Så har vi været oppe på hospitalet.
Vi kom kl. 14, og blev med det samme ført ind i det, der hedder modtagelsesrummet.
Først kørte jordemoderen en strimmel i en halv times tid. Han var vild, så de kunne ikke se 'basisniveauet' eller hvad de kaldte det for hans puls. De målte hans hjerteslag, min ve-aktivitet - og altså også plukveer - og så skulle jeg trykke på en knap, hver gang jeg mærkede liv.
Efter strimlen ventede vi på en læge, der skulle komme, fordi hans hjerteslag var så højt. Så gik vi lidt rundt på fødegangen. Vi gik hen i et opholdsrum og Lasse fik en kop kaffe. Der er en fantastisk udsigt derfra. Det ligger på femte sal. Man kan virkelig se langt. Så det stod vi og gjorde, indtil jordemoderen kom og sagde, at nu var lægen klar.
Så gik vi ind i modtagelsesrummet igen. Jordemoderen tændte scanne-svinet og sagde, at hun vidste ikke, om lægen ville scanne, men hun tændte det bare lige for en sikkerheds skyld.
Så kom lægen ind. Hun sagde med det samme, at hun ville scanne mig, og bad mig om at lægge mig på sengen igen. Det gjorde jeg så. Frem med maven igen. Hun scannede længe. Hun kunne hurtigt sige, at der var meget fostervand, og vi havde jo allerede set, at der var masser af aktivitet. Det, hun scannede længe efter var respirationsbevægelser. Hun så nogen næsten med det samme og sagde, at det så rigtig fint ud, men hun ville gerne se nogle flere, og der kan sagtens gå op til tyve minutter imellem dem. Hun så nogle til sidst, og sagde at alt var helt fint, og at jeg sagtens kunne vente med igangsættelse til mandag. Det kan være, jeg skal tjene penge på at leje min mave ud, når jeg har født, når det er så rart derinde? ;)
Så gik lægen igen.
Jordemoderen, som blankt indrømmede, at hun havde været i faget i over tredive år, og egentlig også synes, naturligt igangsatte fødsler var at foretrække, rådede mig til at vente, men sagde at det selvfølgelig var vores beslutning.
Hun undersøgte mig indvendigt. Jeg var en finger åben, og jeg tror nok, hun rørte ved mave-mandens hoved.
Under scannignen sagde hun, at hun lige ville prøve at køre lidt rundt med fingrene derinde, for det kunne godt sætte noget igang. Det var det, der skete med min mor. Hun var ved jordemoder, da hun var gået ti dage over, som jeg er i dag, og jordemoderen undersøgte hende indvendigt, og så fik min mor 'menstruationssmerter', som fortog sig, da hun gik hjem, men kom igen senere på dagen, og så fik hun veer og fødte mig ved middagstid dagen efter.
OG! Hør nu bare her; hun kørte en strimmel mere. Da var klokken ca. 15.40. Han var vild igen - det var han i øvrigt også under scanningen. Imens jeg lå der, kunne vi se, at ve-tallet var højere end første gang, jeg fik kørt en strimmel. Første gang lå det på 10 og toppede omkring 23. Denne gang lå det meget på 30-40 og var vist højere op nogle gange. Og jeg kunne også mærke det. De her 'menstruationssmerter'. De intensiverede og strålede ned i lårene, så mildnedes de, forsvandt, så var der en pause, og de kom igen på samme måde. Hmm... omtaler man sådanne smerter i en- eller flertal?
Nå, så kom jordemoderen ind og sagde, at vores egen jordemoder var der, og ville komme og pille de der måleredskaber af mig, når jeg var færdig. Det ville hun nok gøre omkring klokken fire. Og klokken blev fire. Og ti minutter over fire. Tyve minutter over fire. Vi begyndte at snakke om, om vi var blevet glemt. Lasse gik ud og hentede en kop vand til mig og så jordemoderen på vejen. Så kom han ind, og lige da han åbnede døren, var der en kvinde, der råbte: "Av!" Jaja :)
Så gik han ud igen for at spørge, om vi var belvet glemt.
Kort tid efter kom han ind med vores jordemoder, som forklarede, at vi ikke var blevet glemt, hun sad bare og fulgte med på en skærm. Han var jo stadig vild, og så forklarede hun det, jeg skrev i starten med basisniveauet for hans hjerteslag. Hun havde en idé om, hvor det lå, men var ikke sikker på, at lægen ville godtage det - han var jo stadig vild ;) I modsætning til hans forældre, der næsten nåede at falde i søvn x]
Jordemoderen sagde, at der måske skulle køres en strimmel mere, men jeg kunne lige få lov til at strække mig og komme ud og tisse og sådan, og så stod hun med strimlen og spurgte, om jeg ikke havde nogle kontraktioner? Det synes hun, det så ud som. Joo, det tror jeg såmænd nok. Jeg beskrev de førnævnte smerter, og hun sagde, at det godt kunne være optakten til noget, men det kunne det også ikke være.
Jeg tissede og lavede mærkelige hoftesving for at få kroppen igang igen. Det kan godt være 'hårdt' at ligge på ryggen så længe med min lille mave :)
Så gik vi ud og kiggede på udsigten igen.
Så gik vi ind i modtagelsesrummet igen. Så kom jordemoderen efter noget tid og sagde, at vi godt måtte tage hjem.
Hun gav os en tid til mandag kl. 14 igen. Så der skal vi derop igen og igennem det samme med strimler og den slags. Og der skal tages stilling til, om jeg skal sættes igang. Det skal jeg jo nok til den tid. Hvis ikke der er sket noget inden, altså *krydser fingre* ;)

Nå, men de der 'veer' er altså væk igen. Jeg håber, de kommer igen, når jeg går i seng. Ellers kan det være, mig og Lasse skal lege gravid kvinde og jordefar? Hmm?

Da vi var uden for hospitalet og skulle til at gå derind, da vi kom, passerede vi en mand, der sagde "tillykke" til os. "Jeg kan se, det er ved at være oppe over". Det var hyggeligt :)
Og de der kvinder i Kvickly, der ikke kan tage øjnene fra mig og står og smiler saligt. Tænk, at så mange mennesker kan blive påvirkede af min mave :)

Vi fik lige optimeret lejligheden endnu mere, inden vi tog afsted. Vi fik flyttet kattebakken. Den stod under vasken i badeværelset, og hun blev ved med at slæbe og sparke grus ud over det hele, så hver gang, man havde vasket hænder, var ens fødder fyldt med kattegrus >_<
Nu står bakken i gangen. Jeg tror ikke, hun er helt glad for det, men hun er for stolt til at besørge nogen steder, hvor kattebakken ikke står - heldigvis :)

Og nu vil jeg slutte af med noget, jeg har skrevet, sagt, tænkt, sunget og hvad man ellers kan 1.341.351.353.513 gange:
NU er vi klar!