrømme at jeg blev lidt underlig da jeg læste det, for grunden til at han var blevet så sur var fordi, at for længe længe længe siden flirtede vi lidt sammen men vi kunne ikke hitte ud af det.. Men altså mens vi flirtede lavede vi sjov (troede jeg) at når han var uddannet så skulle vi flytte sammen, det lagde jeg ikke så meget i, for vi blev lidt uvenner først, han fandt sig en kæreste, vi blev gode venner, og ja jeg glemte faktisk at vi havde snakket om det, hvem tænker på sådan noget når han lige frem finder sig en sød pige..

Men det er altså derfor han ikke vil være venner mere, han siger at han ikke kan stole på mig, at jeg lyver og ikke kan holde havd jeg lover, men jeg kan ikke rigtig se hvad jeg har lovet ham, hvis vi overhovedet skulle være flyttet sammen så skulle det nok være fordi at vi havde noget sammen da ikek bare for at flytte sammen.. At han har fået den holding forstår jeg ikke rigtig, men det er som om at efter han skrev den mail og fortalte mig hvilken latterlig grund det var, ja så har jeg det bedre, jeg har fået afsluttet et kapitel og starter på noget nyt...

Han kan rende mig i røven rent ud sagt, han skal nemlig ikke komme her og tro at han kan lege med mor her, nej det finder jeg mig sq ikke i...

Det eneste negative jeg kan finde i øjeblikket er faktisk kun at jeg har så mange problemer med at tabe mig, det er lige meget hvad jeg gør, ja så taber jeg mig sgu ikke, det er jeg lidt ked af. Måske er det også derfor jeg har været så ked af det, måske derfor jeg har følt mig så ensom, fordi jeg føler at jeg er alene i hele verden om det problem, og jeg føler at ingen kan hjælpe mig, jeg ville ønske der var nogen som kunne..

Men hvem???

Knuss