En dag går jeg ind til dyrehandleren. Jeg har stået et par gange udenfor og kigget, på fisk, papegøjer og kanariefugle, ikke fordi jeg skal have nogen, men det får tiden til at gå. Jeg går ned af trappens trin og ind, klokken klemter over mit hoved og sursød hengemt lugt slår mig i møde, meiget fremmedartet og lidt kvalmende. En lille tyk mand iler mig i møde: "Noget jeg kan hjælpe med"?
   Jeg ryster hovedet: "Jeg kigger bare".
   Han forsvinder.

Jeg går langt ned i butikken, her er mest store akvarier med fisk. På hylderne står forskellige slags fiskefoder, net og pumpesystemer. En hel hylde er fyldt med akvariebøger. Jeg drejer rundt langs endevæggen, her er store Terrarier, med små skildpadder, varaner, vandrende pinde, slanger. Tilbage i nærheden af udgangen finder jeg buret med hvide mus, uvist af hvilken grund standser jeg, og glor.

"Mus er både kæledyr, og mad", hans stemme synger blødt på kæledyr, og skifter til skrat på mad

"Mad"?

"Ja, Varaner og slanger de skal jo have mad", han ler.

"Slanger", et gys kryber langs rygraden.

Dyrehandleren bøjer sig over buret, åbner, langer en hånd ned, griber en mus.

Han vender sig og anbringer musen i mine hænder: "hold godt fast", siger han, inden han slipper.

Jeg lukker hånden blidt om dyret. Den er så blød, så varm. Hovedet titter frem mellem mine fingre. Og de små øjne ser op.

"Men de bliver ikke gamle".

Jeg lægger musen tæt på hjertet, som en ven, så vender jeg mig og rækker dyret tilbage til sin ejer. Han går et par store skridt gennem butikken. Jeg løber bag ved og ser hvordan han smider musen ned i et større bur. Javist der er en slange dernede.

Ondskab kan det næppe kaldes, men overmagt det er det.

Jeg vender om, står med ryggen til og betragter de resterende mus. Mon de savner den nu afdøde?

"En hamster eller en kanin er nok sjovere", forkynder ejeren, han forsætter gennem butikken, og standser ved et endnu større bur med kaniner. En del sorte og et par lysende grå. De sidder tungt. Jeg er ikke tiltrukket.
   Jeg humper ud af butikken og kører fra torvet rundt om blokkene. De enorme bygninger på klos af hinanden, spærrer udsynet. Jeg mangler de frønnede træer, barken, bøgen og musvitten. Her er fliser og asfalt, og cykelstierne er ligefrem bedre. Jeg cykler, jeg cykler rigtig meget. Hjulene synger, benene er trommestikker, tam - tam - tam. I faste rytmer. Tam - tam - tam.

Jeg drømmer om musen den nat. Den skriger og kalder, fra slangens indre. Mus er skadedyr. Hvorfor er jeg så, så fascineret? Måske er det burene jeg ikke bryder mig om, og det at vi køber dyr og holder dem i fangenskab. Bare fordi vi kan. Jeg besøger jævnligt butikken og ser til musene. Jeg tager tit en op og sidder med i krogen bagerst. En dag kommer dyrehandleren igen og spørger om jeg er interesseret.

Denne gang siger jeg ja. Jeg vil købe dem alle sammen. Jeg har lige fået madpenge af mor, 40 kroner er hvad jeg har.
   60 kroner siger dyrehandleren. Jeg lover at komme forbi næste dag.

Mors pung ligger i skuffen i køkkenet da jeg kommer hjem, jeg vil vædde på, hun ikke aner hvad hun har i den. Jeg stjæler to tyvere. Så har jeg både, så jeg kan købe en billig burger og musene.
   På vejen til dyrehandleren går jeg ind i Brugsen og finder en solid papkasse, jeg vil cykle ud i skoven og slippe musene fri, de hører til der.

Der er elleve i alt de piver og skriger da vi propper dem i kassen og lukker solidt til. Dyrehandleren vil vide om jeg har bur og mad. Det bilder jeg ham ind. Så går jeg målrettet ud og binder kassen fast på bagagebæreren.

Jeg har aldrig stjålet før, og heller aldrig befriet dyr. Da jeg når frem anbringer jeg cyklen i skovkanten og begiver mig ned af en af de små stier. Bevoksningen er tæt, stedet føles helt rigtigt, jeg sætter mig i det bløde mos under en gammel eg. Solen kaster fine lysstriber ned og fuglene synger i blandet kor. Her er buske træer, blade og jord, alt hvad små mus kan ønske sig. Jeg åbner højtideligt kassen. Musene sidder i hjørnet helt klemt sammen. Det er underligt, at de ikke straks stikker af. Jeg løfter kassen lidt og skubber dem forsigtigt nærmere jorden. Da den første rammer græsset står den et kort øjeblik stille. Så tager fanden ved den, og resten af musene myldrer ud. De spreder sig i forskellige retninger og jeg har ikke længere styr på dem. Faktisk kan jeg ikke se en eneste mere. Jeg sidder alene i skoven og ler til tårerne triller.

Så kører jeg retur med en helt særlig følelse i kroppen. Følelsen af at der er sket noget vigtigt.