Jeg går i kanten som en skygge uden indhold,
vraget til fordel for alverdens ekspertiser
i familiens skød,
jeg tør stadig ikke være ægte,
jeg ofrer mig stadig som den
der altid holder sig tilbage.
Ja, livet er farligt,
de andres angst for døden forsøger igen
at tage indpas og give mig
den i hånden,
for det skal være mig
næste gang,
og de skal reddes
fra alverdens ondskab
og sygdommens gribbe
der kredser højt oppe
over deres hoveder konstant.
Hvis jeg ikke kunne se det klart,
var jeg gået ind
i deres hænder med spyd
der peger mod mig
klar til kamp.
Pludselig går jeg på kanten
af den skarpe kniv,
den indbyggede skyld har ædt sig ind i mine knogler,
når jeg ser mig selv
klart
er jeg alene om det,
hvor jeg ved,
at ingen andre end mig selv
vil tro,
jeg kender sandheden alt for godt.
Mine vilkår,
og mine selvudslettende vilkår
giver mig kun dansen
i livet med mig selv.
For jeg ved det godt.
Jeg ved det godt.
jeg har kun en plads i det fjerneste hjørne,
formindsket,
i deres store kurv
foret med fællesskab
og blød varm omsorg for hinanden.
.Hvad skulle jeg sige,
når i glemmer mig igen
med vilje og efterlader mig her
igen til mine digte.