Puha, sikke nogle dage!
Der er sket lidt af hvert, men lige nu går mine tanker med bekymring over en bekendt, der muligvis ikke har det så godt. Det vedkommer ikke mig i dette forum at afsløre, hvem det er, og hvad hins problem er, men i hvert fald går mine tanker til denne bekendte …
Til gengæld er eksamen heldigvis vel overstået! Men hold op, hvor har jeg haft nerver på – har aldrig før haft problemer med eksamensnervøsitet, men nøj, hvor har jeg lidt denne gang!
Tænkte på alt, det, der kunne gå galt ... hvis jeg havde mange smerter; hvis jeg ikke fik sovet nok, så mine symptomer blev forværret; hvis jeg trak et emne, jeg ikke var videre begejstret for ... Og som enhver ved, er Murphys lov: ”Hvad der kan gå galt -”
(Sig det i kor!:)
”- VIL gå galt!”
Så faktisk antog alle mine bekymringer form og lagde et provokerende slør over nogle – i forvejen svære – timer!
Jeg startede med at troppe op på VUC i går formiddags rystende over hele kroppen, som en narkoman, der ikke har fået sit fix. Jeg havde forsøgt at anlægge mig et kækt ”skolepige”-udtryk med fine fletninger og hele molevitten i håbet om, jeg rent faktisk ville føle mig klog og kæk – men ak!
Dog var der heldigvis også andre kursister, der bævrede – selvom vi godt kunne blive enige om, vi ikke vidste over HVAD.
Jeg var den sidste den dag, der skulle trække spørgsmål. Vores lærer, Jens, kaldte mig ind, og jeg valgte en blå seddel – ombestemte mig så og ville tage en anden – men besluttede så alligevel at stole på min første indskydelse. Jeg snuppede en blå seddel fra bordet og min fugtige pote satte svedspor som en slimsnegl henover bordet (hvorfor i al verden er det mine hænder, der giver sig til at svede? Og for øvrigt, så, sorry, Gorm, for at oversvede dit kontor, der i dagens anledning var stillet så fint til rådighed!).
Jens konstaterede, at det var opgave nr. seks og stak mig selve pjecen. Han bad mig læse problemformuleringen igennem for at se, om alt var forstået. Bogstaverne hoppede og dansede, mens jeg nikkede mat, selvom det først ti minutter senere gik op for mig, HVAD jeg egentlig havde trukket ...
... og selvfølgelig - DADA! - identitetsdannelse (HYYYL!). Selvfølgelig lige de 30 sider, jeg IKKE havde noter til.
Problemformuleringen lød: "'Uddragene fra Dansk Industris "Er de unges uddannelsesvalg også samfundets valg? Februar 2002" set ud fra psykologiske teorier om identitetsdannelse.'"
Øh, bøh – jo, ja. (SOS, hilfe, aiuto, help – ja kort sagt: Fucking HJÆÆÆLP!!!).
Ude på gangen ventede min kære fru moder, jeg har gået på hold med. Jeg skulle op lige efter hende, og hun stod således nervøst og ventede trippende på mig, så vi kunne komme hjem og i gang med opgaven. De 24 timer er startet – sæt i gang!
Jeg kastede et hurtigt blik på hendes opgave, og hvad har fruen trukket? "Spørgsmål nr. seks. Identitetsdannelse. En eller anden pjece ’set ud fra psykologiske teorier om identitetsdannelse’" SAY WHAT?! (Desuden trak ’Hr. lærer’ også identitetsdannelse – altså tre ud af fire!)
Så fru moder og jeg besluttede at slå os sammen og drage hjem til min mor for at læse og forberede os sammen.
Udstyret med cola og kaffe (læs: et ordentligt skud koffein) satte vi os med snudeskaftet i bøgerne. Flere gange undervejs udbrød min mor: ”Det er da meget hyggeligt, ikke?” – en kommentar der gik flere og flere timer imellem jeg måtte høre, hvorefter den døde ud, og i stedet blev til et overskæg af svedperler og nervøs eksamensmave samt en ubehændig sukkertrang (hvorfor bliver man altid sulten af at gå til eksamen?).
Omkring klokken 19 var jeg skeløjet af at læse og træt som et ondt år, og besluttede at drage hjemad og få sovet. Halvdelen af eksamen bestod i at få skrevet en synopsis, og det var stadig ikke gjort. Jeg havde fået skrevet nogle kortfattede noter over de psykologer og perspektiver, jeg ville inddrage og læst teksten godt igennem.
Men da jeg kom hjem, turde jeg simpelthen ikke slappe af! Hvis jeg nu faldt i søvn uden at få lavet synopsis ...!
Hvordan jeg gjorde det, ved jeg ikke. Jeg vil nærmest betegne det som en "ud-af-kroppen"-oplevelse, men jeg fortsatte til omkring kl. 23, hvorefter gemalen hørte min fremlæggelse af synopsis igennem en fem gange, da den helst skulle vare omkring otte minutter (ikke for kort, men heller ikke for lang!).
Halv et lå jeg i min seng, men sove kunne jeg gu' hjælpe mig ikke! (Kunne have tæsket den kære Ole Lukøje til døde – han er altid in no show, når man har brug for ham!).
Samtidig trak en grum byge indover øen, og gav mig krampeanfald og smerter, så det meste af natten og morgenen gik med at vende og dreje mig, mens den kære fru Phoeba vaps havde hugget halvdelen af min hovedpude og sov en urolig og yderst støjende søvn! (Men jeg nænner sgi ikke at smide kræet på gulvet, for det er jo også hyggeligt, at hun ligger dér med sin lille sorte, lakridssnude og det enorme underbid, der hakker tænder i søvne (c:)
Klokken fem vågnede jeg rigtig op og måtte have ekstra piller, hvorefter jeg lå og forsøgte at huske noget af alt det jeg skulle huske at fyre af.
Til sidst stod jeg op og besluttede at gøre mig klar. Jeg hader at skulle klæde mig på, når jeg skal af sted til en situation, hvori jeg skal bedømmes og vurderes. Besluttede at forsøge at være mest mulig ”mig selv” (og håbede på, det ikke ville provokere fru censor (c;).
MEN – tidspunktet oprandt jo, og vi troppede op på VUC i meget god tid. Vi hørte lidt fra ’Hr. lærer’ (den heldige rad havde fået 10!), der lige havde været oppe, hvad deres forventninger var til én, hvor meget vægt de lagde på synopsis m.m. Men der var åbenbart meget forskellige udmeldinger, fra de, der havde været oppe.
Mens fru moder var inde, talte jeg lidt med ’Toast’, der havde været inde og trække opgave (og først skal op i morgen). Hun kiggede på min LV-taske (der er en billig skodkopi) og sagde med et skævt grin: ”Jeg kan ikke se sådan en taske uden at tænke ’Anna Phil’” (Okay, men min er (om end billigt) købt og betalt! (c:
Men da gik da op for mig, at jeg måske virkede lidt fisefornem, med mine blå Skagen-solbriller, DKNY T-shirt og Ecco-støvler (men havde ærligt talt ikke tænkt over, det kunne virke show off agtigt). Til gengæld kunne frøknen godt lide mine mange ringe – thank you! – (som folk altid skal grine ad og kommentere (”Du ligner Phoebe fra ’Venner’”)). Så jeg elsker smykker, og?!
Jeg kan for den kære læser berette, at jeg altid er blevet (kærligt) drillet med min forkærlighed for mange smykker (og især ringe), samt tendens til at matche alting (især tasker, smykker, eye liner/øjenskygge og toppe).
Endelig kom tiden, hvor den bævrende mig skulle ind til slagtebænken. I forbifarten nåede jeg lige at høre, min mor havde fået 10 (go, Mummy!). Jeg langede hende min LV og listede solbrillerne i lommen, før jeg pænt gik ind og lagde mit bankende hjerte i hænderne på Jens og en kvindelig censor, der emmede af behagelighed, humor og venlighed (thank God – for en gangs skyld ikke en gammel, tvær tudse med tissegult hår, karryfarvet habitjakke og fodformede Ecco, der sidder og klikker misfornøjet med sin kuglepen!).
Trods utallige gennemgange af synopsis derhjemme endte jeg med totalt at fejlvurdere tiden. Efter 14 minutter havde jeg fyret mine visdomsord af, og hvad gør man så?
”Ja, så vil jeg gerne tale om …” (*synke!*) ”… teksten fokusering på …” (*host, fingerknæk!*) ”.. øh …” (hvad snakker jeg om? *tør overlæbe klistrer fast til fortænder, og får mig til at ligne en komisk tandpastareklame med en bæver som model*), ”… jo, altså … set ud fra et behavioristisk synspunkt …” (*dirrende stemme og en drøbel der føles som om den vokser*), ”… nej, for resten, jeg vil gerne starte med at fremhæve … (*tarm, der rumler* – pinligt, pinligt!).
På et tidspunkt spurgte Jens til noget, jeg selv havde fremhævet og ikke kunne svare på. Akavede sekunder tikkede af sted, indtil censor malplaceret forsøgte at bryde isen ved at sige: ”Uha, det er lige ved at være pinligt …” (*sende onde øjne*). Jeg sagde, der lige gik en klap ned, selvom sandheden var, at jeg ikke ANEDE, hvad svaret var!
Jens og censor forsøgte derefter at kickstarte en samtale, jeg (om muligt!) hakkede mig endnu mere usikkert igennem. Pinen trak i den grad ud, og jeg var sikker på, det ville blive et 5-tal, men hvad sker der så?
”Ja, Line, vi synes jo --- jada. Jada, jada --- og derfor --- jada, jada, jada --- på den anden side --- endnu mere jada --- så det bliver altså til et 10-tal.”
SAY WHAT?!
Åbenbart hev min synopsis og gennemgangen af den karakteren i land, så nu hvor den anden halvdel af klassen sidder og pukler med deres opgave, og i morgen skal sidde og stege i deres eget fedt, kan jeg ligge og boble trygt, i visheden om, at jeg ALDRIG går til eksamen igen, når det nu ikke er nødvendigt!
(kære læser, vær sød at huske mig på dette næste år, når filosofieksamen nærmer sig – Line går aldrig til eksamen igen!)
Så nu vil jeg slæbe mit smadrede hylster i seng, så min udbrændte hjerne kan slå fra og svælge sig i søde drømme!
’Nat, til alle sjæle derude i det ganske land!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.