Kroppen dør og forgår; men navnet lever videre i erindringerne hos andre. For eksempel Thorvald Madsens navn. Han blev 95 år. Han opkøbte jord og gårde for mange år siden. Han holdt meget af at gå langs sine agre. Især elskede han kvæget på græsmarkerne.

Mens han selv gik blandt folk, hilste de på ham og han hilste igen og fik gerne en snak om stort og småt. Han var aktiv i politik for Venstre og i den lokale sportsforening. Han var en vellidt og social fyr.

Efter at sønnen havde overtaget gården, hjalp han til, det han kunne. Han boede lige til sin død i et af de huse, som hørte til gården. Kirken var fyldt til bristepunktet til hans begravelse.

Thorvald Madsen lever stadig i andre folks tanker. Det gjorde han også i Hans Nielsens tanker, der døde nogle få uger efter Thorvald Madsen. Men ingen tænker på Hans Nielsen.

På grund af økonomiske problemer i midten af tresserne måtte han sælge al sin jord til Thorvald Madsen. Det var ikke nogen fantastisk jord, den var kuperet og sandet. Men Thorvald Madsen var en forudseende mand. Den nærliggende provinsby voksede og voksede. Efter nogle ganske få år solgte han det hele som byggegrunde og tjente en formue.

Hans Nielsen derimod fik arbejde på fabrikken; men kunne ikke affinde sig med det. Han blev bitter og havde let til flasken. Konen blev træt af ham. Hun fandt en anden mand, som hun fik børn med. Hans Nielsen fik aldrig børn. Han døde på plejehjem 76 år gammel. Der kom ingen til hans begravelse.

Da hans Nielsen flyttede ind på plejehjemmet var han alkoholiker og ville bare bort herfra. Han kunne ikke finde ud ad tingene, levede usselt og var i en meget dårlig ernæringstilstand. På plejehjemmet skete der faktisk det, at han blev behandlet med værdighed. De sidste år af hans liv var bedre end mange af dem der lå forud og han fik lidt livsgnist tilbage. Det var kræften, som gjorde det af med ham.

Tænk hvis Hans Nielsen var mødt med værdighed meget tidligere i sit liv.