Interessant beskrivelse af et ret vildt trip. Du formår at vække interessen for dit univers hos mig, hvilket vel er formålet med denne introduktion.
Sætningen omkring himlen, er redundant, jeg ville slette "en stjernebeklædt himmel sig i alle hjørner af hendes synsfelt som" - du beskriver himlen så fint, at vi ikke behøver at få forklaret, at det er himlen det handler om.
Det samme i sætningen: "Først én, så et øjeblik efter endnu én, begyndte stjernerne én efter én at dale langsomt." - du gentager dig selv.
"Lidt som en drøm, der fortager sig i de vågnes verden, rinder ud som sand mellem fingrene, opløses som en tidlig morgendis, når solen varmer dagen. Men især som mindet om noget, man ikke helt forstår. Man ved det, men kan ikke beskrive det med ord, når sproget ikke slår til, når formidlingen er bundet af sprogets lænker." - men har hun ikke lige beskrevet det med ord?

Din præsentation siger, at du gerne vil have kritik, så jeg springer lige ud i det:
Du fortæller historien, men du fortæller ikke historien. Sådan som den er fortalt foregår der egentlig ikke noget, det virker mere som en opsummering af begivenheder, der fandt sted for flere år siden, nu fortalt af din faster i en e-mail.
Beskrivelser kunne jeg godt bruge flere af. Tegn billedet for mig.
I et så kort, dramatisk handlingsforløb er der altså heller ikke noget galt med at bygge lidt spænding op. Putte lidt hints hist og pist med at alt ikke er som det burde være, men uden at afsløre alt. Det kunne eksempelvis være, at Marcus giver indtryk af at have ændret sig, men i virkeligheden bare forsøger at lokke HP tilbage (som folk, der har været udsat for partnervold desuden ofte beskriver som en yndet taktik blandt deres voldsmænd).
Til sidst - jeg forstår ikke helt, hvorfor teksten hedder Benjamin - han spiller ikke nogen specielt stor rolle i fortællingen.

Ret fint digt, egentlig. Starten overraskede med rimene, der virkede meget naturlige, mens de i slutningen virkede ærgerligt forcerede.

Hej Michelle.
Du starter teksten med en laaaang beskrivelse af te, som fik mig til at gå lidt i stå. Der er sikkert ét eller andet, du vil sige med hps forhold til te, men jeg har svært ved at se, hvad det er.
Hende vs. sin. Når du skriver "Den unge kvinde kravlede træt ned under hendes varme dyne og fandt hendes fjernbetjening frem." betyder det, at hun (den unge kvinde) kravlede ned under en anden kvindes dyne, og fandt den anden kvindes (eller en tredje kvindes) fjernbetjening frem.
Passagen med katten er meget fin, og fortæller en del mere om hp. At hun ignorerer den smerte, katten påfører hende, tyder på at hun er et omsorgsfuldt menneske.
Derefter kommer du til en drøm, og skifter til nutid. Det greb kan jeg godt lide, men så skifter du pludseligt til datid igen. Bestem dig for om du vil skrive i nutid eller datid.
Du har en del stavefejl, som sikkert kunne fanges ved at læse teksten igennem et par ekstra gange. Det betyder ikke så meget for historien, men kan altså godt skræmme læsere væk.
Hele beskrivelsen af drømmen synes jeg er god, her appellerer du til mange forskellige sanser på én gang, og det fungerer rigtig godt.
Det er en spændende udvikling, at hun ser Jakob, og synes han ligner fyren i drømmen. Så bliver man som læser interesseret i, hvad han har med sagen at gøre.
Så kommer du til endnu en drøm, der også virker mere sanselig end resten af historien.
De mange små hints, om hp's ensomhed er også gode. Du siger ikke direkte, at hun er ensom, men viser det ved forskellige småting.
Drømmene og den træthed hun får efter dem, samt den overnaturlige skikkelse får mig til at tænke, at du er blevet inspireret af Jonathan Strange & Mr. Norrell.
Slutningen er overraskende, jeg havde regnet med at det havde noget at gøre med Jakob, men den er udmærket. Fedt, at skikkelsen følger efter hende ud af drømmen.

Så alt i alt: Interessant historie, der skal måske rykkes lidt rundt på tingene, så du ikke risikerer at læsere giver op fra starten, jeg tror det kunne være godt med nutidsform i drømmene, og ellers vær konsekvent med datid. Stavefejlene skal du nok komme efter på et tidspunkt.

Jeg ved godt, at det er noget tid siden, at denne novelle blev publiceret, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at kommentere.
Sikke en fin historie. Specielt første halvdel er rigtig god, hvor historien fortælles fra barnets synsvinkel. Jeg kunne særligt godt lide detaljerigdommen, og den meget realistiske adfærd, drengen havde. Hvordan han egentlig ikke forstår, at der er noget galt, når mor falder i søvn efter at have drukket vin, for så kan han jo bare lege med biler imens.
Beskrivelserne af maden, bærrene i haven, og til sidst den cognac de drikker, binder historien sammen på en spøjs, men interessant måde.
Slutningen synes jeg er lidt i kontrast til resten, der går ret langsomt frem, og så pludselig bliver meget dramatisk, men du holder det høje niveau hele vejen igennem.

Hej Johann.
En spændende tekst, med et klart mål lige fra starten. Det at du etablerer et mål, din hovedperson går frem efter, gør det til en spændende tekst (man bliver nødt til at se, om det lykkes).
Dog må jeg sige, at jeg ikke bryder mig ret meget om 2. pers. formen, medmindre det tjener et meget specifikt formål. Jeg har svært ved at se formålet her, og bliver endda lidt stødt over det (du ved da ikke, hvad jeg vil gøre i en situation).

Mindre ting: Din hp står ved teltet, Aurora kører helt op til teltet på en motorcykel, og alligevel overser hp manden bagpå? Klart, det er tydeligt at han er dybt optaget af Aurora, men det virker usandsynligt, at han ikke ser manden.

På et tidspunkt tænker hp om Antonin: "Han egner sig da heller ikke til at styre en hær. Han er alt for kortsigtet; tænker kun på den hurtige gevinst. Det kan du tydeligt se på ham." - Det er da netop langsigtet at lægge store planer for hvordan pengene skal bruges til at styrke sit ståsted langt ud i fremtiden.
Ellers kunne det være super spændende at høre, hvordan man kan se det på ham. Hvad er det ved hans fremtoning eller væremåde, der gør at hp synes at fornemme det på ham? Eller er det måske bare fordi hp er jaloux?

Kort tid efter planlægger hp at efterlade Antonin i Casinoet, fordi han pludselig ser ham og den eventuelle lejr af soldater som en stor trussel. Det er ikke rigtigt til at finde rundt i hps tanker, og han virker meget afsporet og paranoid. Fordi du har valgt at skrive i 2. person, bliver det hurtigt ubehageligt.
Desuden siger hp at Antonin er nødvendig for at de kan udføre opgaven. Hvis han bare sådan kan efterlades i KC, er han vel i første omgang slet ikke nødvendig?

Det med ombytningen af radioerne, er meget skægt, men også første gang du skifter til en anden synsvinkel end hp's. Det afsnit kan jeg egentlig bedre lide end de foregående. Hermed skaber du flere sideløbende handlinger, hvilket øger spændingen.

Da lejesoldaterne kommer ind i billedet, bliver det først for alvor forvirrende, og et stort spørgsmål trænger sig på: Hvis hp og Aurora har adgang til helikopter og lejesoldater, hvorfor gør de sig så overhovedet umage med at snige sig ind i KC, med uniformer, hemmelige planer osv., hvorfor får de ikke bare lejesoldaterne til at gøre det? Og hvorfor har lejesoldaterne ikke allerede gjort det, når nu det er så nemt for dem, og de dermed ikke behøver dele udbyttet med andre?
Det virker lidt "dovent", at bruge lejesoldaterne, i stedet for at finde en anden måde at komme videre med plottet på.

Afslutningen er fin, jeg kan godt lide det tørre, konstaterende "I helikopteren har Antonin læst beskeden til Aurora. Antonin har værdier og en helikopter fyldt med lejesoldater."
Jeg forstår dog ikke helt, hvad der sker. Hvordan sender han besked til KC? De kommunikerer via radioer, hvordan fortæller han dem hvor hp er?

Så alt i alt en god idé, men en lidt rodet og forvirret tekst. Jeg tror dog, at den kunne blive rigtig god med lidt redigering.

Historien starter ret spændende, og bliver ved med at have spænding.
I starten skifter du mellem 1. person og 3. person, men gør det ikke på noget andet tidspunkt. Jeg kunne godt tænke mig at se det igen, igennem teksten, for jeg tror du har en mening med det.
Den kunne godt bruge lidt flere beskrivelser, synes jeg. Ellers fin historie.

Sød og trist fortælling om pizza. Tror den kunne drage fordel af at være mere underspillet, end den er. Desuden forstår jeg ikke, hvorfor han skal sige farvel til pizza, det får jo ikke problemerne til at forsvinde.
Der er masser af små visdomsord puttet ind, hist og pist, så de kommer lidt bag på læseren på en god måde.

Jeg må indrømme, at jeg gik i stå i begyndelsen. Der sker ikke ret meget, teksten fremstår som en væg, men så snart jeg læste videre, blev jeg ret glad for at have gjort det.
Beskrivelserne er lækre, og stemningen af et lille, søvnigt samfund, hvor ens venner mest bare er dem, der er der, rammer plet. Hele afsnittet med Jesper og båden opbygger spænding og fastholder den.
Jeg synes dog der mangler lidt afrunding på historien.

Interessant univers, du har introduceret læseren til.
En nær fremtid, med et stærkt klasseopdelt samfund, så vidt jeg forstår?
Dine beskrivelser er ret gode, selvom jeg enkelte steder blev forvirret. Eksempelvis går du fra, at der hersker total stilhed, til en pludselig snak i alle kroge, så anspændt stilhed, og fnis i hjørnerne. Det gør det til en modstridende situation.
En sætning, der virkede lidt klodset, er eksempelvis denne: "talerstolen der tornede sig op foran os som en firkantet marmorsøjle bag ved den blege lærestab." Hvis talerstolen tårner sig op, så er en marmorsøjle ikke en specielt god sammenligning.
Jeg har også lidt svært ved at forstå forholdet mellem hp og Seramus. Hader hun ham, eller kan hun godt lide ham? Hun går hele tiden frem og tilbage mellem foragt og beundring.
Ellers interessant, jeg vil gerne høre mere.

Først og fremmest, så kunne du gøre teksten mere overskuelig ved at lave linjeskift i dialogen. Du har vist også lidt prblemer med hans/hendes vs. sin.
Dialogen er klart det mest interessante, selvom jeg har svært ved at se, hvorfor hun er interesseret i Liam. For mig at se, virker han som en temmelig træls type. Historien slutter meget pludseligt, jeg kunne godt tænke mig at høre hvad der videre sker.

Hej Nikolaj.
Først og fremmest må jeg nok lige bemærke, at vold for voldens skyld ikke rigtig bider på mig som læser. Jeg bliver ikke forarget over din tekst, den rammer mig som sådan ikke. Du starter med din morder, og nævner faktisk undervejs en ret spændende ting ved ham, nemlig at han først gør ofrene lykkelige, og derefter dræber dem. Det er et aspekt, jeg gerne ville høre mere om.
Du bruger for mange bindestreger, de skal gerne skiftes ud med kommaer eller du kan dele sætningerne lidt op.
Dit store fokus i denne tekst er torturen, der er meget fantasifuld. Der må jeg rose dig, du har en god fantasi. Desværre virker den ret usandsynlig. Morderen starter med at bore hendes øjne ud. Det er det første, hvorefter han torterer hende videre. Jeg undrer mig over, om offeret ikke ville være besvimet på det tidspunkt. Af blodtab, smerte og chok. I hvert fald tvivler jeg på at kinesisk vandtortur i halvanden time bagefter har den fjerneste virkning. Hun vil ikke kunne mærke noget så fint, når hun er blevet ødelagt så meget.
Jeg kunne godt have tænkt mig at han begyndte med den mere fine tortur, og så gik over til den grove til sidst. Eventuelt noget psykisk terror at starte på. Også fordi offeret nok ville være død noget tid inden han skærer hendes hoved af.

Først og fremmest en interessant tekst. En uforklarlig sygdom, der rammer folk og omdanner dem til en slags pupper.
Jeg er dog noget skuffet over slutningen. Er det en slutning? For der mangler noget afklaring, en konklusion eller én eller anden form for klimaks.
Småfejl:
"Ikke desto mindre, da han så nærmere efter, frembød hun afgjort nogle af de samme tegn på uforklarlige forandringer, som han også gjorde."
- Du kan fjerne "også", og jeg ville nok bruge "udviste" i stedet for "frembød".

"...så var situationen vist mere alvorlig, end han havde håbet."
- Han håber vel ikke på, at situationen er alvorlig? I så fald skal der stå "frygtet".
Desuden - jeg er ikke ekspert i kommaer, men du bruger dem meget rundhåndet. Måske du skulle skære nogle af dem fra.

En tekst med en masse potentiale synes jeg, bare ærgerligt at den ikke helt får en konklusion.

Åh, en fin lille tekst om et forholds skævheder.
Den romantiske, "perfekte" ferie står i skarp kontrast til Sørens bitterhed, analkløe og udslæt.
Søren bruger så meget tid på at være irriteret, og da han endelig beslutter sig for at leve i nuet, er det for sent.
Som læser bliver man fanget i den frustrerende situation det er, både at holde af og være misundelig på en person på samme tid.

Hej "Gaffa".
Godt at du endelig er blevet publiceret.
Et rigtig fint kapitel, du har skrevet her. Dit sprog er flydende og man følger nemt historien. Fine små filosofiske tanker, Mork har undervejs.
Stavefejl - der er mange. Lad nogen gennemlæse dine tekster inden, der hjælper rigtig meget på hele læseoplevelsen.
Ellers et spændende kapitel, og jeg glæder mig til at læse mere.

Hej Lars.
Da jeg så, at det sidste kapitel af Ivo var kommet, måtte jeg straks læse det.
Jeg endte med at læse det på min telefon i bussen, og på trods af formatet, blev jeg bestemt ikke skuffet. Du skriver rigtig godt, medrivende og interessant.
Beskrivelsen af Ivos knogleløse hånd gjorde mig helt dårlig. Føj for den lede.
Jeg savner lidt en forbindelse til starten af historien. Jeg kan godt se, at han dør, og derved møder Jesus, men hvorfor i en båd med øl?
Suk, stakkels Ivo. Tak for den gode historie.

Hej Milja.
Nu har du givet mig en masse gode kommentarer til mine tekster, så er det vist på tide at jeg gør gengæld. :P
Først og fremmest - jeg synes det er et spændende univers du har stillet op. Jeg har også læst din historie, der foregår i Oceania, og synes det er en god idé at skrive små historier fra forskellige dele af Makaya, så du selv og læserne lærer det at kende.
Denne historie er dog lidt fumlende, synes jeg. Du starter med at præsentere Novar, men beskriver ham ikke rigtig. Du beskriver noget, der ligner vand, men er sølvfarvet. Ligner det så ikke snarere kviksølv?
Jeg synes detaljen med levende malerier er god. Specielt, da du beskriver hvordan dragens ild har brændt gardinerne.
Du går videre til at beskrive en masse forskellige folk. Det er lidt overvældende, men også interessant. Jeg går ud fra, at man får lov til at opleve de andre folk undervejs i dine historier.
Du nævner tidligt, at Aran er en lusket fyr, så det kommer egentlig ikke som en stor overraskelse, at han har gang i noget lusket. Det virker dog underligt, at han uden videre kan pacificere en hel sal fuld af Magia (burde det ikke for resten skrives "magia"?). Men efter at han har pacificeret dem, virker det ikke som om at han har de store ambitioner. Han har ikke styr på sine mænd, og stikker alligevel af, da et par magia mere ankommer. Jeg ville gerne have set en lidt mere professionel skurk.
Jeg synes det er fedt, at du nævner stenen i hans kappelomme i starten, men lader det være uforklaret indtil videre, hvad det er for en sten. Jeg glæder mig til at læse flere historier.

Hej Erik.
Jeg læste lidt af starten på dette kapitel, gik tilbage til første kapitel, og læste hele din tekst i ét stræk. Det er virkelig en spændende og fed historie, du har skrevet.
Det er så svært at holde af de tre brødre. Jakob er ynkelig, Theodor er selvhøjtidelig og Viktor er skamløs, og i baggrunden mærker man den tavse patriark. Den eneste, der opfører sig nogenlunde anstændigt, er Henrik, der bliver udnyttet på det groveste.
Jeg kan se i teksten, at du har sat dig ind i tidsperioden, og jeg kunne ikke finde nogen fejl. Det er fedt med referencen til "Mikaël" af Herman Bang - jeg går ud fra, at den skal sammenlignes med Viktors forhold til Henrik.
Jeg kunne godt have tænkt mig mere opbygning til spøgelseshistorien, man fornemmer, at du er mere interesseret i historien om Henrik og Viktor, og det får spøgelseshistorien til at virke mærkeligt påklistret.
Ellers en rigtig god historie, og jeg vil straks kaste mig over flere af dine historier.