Jeg skal giftes. Bare den sætning får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Det er en uvirkelig handling skabt af nogle få ord. Det er en binding som er endegyldig. Det går over min forstand. Normalt handler det at gifte sig om at være sammen med den man elsker. Jeg kunne principielt lige så godt have skrevet én man elsker. Men det beror jo først og fremmest på om man tror på den eneste ene. Jeg skal giftes. Ordene i sig selv har intet med at elske at gøre. Det har intet med følelser overhovedet at gøre. Det er en handling. Det er en underskrift på et dokument. Det er ingenting. Hvad er der så egentlig at være bange for.

Jeg har hørt nogle sige at gift er det man tager for ikke at blive det. Det må vel klassificeres som at være en eller anden grad af frygt. Jeg kan selvfølgelig ikke svare for om piger/kvinder føler det samme. Umiddelbart ville jeg jo sige nej, men jeg er blevet overrasket før. Så hvad er det så egentlig man er bange for. Jeg har jo lige fastslået at det at blive gift i sig selv intet har på sig. Det er ubetydeligt. Et symbol. Det er jo selvfølgelig set ud fra et vist perspektiv. Mit naturligvis. Det giver jo også den store fordel at intet af det jeg siger, kan modvises, eftersom det jo er mit perspektiv. At nogle så kan være uenige i mit perspektiv er så en helt anden sag. Det skal de have lov til. Nå men det var et sidespor. Jeg kom fra symbol. Symboler har tilsyneladende meget stor magt. Jeg nævner i flæng: kors, flag og Barbie. Jeg kunne vælge i tusindvis af andre symboler. Faktum er det dog at de har kæmpe magt symboler. Og hvorfor har de så det. Et kors lader andre vide at man tilsyneladende er kristen. Det er et symbol for kristendommen. Et symbol for korsfæstelsen og ikke en hvilken som helst korsfæstelse. Kristi korsfæstelse. Det har da nogle værdier og normer som følger med. Ved at bære et kort viser man altså omverdenen at man sympatiserer med disse værdier og normer?

Det undrer mig, hvordan et symbol har fået tillagt sådanne værdier. Det må vel i sidste ende være noget en gruppe mennesker er blevet enige om. Et bedre eksempel er måske penge. Penge i sig selv er meningsløse, men det symbol, i det her tilfælde en værdi eller købekraft, de repræsenterer, giver mening. Man kan altså, så lang tid alle er enige om at penge har den værdi de er påtrykt, udveksle varer og services. Ups nyt ord: Service. En vare som ikke har en fysisk form. Man kunne altså tænke sig at man er bange for at blive gift på grund af de værdier og normer der følger af det ord. Men det at blive gift er vel egentlig individuelt. Så kan der jo heller ikke være en værdi eller norm tilknyttet et sådant ord hvis det er mig og mig alene der sætter værdierne for netop dette ord. Hvilket så modbeviser min ide om at det at blive gift er individuelt.

Det er i stedet en klub man kommer ind i. Os der er gift, eller måske nærmere dem der er gift. For at komme tilbage til et tidligere symbol, så er kristendommen en afgørende faktor for hvordan man bliver gift i det her land. Det står faktisk i loven. Det må vel så også på en eller anden måde sige at man er kristen, uanset hvad man ellers synes man tror på. For de danske værdier er gennemsyret af kristendommens normer og værdier, selv om det engang i mellem kan være svært at se det. Mon man kan overføre det til giftermålet også. Altså ideen om at det at blive gift har nogle bestemte værdier og normer vedhæftet, uanset om man tror på de værdier eller ej. Måske er det det som er så forbandet skræmmende ved at blive gift. Man forventes at træde ind i en klub, hvor man skal handle, tænke og tale som normerne har fastsat, eller også… Eller er der i virkeligheden nogen konsekvens ved det. Er der noget at tabe ved ikke at følge disse værdier og normer. Hmm interessant.
Der er efterhånden mange forskellige måder at blive gift på. I kirken (uanset hvad det så er for en), rådhuset eller hjemme i haven. Og så er der kommet noget helt nyt. Ægteskabelig status. Den havde jeg rent glemt. Hver måde bærer nogle værdier med sig og nogle forventninger. F.eks. kan man ikke have et rigtigt prinsesse bryllup på rådhuset. Bare lyden af ordene får det til at lyde som ustemte violiner akkompagneret af kattejammer i mine ører. Men måske er det igen bare mig der tillægger de ord en værdi de i virkeligheden ikke har. Bare fordi man ikke har set andet end prinsessebryllupper i kirken. Men det jeg måske vil frem til er at man bliver nød til at vælge det bryllup man mest identificerer sig med.

Hmm det virker mere eller mindre som det politiske system. Vælg det parti du er mest enig med. Hvad nu hvis det kun er 10 % man er enig med partiet i og resten af partierne er man kun 5 % enig med. Hvad så? Skal man så stadig vælge det parti man er mest enig med. Man er jo sikker på at uanset hvad man gør, så får man ikke de ting igennem man gerne vil, for 90% af tingene er man imod. Sådan er det måske ikke, men så prøv at overføre det på bryllupper. Hvis jeg endelig skal giftes, så skal det i hvert fald ikke være på rådhuset. Har set det nogle gange og det er simpelthen for kedeligt. Politikere og glædelige begivenheder hører åbenbart ikke sammen. Så er der kirken. Kan godt lide traditioner, men synes det bliver for meget med at det gud haløj. Behøver jeg at sige at jeg ikke er kristen. Så er der alt det andet, men ved nu ikke rigtig.

Jeg skal giftes, men hvor??? Der er kommet en dille over landet. Man skal iscenesætte sig selv på den bedst mulige måde. Man skal fortælle andre hvem man er og hvad man står for gennem sin bil, sit hus, sit tøj, sin kropsudsmykning og nu åbenbart også sit bryllup. Og så er der selvfølgelig alt det andet man skal iscenesætte sig selv med. Den er jeg åbenbart også faldet for. Eller måske kun til dels, for jeg gider det jo alligevel ikke. Det ender jo med at blive et bryllup for gæsterne og ikke for parret, når man skal vise så mange så muligt hvor mange penge man har. Det rigtige spørgsmål er måske så i virkeligheden: Jeg skal giftes, men for hvilken pris? Her mener jeg ikke penge, men hvilke personlige omkostninger det kommer til at få for mig. Skal jeg forglemme mig selv for gæsternes skyld, eller er det omvendt.

Jeg har selv syntes at sådan skal MIT bryllup i hvert fald ikke være. Og jeg kan ikke forstå hvorfor parret valgte den løsning. Men det er jo i sidste ende ikke mit valg og man må jo afgøre hvad der er vigtigst. At blive gift, eller iscenesætte sig selv. Det er måske i virkeligheden det sidste der vigtigst for mig når det kommer til stykket. Og måske netop derfor er jeg så hunderæd for at blive gift. Hvad vil gæsterne tænke. Det er jo i virkeligheden lige gyldigt. Det eneste der er vigtigt er hvad jeg tænker.

Og så kommer det vigtigste af det hele. Jeg er jo ikke alene om det at blive gift (det kunne ellers være nemt). Der er jo en bedre halvdel om man vil. Det er egentlig et underligt udtryk, men pyt nu med det. Det er vist bare endnu en norm. Vi er to om det og vi skal blive enige. Vi skal lave et kompromis. Det jeg vil frem til er nok at det ikke er alle gæsterne og os der skal lave et kompromis. Det er kun 2 mennesker der skal sætte sig ned og finde ud af det. Og er det i virkeligheden ikke det et forhold handler om. At sætte sig ned og finde ud af det, eller stå eller ligge hvis man har lyst til det.

Så er det måske i virkeligheden slet ikke så slemt. Det er ikke en klippe man springer ud fra, men nærmere to åer der løber sammen og danner en flod. Og et bryllup er bare en enkelt lille begivenhed omgæret af en masse fastsatte normer og værdier. Disse værdier er dog ikke så fastlagte at man ikke kan ændre en ting eller to. Pusigt.