Kære DagBob

Det er måske en anelse malplaceret her i den søde juletid, jeg mener, man kunne jo let komme til at støde folk, eller ligefrem, oh dear god, fremstå engageret.

Det er på tide at Bob giver udtryk for en sag der har plaget ham i et par år efterhånden. En sag som nu er vokset fra at være en rar og behagelig følgesvend, til at være en overbevisning som Bob er nødt til at dele med folk i Danmark. For det kan da ikke være rigtigt, vi må da være flere.....

Det vil nok fylde et par afsnit i DagBob, så lidt baggrundsinfo er vel på sin plads. Bob er, selv efter danske forhold, privilligeret. Det er han klar over, BankBob er tilfreds, og det gør naturligvis livet lettere, og filantropien mere nærliggende. På Maslows behovspyramide, mangler Bob vel reelt kun øverste trin, og det er så det Bob nu agter at benytte sig af.

For ikke at efterlade dig, kære læser, i tvivl, kommer her de tørre tal. Ikke noget blær, ikke noget hykleri, Bob toner blot rent flag, og så kan du gøre med det hvad du ønsker: BankBob indsætter 22.900 efter skat og pension hver måned. De faste udgifter udgør 7-8000. Resten (i omegnen af 15.000) er til fri afbenyttelse. Det er selvfølgelig ret mange penge (synes Bob i hvert fald), men så er det heller ikke værre. Det er ikke en millionærtilværelse Bob fører, for eksempel har Bob ikke en bil, og meget mod BankBobs ønsker er Bob ikke gældfri. Gælden er dog til at overkomme, og skyldes udelukkende at Bob på et tidspunkt har valgt at opgradere sin bolig til en standard der svarer til dette årtusind. Nå ja...og så at banken var så fleksibel, at Bob kunne bruge pengene fra det fine firma der har ansat Bob, til alt andet end at betale af på selve gælden. Flink bank :-)
Så nu ved du det, nu kan du vælge at sige "nå", eller "jamen du kan jo sagtens, du har jo økonomien til det". Til det sidste vælger Bob at respondere modent og velovervejet, med et velplaceret: "Blaaaaaaaaa....tag dig sammen"

Bob har nu nået den modne alder af 35. Han har ingen børn, han har en dejlig pigekæreste. Han har rejst, og set en del af verden. Han har oplevet en masse smukt, og set en masse meget meget fattige mennesker. Han har også læst Jeffrey Sachs bog "the end of powerty", hvori en anerkendt økonom har den frækhed at påstå, at hvis blot vi i den rige del af verden overholder de løfter vores ledere har afgivet på vores vegne, så kan vi reelt udrydde den ekstreme fattigdom, I VORES GENERATION!!!

Tænk lidt over det. Du kan sige til dine børn og børnebørn, at dengang du var lille døde folk af diarré, af sult, af malaria, af AIDS, og de vil glo på dig og tro du lyver, for sådan er verden jo ikke. Forestil dig det det. Det er jo næsten absurd. Men det kan lade sig gøre. Det bedste er, at det ikke kræver så meget, og du bor i et af kun 5 lande på jorden der kan have god samvittighed. De andre er Sverige, Norge, Holland og Luxembourg. (tal fra 2005. Belgien og et par andre er på vej op også)

Det hænger således sammen: Tilbage i 70´erne lovede OECD (de 22 rigeste lande i verden) at give 1 % af BNP til udvikling af de fattigste lande i verden. Det løfte holdt meget få lande, Danmark var klassens duks i mange år. Senere mødtes lederne igen, for det gik jo ikke så godt med de løfter der, og folk døde hele tiden henne i Afrika, hvilket var vældigt ubelejligt for verdens ledere. De mødtes derfor, og besluttede et sæt principper de kaldte for The Millenium Development Goals, eller The Millenium project. Projektet skulle sikre at vi i 2015 skulle opfylde en række krav, og have løst en række problemer som kunne redde verdens fattigste(Konkrete Bob skal nok stille med facts senere).

Mægtigt fine tanker, som indebar at nu skulle det altså for alvor være. Alle skulle give 0,7% af BNP. Hvad mon der skete? Same shit....kun få lande overholdt det mål, Danmark var fortsat duks.

Historien har det jo med at gentage sig, og sjovt nok gjorde den det igen. Så sent som i 2005 mødtes verdens ledere igen, kiggede hianden i de portvinstågede (og måske lidt løgnagtige) øjne, og lovede, at denne gang var den god nok, nu skulle de nok rette ind og give de der penge der kunne redde verden. Anders Fogh, den mægtigste mand i DK, kunne stå ovre i hjørnet og smile, for han var jo på den gode side af stregen, han gav jo 1% af BNP. Måske var smilet en anelse anstrengt, for en dame som at der hed Pia, bestemte også en del hjemme i DK, og hun kunne bedre lide fattige HVIDE mennesker, end fattige SORTE mennesker, så hun havde presset Anders, og bedt ham skrue lidt ned for charmen, og gik Anders fra 1% til 0,8%. Stadig godt, men helt ærligt, var det godt nok? (det skulle blive værre)

Men nu var de jo alle samlet, og de lovede jo hinanden en masse. Iøvrigt var verden pisserig på det her tidspunkt, og så skulle man jo mene at den hellige grav var vel forvaret, og alle fattige burde være reddet. Men gik det nu også sådan?
Det vil KonkreteBob se lidt på hen over det næste stykke tid.

Man skal jo altså ikke være nogen Einstein for at regne ud, at det nok ikke er gået helt som lovet. Vigtige ting er kommet i vejen. For eksempel har vi jo lige oplevet en kreditkrise, og så kan man jo naturligvis ikke redde verden. Det er jo klart for alle. Lidt synd for de fattige, men de forstår det jo nok. Vi har jo banker og bilfabrikker som har det skidt. Ja selv B&O er jo lidt ude i tovene i disse dage. Ak ak ak, så kan man altså ikke bekymre sig om et par beskidte negere nede i det der Afrika. Er de iøvrigt ikke også selv ude om det?

Vi kan med andre ord ikke redde de fattige, når nu vi ikke engang kan sikre at vi kan køre i Amerikanerbiler, eller låne 5 mio. til et hus på 100m2 i Søndre Uderup, selvom vi er arbejdsløse. For helvede...det forstår alle sgu´ da!?!