Specielt her i weekenden har det været slemt. Når jeg er alene og ikke har noget at tage mig til. Jeg synker bare dybere og dybere ned i en suppedas af selvmedlidenhed og angst. Er der overhovedet nogle der kan li mig. Jeg er jo bare grim og dum. Hvem gider dog et uhyre som mig. Så begynder pilleglasset at se så fristende ud. En nem udvej. Bare en sodavand og en masse piller. Og så sover man bare. Lige så stille. Så bliver jeg gerne mindet om hvor ond det gør dagen efter nå man er blevet opdaget. Åhhh jo. Jeg har prøvet det før. Jeg er en af statistikkens fejlslåede selvmord. En hel dag med bebrejtelser, og lange samtaler i den store hvide telefon. Må åhhh hvor føltes det dejligt. Bevistheden om at nu kunne man bare ligge sig roligt ned på puden og så var det hele overstået. Ikke mere smerte; ikke mere noget som helst. Bare tomhed. Det var faktisk ikke så lang tid efter jeg skrev sekundet.

Pussigt. Det var faktisk en opgave i AVU's 10 klasses danskundervisning. Jeg skrev i problemformuleringen at jeg under dyb meditation havde oplevet noget der mindede om en nærdødsoplevelse. Year right. De skulle bare vide. Men jeg fik da 11 for den.

Jeg tror det som holder mig tilbage, er at hvis mit selvmord mislykkes, bliver smerten bare 10 gange så stor. Hadet til mig selv bliver større. Når jeg fortæller om mine oplevelser både før og efter mit selvmordsforsøg, kigger de bare på mig som om jeg var åndsvag. Jamen du har alt. Alt det vi bare drømmer om at opnå. Der var bare ingen som drømte om hvor stort et pres det er. Der var ingen som bare overvejede at jeg bare kunne ønske mig et normalt liv i en normal familie med et normalt hus og en normal bil og en normal hund. Aldrig blive genkendt på gaden. Aldrig blive spurgt om hvad jeg nu syntes om dit og dat. Eller hvad jeg nu ville gøre hvis..... Hvis og hvis min røv var spids, så var den ikke rund.

Nu har jeg så endelig nået mit mål. Jeg bliver sjældent genkendt. Jeg bliver aldrig spurgt hvad jeg mener om dit og dat. Og hvad jeg ville gøre hvis..... Det finder jeg nok ud af engang. Så spørger folk: er du så ikke lykkelig. Hvordan kan du overhovedet tillade dig at overveje at tage dit eget liv. Hvad de bare ikke ved er at fremtiden er så nem at lave om, men fortiden. Det er en hel anden sag. I mit hoved bliver jeg stadig genkendt, bliver stadig spurgt om dit og dat. Og hvad ville du gøre hvis....

Jeg kan bare ikke svare dem. Jeg har fået klæbehjerne. Hvis jeg læser noget husker jeg det. Og er der noget jeg ikke forstår, undersøger jeg det. Det får andre mennesker til at se sig selv som uvidende ignorenter. Det er naturligvis min skyld, så som oftest holder jeg mund, for hvem ville dog også snakke med en som mig. Jeg er jo bare dum.

Og når vi nu er igang, så prøv lige at se dig selv i spejlet. Det kan godt være jeg har en masse at byde på inden under den her skal, men det er der ingen der lægger mærke til. De kigger kun, og ser ingenting. Lille spejl på væggen der, hem er smukkest i landet her. Man kan næsten høre spejlet smadres. Hvem ville dog også se på mig.
Jeg er jo bare grim.

Så er det godt at man har noget at tage sig til, som kan jage tankerne på flugt. Det er nok detfor idag har været sådan en god dag, men hvad så med næste weekend.