...og så svingede vejen igen, vi kørte stille og roligt ud af skyen, himlen var blå i et øjeblik, så hurtigt vi glemmer....
Men jeg kan godt se de tunge skyer forude...er det mon regn, er det mon torden eller er det bare en fatamogana heroppe i det nordjydske...

når jeg skriver dagbog, skræller jeg gamle lag af som har sat sig fast som gammelt arvæv, gamle tanker og følelser som er stivnet og som skal peeles af, de giver rynker.

Men jeg ved de kommer igen. Ved ikke hvornår, men ved...
Ha..ha..måske skulle jeg etablere mig som spåkone, så kunne jeg rage mig hår af, opsætte et lille telt på havnen, hvilket ville ryste det nr. sundbyske forstadsliv og dreje hovernde på lyst og semilystfiskerne nede i sejlklubben(!).
Jeg ville gå med tørklæde og ikke mere bekymre mig om "morgenhår", "dårlig hårdag" og det evnindelige spørgsmål om mit hår NU endelig passer til min personlighed.
Og så ville jeg sidde derinde og vente.
Bare vente....

Naj..det er sgu for åndsvagt. KLIP!

Nogle gange bliver livet ligesom vejrudsigten på DR. Man ved hvor man bor, man ser deres tegn på sol (en sol!!??) og så ser man ud af vinduet og tænker:" Vejret har åbenbart ikke fået de sidste nye meldinger fra meterologerne."
Det er fandme for dårligt. Det sk al til at oppe sig , det vejr ellers fyrer vi det sgu!!

Lige nu sidder jeg og lader mine fingre tænke for mig. De skriver bare, fordi de mener ikke de er skabt til andet (det kan jeg så afsløre at de ER!!..de nikotingule plamager der efterhånden har bredt sig som små sommerpletter, vidner om at selv JEG kan ikke undgå min egen forurening)
Men indeni i resten af kroppen, er der en støj og en øredøvende larm som 49 brøleaber i brunst, og fingrene danser bare videre, lalleglade og faktisk faretruende nær på en IQ på 70, hvis det kan gøre det.
Måske ER jeg en maskine. Måske ER der sket et brist et eller andet sted.
De triste omstændigheder i mit liv her for tiden har gjort at jeg er blevet endnu mere opmærksom på mig selv, men som når man absolut SKAL klemme nr. tre stykke Othellolagkage ned til de andre i sækken (de savner jo hinanden, skryder samvittigheden og jeg er let at overtale), så breder kvalmen sig med d et samme, over mig selv og min autonome navlepilleri, over hvor åndsvagt livet er og over hvor ligegyldigt det bliver samtidigt med at man råber henrykt og fascineret op ved hvert en blomst og ved hvert sekund.

Når der sker store ting, så griber man ud efter de små, men hvorfor det?
Kan man ikke kapere dem?
Eller hvad er det der sker, f ordi på eet eller andet tidspunkt bliver man brutalt rykket ind i hverdagen igen og tager alt for givet.
Igen!
Og jeg prøver at forestille mig hvordan Jakob har det. Hvordan hans syn på livet og hverdagen er nu, men så meget fantasi har jeg ikke.

og så er det irritationen kommer!!
Og jeg bliver irriteret over den.
Det ene sekund tænker jeg, at hvorfor skal vi leve som om det er den sidste, hvorfor ikke bare være lidt optimistiske og TRO at vi er uddøelige, hvis det er det der gør os glade.
Men samtidig , hvad nu hvis han kun HAR et halvt år igen?
Skal vi så ikke udnytte det? Udnytte det til maksimum?
Og så bliver jeg flov over mig selv og min egoisme.
Det handler jo ikke om mig, men det gør det jo alligevel, fordi jeg tillader mig at elsker andre. Ved at gøre det bliver jeg sårbar. Og er det så DET det handler om?
At turde at være sårbar?
Og er det så HER dagligdagen titter forbi og gør, at de store ting ikke bliver så enorme at man bliver mast?

Fordi det hjælper jo ikke Jakob, at jeg ligger smattet ud under en stor klump af "store ting".
Det hjælper jo heller ikke mig!

Så: "Hold kæft hvor er der BONG vejr i dag. Det er fandme for dårligt, når de har lovet sol!!!"