Jeg har længe ville skrive i dagbogen. Der er jo sket så meget.

Først jul. Den blev uden Rune - men det vidste jeg jo godt. På plussiden blev der serveret noget lækkert honningrom til risalamanden. Jeg gav Peter en lydbog, \"Mænd der hader kvinder\" fordi han jo er ordblind. Vidste ikke lige om det var at gå for langt, men han sagde at det var godt fundet på.
Hvem er jeg så på gaver med? Ingen af mine fætre, kusiner, moster, onkler, tanter eller andet værk. Rart at få skrevet ned til næste år. Heller ikke min såkaldte Oldefar. Fint.
Jeg fik et liftkort fra Rune samt en halskæde fra Pilgrim. Gaver med en ret stor værdi. Det var nok for meget, men også rigtig sødt og brugbart. Love that one. Liftkortet sagde han var for at minimere mine udgifter. Når jeg så nu bagefter har lært at det koster over 1000 kr så...

Efter jul var der jo skitur sammen med Runes familie. Selv om de har stået på ski i 17 år i træk og jeg kun har prøvet det en gang for 10 år siden, så mente de at jeg kørte godt nok (for en begynder).
Jeg kørte kun alpin og langt hen ad vejen kun sammen med Rune. Det var ned til -25 c da vi var afsted og ikke over -14 c nogen af dagene. Ret koldt for min smag.
Mine knæ var ikke de bedste, mine lægge heller og der var krævende at lære at stå på ski og koldere end jeg kunne holde ud, så jeg holdt mange pauser. Tror at det var langt for mange for Runes smag. Jeg kunne nemt tage en tur på bjerget og så mene at det var på tide at komme inden for. Tre ture ville være et absolut max. Desuden gik jeg også hen og følte mig sneblind nogle af dagene og så er det slet ikke sjovt at stå på ski længere. Det bliver en følelse af at gøre det uden at kunne se ordentligt og det er ret så ulækkert. Nytårsaftensdag tror jeg det alt sammen blev for besværligt for Rune. Ja, han siger jo at det ikke var derfor, men han blev noget så mut mens vi sad inden for. Jeg havde måske også været for ærlig. Jeg havde sagt til ham at når jeg havde det sådan så handlede det for mig bare om at komme ned af pisten og ind. Så han sad uden at sige ret meget i rigtig lang tid og jeg selv ønskede mig bare hjem, var på grådens rand og spekulerede på hvor godt vores forhold egentlig var. Der var jo intet sted at krybe i skjul for mig og jeg kunne sidde helt ved siden af ham og føle mig helt ignoreret. Hans familie, hans skitur, hans gamle venner og så nytårsaften.
Han sagde undskyld senere på dagen. Sagde at det var fordi han havde planlagt efter at nogle af de andre i familien også ville komme ud og stå på alpin den dag. På den måde ville han have haft andre end mig, nybegynderen med alle problemerne og pauserne at stå på ski med. Det sidste sagde han ikke, men det var det som der lå i det. Måske også forståeligt nok. Men hans mor havde været syg en af dagene og hans bror læste de fleste af dagene. Genmerelt stod familien mest langrend og som han senere sagde så starter man jo ikke på de vildeste piste. Han ville heller ikke stå alene, det var jo kedeligt. Så mut, surmulende, var han vel. Jeg spekulerede på at sige det til ham, men på skituren, når han var den eneste jeg havde at holde mig til, så var det nok sådan at det mere handlede om at få en god stemning i gang hurtigst muligt, en at såre hinanden.
Han har senere spurgt ind til skituren og jeg har fået sagt at jeg syntes den dag var et problem.

Men kun dagen, han tog revence henunder aftenen. Var noget så sød, men også lidt tirelig stadigvæk. Det var en anden ting som jeg havde bemærket. Der var tidspuntker hvor han blev over-alvorlig over ingen ting. En side jeg ikke rigtig havde set af ham før end skituren. En side jeg har svært ved at tage. I starten gik det ud over hans familie der kraftigt fik besked på at holde op med diverse ligegyldige ting. Nytårsaften hvor jeg gerne ville pjatte lidt og kom serpentiner på ham fik jeg samme besked. Sådan noget gør ondt og smitter kraftigt af på mig. Jeg blev også i mod at blive pyntet med ting derefter. Ikke noget der egentlig er mig, men jeg var ikke i så godt humør længere. Jeg fandt ikke mine indkøbte nytårsbriller frem pga. alt det. De var ellers specielt udvalgte til en joke mellem ham og jeg. Men nej, gad ikke, ville ikke, han var gået over stregen somhow. Endnu en ting som jeg havde lyst til at tage op med ham, men som jeg ikke følte der var tid eller sted til. Det må siges en anden gang. Jeg havde lige fra første gang at jeg bemærkede det (over for familien) tænkt at sådan skulle han ikke tale til mig, det ville jeg ikke kunne klare.
Tireligheden har han siden forklaret med at den opgave han for tiden arbejder med ikke gik så godt som han havde håbet. Men det skal vel ikke gå ud over mig?

Men der var da også nogle rigtig godt stunder på turen. Vi fik hemsen at sove på og en eftermiddag hvor jeg bare havde lagt mig fladt på sengen fordi jeg var udmattet kom han op og begyndte at massere min ryg. Nice.
Men en anden ting; sex. Jeg havde heldigvis menstruation, ellers tror jeg at det var gået galt. Har ikke lige lyst til at have sex i en hytte med papirtynde vægge og hans familie på den anden side. Sorry babe.

En anden ting er alene transporten til og fra skituren. Lang, lang, lang, lang transporttid. En hel dag, det meste i bil fra kl. 7 om morgenen til vi nåede hytten kl. 23.30 eller noget. Hjem igen endnu værre, for færgeturen der skulle have taget 3 timer endte med at tage 6. En passager blev syg og måtte hentes i helikopter. Den var pænt lang tid og at komme og færgen sejlede tilbage mod norge imens. Vi var heldige, vi havde bestilt fri buffet til turen. Det var en kæmpe buffet. Der blev ædt og ædt noget mere. Vi havde gode pladser og da færrgen igen genoptog den rigtige retning fik vi den bedste udsigt til den kønneste solnedgang. Mørkeblåt vand, kobberfarvet himmel, mørke skyer med solfarvning. Noget så smukt.

Hjemme fra skitur af snakkede jeg ikke ret meget med Rune den første uge. Jeg spekulerede stadigvæk over vores forhold, men det kan evt. også have skyldtes at jeg blev noget så syg om tirsdagen. Den værste omgang omgangssyge at jeg har prøvet. Opkastninger 1-3 gange i timen fra kl. 5 om morgenen til kl. 20 om aftenen med tilhørende diarrhé. Det gik ud over min praktik og opgaver for ikke at nævne mit sengetøj og vasketøj. Jeg har endnu ikke fået det til at hænge sammen med at vaske, så det bliver jeg snart nød til. Jeg er tvunget.

Weekenden gik sammen med Rune og voila, jeg synes egentlig at det hele re godt igen. Men en uge er måske for meget for os at være sammen? Men weekenden var dejlig. Nærheden er der igen imellem os og jeg har jo fået talt ud om nytårsaftensdag.

Jeg skulle have vasket sidste fredag, men tog i praktik istedet og satte det til denne fredag. Denne fredag er der begravelse i familien, jeg kan ikke komme. Jeg skal vaske. Det har jeg ikke lige sagt til nogen, men det er min hovedårsag til ikke at møde op. Ikke at jeg synes jeg kender den døde så godt alligevel.
Nu er prøgsmålet om jeg får lov til at beholde min såkaldte studiedag for praktikken. I dag er jeg nemlig heller ikke i praktik. Det skyldes mit højre knæ som gik "af led" lige som jeg skulle til og i seng i går. I mere end 10 minutter havde jeg knæet siddende ude på siden af benet i går og benet låst fat i en underlig situation. Det skete lige som jeg ville sætte mig i sofaen og sige godnat til Rune over messenger. Istedet fortalte jeg ham at mit ben gjorde knuder. Måske lidt sært at sætte sig til at skrive på MSN når end knæ sidder på den forkerte side af benet, men det gjorde ikke så ondt når jeg bare holdt det i samme position og MSN var lige hvad jeg kunne nå derfra. Jeg ville ikke risikere at jeg ikke fik hjælp hvis tingene blev siddende. Normalt hopper mit knæ nemlig tilbage i sin rette position ret let, men i går var det noget af et puzzlespil at få vendt benet rigtigt. Pga. MSN har jeg tid på det. 10 minutter. Det begyndte at krampe på et tidspunkt. Det gjorde nas. Så i dag da jeg skulle op havde jeg for det første ikke fået sovet ret meget og mit ben virkede helt vildt ustabilt. Derfor endte jeg med at måtte melde pas til praktikken. De laver stort set ikke andet end at være på benene og det samme ville jeg skulle for at få noget ud af det. Det skal lige have en dag at komme sig på. Men det er allerede en del bedre end i morges.
Giv tid. Men det er så svært at melde afbud til sygehuset med sådan en grund for enhver sygeplejerske ved at det er usundt at ligge stille med kroppen ret længe. Som regel handler det om at komme igang hurtigst muligt når sådan noget sker. Men overbelastning er bare heller ikke en god ting og jeg mener at være den der bedst kan mærke hvordan mit knæ har det.
Jeg tror det er skituren der har gjort det. Godt nok er det en uge siden, men det var højre knæ at jeg havde flest problemer med og på turen havde jeg en følelse af at det var tæt på at gøre noget lignende. Ski er hårdt for knæene.