Ja, som jeg skrev kontaktede jeg hende ved navn Sarah. Og jo, hun svarede tilbage. :)
Hun kunne godt huske mig, og hun blev glad for at jeg havde taget kontakt. Jeg skrev tilbage til hende, glad for, at hun var blevet glad. Og det var så det jeg snakkede om med hende. En besked fra mig, en fra hende og en tilbage fra mig. Jeg siger ikke, at vi stopper med at snakke sammen her, men det er længe siden nu, og jeg har ikke hørt tilbage fra hende.
Jeg er blevet venner med flere fra min folkeskole af inde på Facebook og kan rigtig følge med i, hvad de foretager sig nu (ond latter). Ej, det er ikke fordi jeg snager. Jeg kigger ind en gang imellem for at se om der er nogen der har skrevet, om der er nogen der har kontaktet mig på nogen måde, og det er så det.
For et stykke tid siden viste Facebook sig at være ret fikst en gang til, for jeg fik brug for det i forbindelse med en skoleopgave. Vi skulle have om alternative trosretninger i Religion og efter nogle forviklinger endte det med, at min gruppe fik valgt heksetroen og den gruppe der kalder sig for Wicca. For at komme i kontakt med Wicca, skrev en i min gruppe sammen med en Wiccaner fra København. Hun ville dog helst forblive anonym og ville ikke være med i vores feltarbejde, men henviste os til den gruppe på Facebook for Wiccanere. Der blev jeg bedt om at tage kontakt til deres administrator, og hun ville meget gerne være med. Vores opgave gik ud på at tage ud og møde folk i deres vante miljø (Ja jeg syntes også det lyder mere åndssvagt end det egentlig er).
Nå, men tilbage til emnet. Fordi jeg havde min profil på Facebook fik vi kontakt til en heks i Vejle, og inden jeg nåede at tælle til 10 var jeg på vej til Jylland.
I mine øjne var besøget i Jylland virkelig godt… men selve opgaven syntes jeg personligt er gået af --- til… mest fordi, jeg har haft følelsen af, at min gruppe ikke har fungeret så godt den sidste måneds tid som den har gjort tidligere i mit studie.
Og nu, efter lang tid med frustration over gruppen og irritation over den mistillid jeg har følt der har været vist over for mig, så slog jeg op på Facebook. Og her fandt jeg billeder af en gammel skolekammerats bryllup. Hun var utrolig køn. Så enkel og simpel at se på. Ofte er bryllupper altid blæst op til noget så fantastisk stort og blomstrende og farverigt, at det næsten ser falskt ud. Som om det prøver at skjule noget. Men de billeder her. De var så lige til, enkle. Dekorationerne… gommens tøj, brudens kjole, den lille brudepige… kirken var simpelt dekoreret. Det var virkelig kønt, virkelig ligetil. Selvom jeg ikke har snakket med hende i godt 10 år, så ønsker jeg hende tusinde tillykke på dagen. Det skrev jeg også på billederne, tillykke altså. Hun er virkelig køn. Hun var køn dengang vi gik i skole sammen, og hun er det stadig den dag i dag.

Så selvom Facebook ikke siger mig så meget, og egentlig ikke fangede min interesse så meget i starten, så har det udviklet sig til at blive et smil på læben. Et sug i maven når jeg ser, hvordan andre har det. Hvor glade de er… Det er rart at vide, at de har det godt. Både dem fra folkeskolen, fra efterskolen, fra handelsskolen og fra seminariet. :)