Kære DagBob

Ja, vi ved det godt, det er noget snavs. Det er mere end en uge siden Bob skrev, at han ville vove pelsen og bevæge sig ud i naturen igen, på trods af hans nærdødsoplevelse få uger forinden. Når man bringer en så rystende melding på banen, må man forvente, at der sidder læsere tilbage i uforløst spænding og venter på en opfølgning, og hvad sker der så? Ikke spor. Hverken mere eller mindre. Det beklager Bob.

Der er naturligvis, som altid, et overvældende udbud af særdeles passende, og forholdsvist relevante undskyldninger, som vi dog ikke skal komme nærmere ind på her. Vi må istedet nøjes med at konstatere, at Bob ikke har levet op til sit ansvar, men han tager nu for alvor fat om roden på problemet, og får opfyldt alle læseres uforløste behov.

Det var ArbejdsBob som skulle på tur med sine chefkolleger, og stemningen i Bobflokken var ikke langt fra misfornøjet, da han klokken 05.15 torsdag skulle op, så han kunne stå klar kl.6, hvor turen skulle gå mod Løgstør, hvor kurset, for det blev nemlig kaldt for kursus, eller awayday, muligvis i et forgæves forsøg på at peppe stemningen op på forhånd, skulle forgå.

Skulle nogen nu være lidt bagud i forhold til geografien i denne historie, vil Bob straks træde til med en servicemeddelelse: Det ligger LANGT væk fra Østerbro. For dælen da, der er mange kilometer motorvej mellem Østerbro og Limfjorden, og det tager noget tid at tilbagelægge disse, især efter den nye ordning med klip i kortet.

Dagen var rigtigt typisk for en tur af denne kaliber. Der skulle teambuildes med alle de traditionelle midler. Deltagerne skulle være sammen om at løse forskellige typer opgaver, og alle der har været afsted ved hvad det er, så det springer vi lynhurtigt over, og går istedet til dagens første livstruende situation. Okay måske dagens anden, efter en mindre episode hvor chaufføren i Bobs bil besluttede sig for at tage blusen af, med 140 km/t. på motorvejen, hvilket medførte, at han, chaufføren altså, var uden mulighed for at se noget, i flere sekunder, mens han baksede med trøjen, og Bob måtte holde fast i rattet. Det vaaaaar......spændende :-D

Men altså, der opstod endnu en livstruende situation, som Bob heldigvis fik reddet sig ud af, takket være hans gode fysiske form, spejder/bjørnekillerdolken han købte før turen til Sverige, køligt overblik, og en nærliggende å.

Gruppen skulle over en å, og der skulle bygges en bro til dette. Pladder, tænkte Bob i sit stille sind, der var sgu´ da en vældigt fin bro 40 meter længere væk, sjovt nok i samme retning vi lige kom fra. Denne bro var så fin, at den ligefrem havde plads til hele to kørebaner, så kunne den vel nok også bære 10 Teliachefer, selvom de både slæbte på "velfærdsmaver" og rygsække?

Men det lærer man jo ikke så meget af, mente instruktøren, en sindssyg mand, åbenlyst forelsket i friluftslivet, med et indbygget, og dybtfølt, had til os kontornussere som bare vil fremad hurtigst muligt.
Så vi måtte smide vores rygsække i noget meget højt græs, græs der, skulle det vise sig, husede skandinaviens største, og mest blodtørstige og sultne, bestand af menneskeædende dræberedderkopper.
Hvis nogen kan huske den store hunedderkop fra Araknofobi, så har man en god idé om størrelsen. Vi snakker næsten kattestørrelse her.

Den første så Bob, da den klatrede op af hans bukseben. Efter en kort tilstand af panik, efterfulgt af en hurtig pisning i selvsamme bukser (hvilket havde en skuffende effekt som edderkoppeangrebsafværger), greb Bob sin dolk, og fik modigt fægtet det ottebenede monster ned, kun for at opdage, at et par af den familiemedlemmer var på vej op i Bobs rygsæk, for der at bygge redde. Den første kriger var tydeligvis kun en afledning af Bobs opmærksomhed, så de andre kunne angribe rygsækken, kunne Bob imponeret konstatere. De er kloge de der jyske dræberedderkopper.

Nu er det jo ingen hemmelighed for faste DagBoblæsere, at Bobs forhold til edderkopper er en anelse anstrengt. Bob er ikke så vild med udsigten til at skulle ende sine dage som fodder for en hel edderkoppefamilie, og efter en hastig omgang edderkoppekamp med dolken, bragte Bob et dristigt, og, skulle det vise sig senere, ikke specielt gennemtænkt, forslag på banen.

Bob kunne sagtens se fordelen i at droppe alt videre byggeri af broen, redde sig selv og kollegerne fra at ende deres dage som edderkoppefodder, og istedet gå/svømme over åen, der trods alt ikke ligefrem var verdens største å. Den masochistiske naturfreak der fungerede som kursusleder, så ingen problemer i at folk istedet kastede sig ud i åen, og kom i sikkerhed på den anden side, hvilket Bob absolut kun kunne glæde sig over, mens han igen fægtede en edderkop, denne gang en edderkop med astma (den hvæsede i hvert fald fælt) af sit ene ben.

Her kommer så det knapt så velgennemtænkte element af Bobs plan ind i billedet. For at komme ud til åen, som man jo skulle forcere afklædt, da turen jo skulle fortsættes på den modsatte side, og det ikke ligefrem var lunt den dag, skulle man igennem et par meter "edderkoppeland". Hvis ikke alvoren er gået op for dig kære læser, gentager vi lige scenariet en gang til:
Bob HADER edderkopper, selv med tøj på, men nu skulle han, blottet, barfodet og uden bukser, igennem deres territorium, en sand dødsfærd. Ikke nok med det, han skulle også stå, stadig blottet, barfodet og uden bukser, og vente på de øvrige fik nosset sig over (Det skulle ske en af gangen, og Bob var nummer 5) midt i edderkoppeland.

For det ikke skulle være løgn, havde Gud nu arrangeret, fordi situationen jo ikke var alvorlig nok i forvejen, at halvdelen af Bobs kolleger mente det var bedst at strippe helt ned, så Bob skulle se deres behårede bagdele blottet mens han i forvejen var sårbar. Det her var overhovedet ikke længere nogen sjov dag, mente Bob, om på det tidspunkt savnede sin plads hjemme foran computeren.

Heldigvis kom alle mand over åen, som, udover at være både væsentligt dybere, og langt mere kold, end forventet, også havde en lumsk opstigning, som gjorde at Bob røg på røven et par gange, inden han kom op af vandet.

Gruppen var nu for alvor sammentømret, og resten af dagen, indtil Bob skulle sidde, igen nøgen, i en hjemmebygget indianersauna, med en hvid mand som ønskede han var indianer, og sniffe en ukendt substans som, og her citerer Bob; "ikke er stoffer overhovedet. Det åbner bare op for nogle centre i hjernen i normalt ikke bruger, så i kan komme i kontakt med jeres uløste problemer fra barndommen, og få nogle svar på de problemer i tumler med idag"

Aha....det er ikke stoffer, men det lyder sgu´ da lidt som om det er, gør det ikke? Nå, det var faktisk meget sjovt, og det havde absolut ingen effekt. Da klokken blev 2, var saunaseancen slut, og det var tid til at gå i seng, da vi skulle op kl. 6. Man kunne vælge om man ville sove i noget halm under et halvtag (Læs: Sammen med edderkopperne), eller inde i et nærliggende cafeteria. Hvor tror i Bob sov? ;-)

Bob - Mega maskulin, men en smule reserveret overfor kreaturer med 8 ben