Du står og fumler med den gule seddel i hånden og aner ikke hvad du skal bruge den til.
Du er lige blevet født og skal først til at lære.
Skriften på sedlen er utydelig og du gætter dig til hvad der skal stå. Der er ingen udløbsdato på medicinen, som du får udleveret.
"Det bestemmer du selv," siger den hvide dame med et lumsk smil, og tilføjer kryptisk, "...og alligevel ikke!"
Forvirret spadserer du ud i verdenen og samler de ting op du finder og håber at du får brug for dem senere i livet. Du samler dem i en nedslidt plasticpose, som højst kan bære 10 kg før den brister. Men det ved du ikke. Det finder du først ud af når du har lagt den ting i som får posen til at revne. Og så er det for sent! Men det ved du ikke.
Du opdager stille og roligt hvem der er dine venner og hvem der ikke er og putter dem ned i små kasser, som derefter omhyggeligt bliver lagt ned i posen. Den begynder at bule lidt ud.
Den er ikke så let, som den var da du startede din spadsertur. Men du kan stadig bære den.
Din koncentration er fokuseret på det du møder og det du ser. Du ser kun fremad. Dine usynlige skyklapper dækker det meste af dit udsyn og alt det du ikke kan lide, bliver lagt ned i posen. Og glemt. Posen bliver tungere. Plastichåndtagene begynder at strække sig. Dine knoer bliver langsomt hvide og blodet flygter fra dine muskler.

På et tidspunkt stopper du op og flytter posen over i den anden hånd. Den stærke hånd. Så går det lidt bedre. Men du er ved at blive træt. Dine sko er slidte og dit tøj mulner stille. Men det mærker du ikke. Du ser kun fremad.
På et tidspunkt tager du den gule seddel op af din lomme. Den er krøllet og fugtig. Nu kan du slet ikke se skriften.
Du har også glemt hvad der stod og hvorfor du har den. Den bliver også lagt ned i posen, som nu er propfyldt.

Hver gang du runder et hjørne, glæder du dig til det næste hjørne. Dine øjne er altid 5 skridt foran.
Og pludselig brister posen. Alle dine ting vælter ud og triller væk fra dig. Du prøver på at samle dem op, men er ikke hurtig nok. De forsvinder i hver sin retning og du er for langsom.
Dine ben ryster og dine hænder er følelsesløse. De lystrer dig ikke. Med fortrydelsens tårer i dine øjne ser du alle dine ting forsvinde. Væk for bestandigt og du ser posens rester danse væk i små trevler. Du er fortabt. Du kigger ned på jorden og opdager at du næsten ingen tøj har på. Du ser, at dine sko er slidt væk og at du ser på dine nøgne fødder. Smerterne i fødderne og i kroppen overmander dig, så du næsten ikke kan trækker vejret. Du står ovenpå glaskår, men du opdager det først nu. Og så ser du den.
Den lille gule seddel, som næsten er smuldret væk. Den er det eneste du har tilbage.
Og med sedlen i hånden begynder du forfra. Humpende af smerter, begynder du at lede efter en ny pose til at lægge nye ting i.
Men der er ingen garanti for at du finder en.