I frit fald mod bunden – hvis den altså find

Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
10 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
9 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
10 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
9 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
10 år siden
Tegning
Jette Peters...
8 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
11 år siden
Human tetris
Tine Sønder ...
12 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
7 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
10 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
10 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
10 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
8 år siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
12 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
9 år siden
Poetry Slan et skridt vid...
Martin Micha...
5 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
5 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Den Mørke Tid
Fru Flohr
1 år, 11 måneder siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
11 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
16 år siden
Kreativ igen
David Hansen...
10 måneder, 16 dage siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
8 år siden
Mere medicin tak
David Hansen...
8 måneder, 15 dage siden
Ferie
Hanna Fink (...
10 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
10 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
9 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
7 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Møde med Mette
Halina Abram...
7 år siden
Selvfølgelig vender det igen, og der kommer noget godt ud af det. Men lige nu synes jeg 2007 er startet rigtigt skidt… og det bliver kun værre og værre, det er som om alt ramler omkring mig netop nu. En ting smerten fra siden af brystet, den kan dulmes med Ibuprofen og Panodil. Var ved lægen i går, for at få konstateret at der var trykket et par ribben, hvilket jeg egentlig godt vidste, for jeg prøvede det for nogle år siden, da jeg faldt af en hest. Men det var nu alligevel rart at være sikker på, at der ikke var sket andet. Så er der lige det med at skulle tage det med ro, det bliver svært. Jeg har lovet at træne med J og de andre drenge senere i eftermiddag, men realistisk set bliver det ikke meget jeg kan bidrage med, i hvert fald ikke fysisk.

Det er straks værre med ungerne. Min eks kones nye mand ( eller det vil sige næsten, for de skal ”først” giftes i maj ), har fået job i Spanien. Så nu overvejer de, om de skal flytte der ned nu, eller vente lidt. Det var godt nok en bombe der sprang i går. Jeg fik det at vide, da jeg afleverede ungerne efter vi havde været i svømmehallen. Jeg synes virkelig det er en dårlig ide, at tage børnene med helt der ned. I hvert fald før han/de er sikre på at det går. Men jeg ved jo også godt, at en del af forklaringen på min modvilje, er at jeg i så fald ikke kommer til at se mine børn ret meget. Da min eks spurgte om, hvad jeg syntes om det, bad jeg om lige at få lov til at sove på. For jeg kunne mærke, at det virkelig var et chok. Det er nu ikke fordi det har hjulpet særlig meget, at få lov til at tænke mere over det. Det eneste jeg er kommet frem til, er at det kan blive en stor omvæltning for børnene, de skal skifte skole, nye venner, nyt land, nyt sprog osv. Og de kommer også langt væk fra deres far. Umiddelbart bliver min holdning nok afgjort af, hvad de selv synes om ideen. Jeg ved godt, at i deres alder, skal det IKKE være deres ansvar at vælge. Men når nu deres forældre trækker i hver sin retning, er det vel rimeligt nok at lytte til dem. Ak og ve, pludselig er det som mine andre bekymringer er blevet mindre og ubetydningsløse. Jeg kan mærke, at det virkelig begynder at gå mig på, hvis børnene forsvinder ud af mit liv, på den måde.

Egentlig burde jeg være advaret, for jeg kunne mærke på Pernille, at der var noget der gik hende på, da vi var på kinesisk restaurant i torsdags. Hun snakkede usædvanligt meget om ungerne, og nævnte flere gange hvor glade de var for mig. Nu er det gået op for mig, at hun garanteret allerede havde fået det at vide. Og at hun jo også vil komme til at savne dem, for det vil jo også for hende blive umuligt at se dem regelmæssigt. Vi havde nu ellers en hyggelig aften, Pernille kender ejeren af restauranten så vi fik rigtig særbehandling, en lækker syv retters menu, der bestod af alt lige fra en stærk suppe, indbagte kæmperejer til Peking and. Wow jeg blev mæt. Bagefter gik vi hjem til mig, og Pernille var så sød at hjælpe med at kigget resten af reklamationsmapperne igennem. Desuden gav hun mig den ide, at jeg skulle prøve at kontakte de kunder, der havde lavet flest reklamationer, for at få input fra dem.

Det brugte jeg det fredag formiddag med, og det var faktisk ret interessant, og bortset fra en enkelt kunde, der benyttede lejligheden til at lufte sin frustration, ved i stive 20 minutter fortælle hvor ringe vores kvalitet var, så blev mit opkald positivt modtaget af alle. Så sidst på eftermiddagen lavede jeg præsentationen for direktøren som vi havde aftalt. Hans eneste kommentarer var, at det så fornuftigt ud. At jeg skulle indkalde afdelingslederne tirsdag morgen, for jeg skulle have en færdig rapport klar. Jeg var skuffet da jeg fik fra hans kontor. Var det alt den feedback jeg kunne få for at have knoklet i døgn drift for at få det her færdigt. Nu er jeg blevet enig med mig selv om, at alene det der ikke var kritik af mit arbejde, vel var en form for ros. Jeg må se positivt på det, ellers kommer jeg vidst aldrig igennem. Nu har jeg brugt formiddagen på at få lavet grafer, der viser fordeling af reklamationer på kryds og tværs af kunder og vores afdelinger. Mangler stadig at lave et mini katalog over alle ideerne til forbedringer, men det har jeg resten af weekenden til.

Samtidig kan jeg så passende tænke over en ny plan med Jane. Jeg ved godt jeg burde få hende ud af hovedet, men det kan jeg bare ikke. Jeg er tiltrukket af hende som en honningbi til en velduftende blomst. Hendes smil og hendes latter er bare som den smukkeste melodi. Desværre tror jeg ikke hun tænker sådan om mig længere, hvis hun da overhovedet har gjort det. I frokost pausen torsdag, kom hun hen til det bord hvor jeg sad, men selv om der var en fri plads ved siden af mig, drejede hun over til nabobordet og satte sig der helt alene. Det virkede på mig som om, hun ændrede kurs, da hun opdagede at jeg sad ved bordet. Men det kan selvfølgelig også være, at hun bare trængte til at sidde lidt for sig selv. Det vælger jeg i hvert fald at tro på indtil videre. Smutter igen kære dagbog, var rart at få luft endnu en gang. Tager ned i klubben og træner med drengene, så godt jeg nu kan.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget I frit fald mod bunden – hvis den altså find er publiceret 06/01-2007 13:39 af Thor Rosenblume (JetLi).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.