Jeg dalrer dovent mod en stor stationsbygning, der er ved at kvæles i efeu. Jeg er kommet for sent til at nå mit tog, jeg vidste det allerede, da jeg forlod festlighederne og gik mod banegården. Fuglesang varsler morgenens ankomst i en fremtid, der er svær at begribe.
   Jeg tager mig tid, iagttager det sted, der er mit den næste time, indtil toget igen ruller ind på perronen.

Jeg går op ad en halvmåneformet, overdådig stentrappe, og med hele min krop skubber jeg bygningens høje dobbeltdør op og træder ind i en enorm forhal. Sommernattens behagelige, lune luft erstattes af en fugtig kølighed, der lægger sig om mine bare overarme.
   Fraværet af mennesker er larmende stille. I et nedlagt billetkontor er der rester af en død stationskiosk. Glasdørene er itu. Skiltet over dørene er der endnu:
   "Bjerringbro Togkiosk - IS, SLIK, ØL". Store, blegnede bogstaver, der måske engang var røde. Her var en butik engang. Stedet suser i sin forladthed.
   Jeg skæver op mod det store DSB-ur. Jeg har stadig 50 minutter, før mit tog går. Jeg ser mig en ekstra gang omkring og tager så et stort skridt ind i stationskiosken. Der er mørkt i den nedlagte biks, men netop som mine øjne har vænnet sig til mørket, hører jeg den store dør til stationsbygningen gå op.

Instinktivt dukker jeg mig, så jeg er gemt bag et stort stykke glas med malertape. Det lyder som to mænd, de råber, en af dem griner. Deres stemmer fortyndes og kastes til alle sider i den store hal, jeg kan ikke høre, hvad de snakker om. Men jeg kan lige akkurat se ind i forhallen. Den ene af mændene sætter sig på en bænk. Han falder sammen i ryggen og fisker sin telefon frem fra baglommen. Han retter lidt på sin kasket. Den anden mand står bøjet over ham, da han pludselig flår telefonen ud af hånden på den siddende. Det giver et sæt i mig, da telefonen rammer de store fliser. Den kurer hen ad gulvet og havner helt tæt på mig. Jeg holder vejret. Den siddende mand holder hænderne oppe for sig, forsøger at parere mandens slag. Brudstykker af sætninger rammer mig.
   "Hvad fanden... kræftædme ihjel...!"
   Overfaldsmanden stopper sine slag et øjeblik. Han holder sit offer tæt ind til sig med sin ene arm og griber i baglommen efter noget. Det glinser. Det er en kniv.

I næste sekund, eller er det en time, hamrer han kniven ind i den forsvarsløse. Igen. Og igen.
   En stor, mørk pøl siver fra en ubevægelig krop på et gulv i en forhal i en stationsbygning i provinsen. Jeg er iagttageren, men ingen ved, at jeg er her. Jeg prøver at forestille mig, det mylder af mennesker, der engang må have været. Når morgenens første tog meldte sin ankomst med damp og hvinende bremser. Han ligger helt alene på fliserne.

Manden med kniven, der stadig står oprejst, hviler armene på sine ben, som havde han lige løbet et sprint. Jeg kan se hans brystkasse hastigt hæve og sænke sig.
   Langsomt rejser han sig op. Han kigger rundt i hallen. Kigger lige på mig. Ser han mig?
   Så går han imod mig. Mit hjerte synker ned i maven, jeg har aldrig siddet så stille. Lige inden han når mig, stopper han ved en grøn skraldespand. Bøjer sig over den, og roder i den. Så trækker han en krøllet serviet op af spanden og begynder at tørre sin blodige kniv af. Jeg lukker øjnene.