Jeg har prøvet at forstå hvad der er så fedt ved Facebook. Min mor har en Facebook som hun passer dagligt, som en anden urtehave. Hun er ellevild, for hun har fundet venner derinde, som hun ikke har set eller hørt fra i årevis. Og jo, det er da kun godt at man kan blive opdateret omkring ens gamle skolekammerater og venner.
Så jo, jeg har overgivet mig til Facebook… jeg har oprettet en profil. Men ikke fordi jeg ville vide hvad der foregik med mine gamle venner… faktisk oprettede jeg den af en helt anden grund.
På seminariet har jeg fået to venner, som begge spillede World of Warcraft (WoW). De ville meget gerne have mig med, men det var jeg ikke helt sikker på om jeg ville. Det krævede internet og penge og tid, tre ting jeg (på det tidspunkt) ikke havde. Internettet fik jeg dog hurtigt. Penge og tid havde jeg som sådan også, min tid gik med at læse og studere (nok mest læse) og pengene gik til buskort og snold. Og da to af mine andre venner (som jeg kendte fra før seminariet) også begyndte at spille WoW, måtte jeg til sidst give efter (ikke fordi jeg strittede meget imod :P).
Så jeg startede i WoW og fik hurtigt forelsket mig i en Warlock (en troldmand/kvinde der bruger magi via mørke kræfter). Og jeg spillede og spillede – dog også så jeg havde tid til studierne – og da jeg nåede ikke engang halvvejs med min warlock mødte jeg en anden spiller derinde. Han var fra Grækenland og hurtigt blev vi gaming-venner (altså venner i spillet, ikke i virkeligheden). Vi udvekslede e-mails og da han ville se mig, gav jeg ham adgang til mit MySpace. Han havde ikke noget Space, men gav mig adgang til hans Facebook. Og for at kunne se den måtte jeg selv oprette en Facebook. Så sådan gik det til, at jeg kom ind i alt det folk er så vilde med.
Jeg oprettede profilen for at se et billede af en græker som absolut ikke ligner en gennemsnits græker :P.
I lang tid gjorde jeg intet ved min profil på Facebook. Jeg havde jo kun oprettet den for at se ham. Du må ikke spørge mig om hvor lang tid der gik, for jeg aner det virkelig ikke. 6 måneder måske…
Min mor var også på Facebook og over hele sommeren (2008) hørte jeg på hvordan hun mødte arbejdskollegaer og gamle venner derinde. Folk hun ikke havde snakket med i flere år dukkede pludselig op og hun kunne følge med i hvad der foregik i deres liv på afstand af Internettet.
Og nu er det så blevet Efterår. Min mor fortalte mig den anden dag, at hun havde meldt sig ind i en gruppe på Facebook (hvad det så skal betyde), hvor det var folk fra Kr. Såby der kunne være med. Folk der boede/bor i Kr. Såby. Gamle venner kunne mødes.
Ja, jeg er vokset op i Kr. Såby, men det er ikke gode minder jeg har flest af derfra. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at logge ind efter flere måneders fraværd, for at se hvad min mor egentlig havde gang i. Og så blev jeg nysgerrig. Jeg klikkede på gruppen med folk fra Kr. Såby. Måske mine gamle klassekammerater fra folkeskolen (0. – 7. klasse) var derinde. Men nej, i gruppen var der ingen jeg kendte andre end min mor.
Men jeg ville alligevel gerne se om jeg kunne finde dem… bare én af dem, ligegyldigt hvem. Selvfølgelig var der nogen jeg hellere ville finde end andre. Men bare det at finde én ville være stort, syntes jeg, som i mange år har spekuleret over, hvad fanden der skete med den klasse, efter jeg gik ud af 7. klasse. Mine folkeskoleår var ikke ligefrem lykkelige. Jeg var mobbeofferet og jeg tog slagene hele vejen igennem… fra 1. til 7. klasse stod jeg og en anden pige i klassen for skud.
Nå, men jeg kiggede videre på kr. Såby gruppen og fandt en ung knægt der var nogenlunde jævnaldrene med mig. Jeg kendte ham ikke, men måske han kendte nogen jeg engang havde kendt. Så jeg kiggede hans venneliste igennem og efter 3 siders bladren var jeg overbevist om, at det var en blindgyde. Lige ind til jeg fik øje på en ung mand ved navn Lasse. De fleste ville nok sige, hvorfor ikke bare skrive efternavnet på personerne fra den klasse, og det ville jeg da også gerne. Hvis jeg kunne huske dem… dem jeg husker hedder noget så ordinært som Pedersen eller Nielsen eller Hansen, og dem er der pludselig mange af. Men så fandt jeg Lasse. En knægt jeg genkendte efternavnet på. Det vil jeg ikke nævne her, men jeg var ikke i tvivl om, at det var ham. Jeg huskede pludselig efternavnet og billedet lignede en ung version af hans far. Mørkt hår, maskuline træk og når jeg huskede tilbage på den dreng fra min klasse, der hed Lasse, så var jeg 100 på, at det var ham.
Så jeg klikkede ind på hans venneliste og der fandt jeg adskillige fra min gamle klasse. Det hele var fedt nok, så længe det var dem jeg huskede som dem der ikke havde mobbet mest. Men da jeg så fandt de andre… klassens værste pige, klassens dummeste dreng, pigen der troede hun var dronningen over det hele, drengen der troede han var en af de seje… så var det ikke så fedt længere. Jeg kunne se på deres billeder, at de havde et liv som jeg. Enten studerede de, eller også prøvede de at komme videre op af karrierestigen. Klassens dummeste dreng havde tabt sig, men lignede mest en alt for tynd dranker (hvilket han sikkert ikke er, men det lignede han). Klassens værste pige, var blevet lidt buddet, men var egentlig lige så køn som den gang… men var hun stadig en bitch? Det ønsker jeg ikke at finde ud af. Pigen der troede hun var dronning over det hele var blevet mor og havde fået en køn blond pige, men vil jeg vide mere om hende… nej, egentlig ikke. Drengen der troede han var en af de seje, lignede stadig en der troede det, men jeg kunne jo tage fejl.
Og som jeg sad der og klikkede rundt på dem jeg kendte og så på billederne af dem, fandt jeg ud af, at ja, jeg var stadig nysgerrig, men noget i mig ville egentlig ikke vide det. For sæt nu intet havde forandret sig. Sæt nu de stadig var så lede som dengang jeg gik i skole med dem. Sæt nu de ikke var sådan… sæt nu jeg begyndte at snakke med dem, blev enige om at mødes… sæt nu de ville være vildt flinke… så ville jeg stadig stå med tankerne om folkeskoletiden…
Så jeg klikkede væk fra dem og fandt nogen af de venner jeg har i dag, på Facebook. En af de venner jeg har i dag og som jeg holder meget af, mødte jeg på min efterskole. Og han havde på Facebook mange venner fra efterskolen af, som også jeg kunne huske og genkende. Og da jeg så dem, var jeg sikker på, at jeg ønskede ikke at vide, hvordan det går med dem i dag. Mange af dem kunne jeg egentlig ikke lide, når jeg mærkede efter, og dem jeg kunne lide havde jeg ikke holdt kontakten med, eller også var det gået galt på en eller anden måde.

Jeg skrev en besked til en ved navn Sarah, som jeg husker bedst fra min folkeskoletid. Om hun svare tilbage, ved jeg ikke endnu… og om jeg fortryder at jeg skrev til hende, kan jeg ikke rigtig mærke. Jeg har da sommerfugle i maven, for vi har ikke snakket sammen i over 9 år. Om hun husker mig? Det ved jeg ikke. Jeg håber det. Og hvis hun ikke gør… så er jeg måske slet ikke så bemærkelsesværdig som jeg selv gik og troede. :P