Du er ikke glemt.
Mon du forstod, bare lidt
af det der drev mig dengang.
Mon du forstår, bare lidt
hvordan det føles
med smerten der blev hverdag
og aldrig forsvandt
med stemmerne opstået
fra alle modhagerne i kroppen,
fuld af slim og fremmed stank
jeg aldrig mere kunne slippe for.
Mon du forstod mit dybe had
til dem der havde gjort det,
og min magtesløshed
når jeg råbte og slog ind i væggen
med det nærmeste, jeg kunne finde
for at jage dem væk
den ene gang efter den anden.
Du blev bange.
Du troede, det var dig,
jeg var sur på.
Og jeg kunne ikke styre det bundløse had
dybt inde fra til dem
der gik videre under løgnens parasoller,
det var som om, de stod og grinede et sted
udenfor i mørket.
Nu er de fleste døde.
Men de der er tilbage er desværre stadig stærke,
jeg kender deres svindelnumre
i den kriminelle underverden
fuld af gammel junk,
og deres teater i uskyld som de snor enhver med.
Du min lille hund,
mon du forstod,
hvor meget jeg holdt af dig,
hvorfor det var sådan,
at jeg aldrig søgte trøst,
og hvor ondt det var.
Fordi det bliver i mig.
Og fordi det aldrig mere kan komme ud igen.
Og fordi de få jeg forsøgte at fortælle det til
vendte mig ryggen,
fordi de ingenting forstod
med deres surhed
og kvinde jalousi.
Jeg vil gå ud og se,
om brevet stadig ligger under stenen,
som jeg skrev den aften,
hvor du blev begravet.
Ræven gik forbi i morgenskæret.
Og her var alt for stille.
Mit kvindeliv gik ud,
som et lys der slukker sig selv.