For dem var jeg en tænksom skygge,
aldrig rigtig sød,
aldrig særlig følsom,
bare - sådan,
måske klar til kamp,
måske en kamp mod dem,
sagde de,
og aldeles ikke psykisk sårbar
ligesom de søde.
Jeg var der bare,
som et spejl af deres ønsker om mig,
blev jeg til et menneske i deres magt,
som en skygge af mig selv
gik jeg bare der
og lysterede alt det,
de så gerne ville se.
De uskyldige små piger som jeg aldrig lignede,
græd ud ved moders bryst,
hvis der var een der tog deres kage,
ligesom jeg fik tæsk,
hvis jeg var følsom.
Han stjal mit ansigt,
mens jeg ikke mere var på vagt.
Det var de andre der var søde.
Jeg så dem så tit,
når de spærrede øjnene op
i barnlig uskyld,
når jeg sagde noget
inde fra mig selv,
når jeg var fuld.
Derfor besøgte jeg dem aldrig siden.
For min plads var der,
hvor de havde sat mig.
Kropssky og mørklagt stod jeg bare der alene
og spejlede mig selv i dyre drømme,
sammen med mig selv
og poesien og musikken.
Der skabte jeg en verden der var min.
At være åben kunne jeg ikke for stemmer
der straks begyndte,
så snart plastret blev fjernet fra munden,
kunne jeg kun lystre,
det de sagde,
og jeg mistede mig selv igen,
mens jeg gik.
For jeg var der aldrig.