Okay. Det er her babyprojekt tager meget tid. Så får man ikke lige skrevet så meget herinde, som man gerne vil.

Lige nu sover den lille mand. Han skal ammes igen her snart.
Den første uge herhjemme gik godt. Så fra fredag aften blev det hårdt. Rigtig hårdt. Han ville ammes hele tiden, og ikke falde i søvn på andre måder end ved mit bryst. Amningerne kunne tage op til tre timer, og vi fik ikke sovet noget om natten, og han kunne være vågen i seks timer af gangen.
Så kom sundhedsplejersken i tirsdags.
Han havde taget 200 kg på - er nu oppe på omkring 4400 gram, hvilket er ganske fint.
Vi snakkede om ammeproblemerne, og hun sagde, at vi skulle prøve - hvis vi kunne - at han lå ved brystet i allerhøjst fem kvarter, og så få ham til at falde i søvn på andre måder. Det har vi så gjort. Vi aftalte en ny tid med sundhedsplejersken i torsdags, og at vi kunne skrive, hvis vi godt kunne vente. Vi skrev, at vi godt kunne vente, og fik en ny tid til mandag - i morgen.
Så; jeg tør stadig ikke sige, det går godt. Det kan ligepludselig vænne. Men det er rart for mig, at når der er gået fem kvarter, så pakker jeg brystet væk, og så ved jeg, at jeg ikke skal amme igen de næste par timer. Det er super hårdt at få ham til at sove, når han skriger og skriger og bliver helt rød. Der var en periode, hvor han ikke ville tage sutten - troede vi, men det tyder på, at vi bare skal være lidt mere ihærdige med at give ham den. Og så skriger han slet ikke så meget. Men han er stadig svær at få til at sove.

Jeg er stadig meget bange for, når Lasse skal starte. Han skal starte d. 6 august. Men eterhånden som min bækkenbund kommer sig, kan jeg også klare mere. I går var jeg med i Kiwi. Det gik fint nok. Men jeg er sgu stadig nervøs for den bækkenbund.
Vi gik en tur med barnevognen dagen efter, vi kom hjem fra hospitalet. Jeg kunne mærke den her tyngdefornemmelse, og jeg vidste ikke, før jeg snakkede med min fars sundhedsplejerske-og-mor-til-fem-børn-kone, at man ikke må få den fornemmelse, eller at man i det mindste skal skynde sig at lægge sig ned, når den kommer. Der gik så en uges tid, hvor jeg ikke engang kunne stå op til at skifte ble.
Da sundhedsplejersken var her, viste hun mig en ammestilling, hvor jeg kan hvile på baldeknoglerne, så jeg ikke skal sidde og hælde til den ene side og få ondt i skuldre og nakke og hoved, fordi det gør ondt dernede at sidde ret op og ned. Nu er min hovedpine næsten forsvundet!

Jeg er stadig ikke glad for at amme. Det var jeg i de fire dage, det gik godt, men nu er det blevet ødelagt igen, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et hygge-forhold til det igen.

Og som sagt er jeg stadig nervøs for at skulle være alene med den lille mand.

Og nå ja, han er jo skide sød og nuttet. Det bliver bare hårdt tit.

Hmm... Det er ammetid.
Jeg skylder stadig en fødselsberetning, I know.