Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede farven, lyden, sin mors hånd, at sidde, på hendes varme skød, med næsen presset mod den kølige rude. Derude på den anden side gled alting forbi som et eventyr. Onsdag var en god dag. De stod tidligt op. De skulle nå toget klokken otte. Hun vaskede hans ansigt og redte sirligt hans hår, sit eget flettede hun. Han sad på hendes seng, og så hvordan hun delte det, og flettede det fast og fint. Så satte hun det op til en blank krone. Bagefter spiste de brød inden de gik. Tørt og kedeligt var det. Men intet måtte jo gå til spilde. Han småløb ved siden af hende ned til trinbrættet. Med et lille gys i maven. Hvis der ikke var andre dernede, vidste han hvad der kom.
"Tryk på knappen", ville hun sige og sende ham stråler af lys. Og når han trykkede på knappen stoppede toget. Ren magi, eventyr. Han kravlede selv op i toget, hun kom lige bagefter, mens han løb gennem kupeen og fandt den bedste plads ved vinduet. Smilende krøb hun ind til ham og trak ham op på skødet. Konduktøren fløjtede afgang, dørene smækkede. Mere eventyr, grønne marker, gule marker, skoven, en lille tunnel, mørke og til sidst lyset endestationen. Virvar, mennesker, tummel, mors hånd der knugede hans, før hun til sidst løftede ham ud og ned af trinene. Banegårdsrummet rungede, der var sten på gulvet og højt til loftet. Fra banen gik de ned gennem anlægget. Hvis han blev træt, satte de sig på en bænk og så på ænderne. Ænderne var ikke bange, de kom tit meget tæt på. Han havde klappet en på hovedet, inden den fløj væk. Nogen gange når de sad der så mor ked ud af det. Så krøb han op på hendes skød, og lagde armene om hende. Det fik hende til at le, og de rejste sig og gik videre. Kirkegårdslågen knirkede og knagede på sine hængsler, og det knasede i gruset hvor de satte fødderne. Her var engle alle vegne, store og hvide med flyvevinger. De fløj i himlen sagde mor. Der måtte være mange oppe i himlen, tænkte han, lige som fugle.
"Far bor i himlen", sagde mor, og satte sig foran stenen. Der stod fars navn med bogstaver, og der sad en lille fugl ovenpå.
"Mor", sagde han og så alvorligt på hende: "Hvis far bor i himlen, kan vi så ikke bare besøge ham?"
"Nej desværre", mors øjne mødte hans: "Vi kan jo ikke flyve".
Da de rejste sig igen og bevægede sig ned i byen, gik han mellem gangene og lyttede på fuglene: "Hvis jeg var en fugl, ville jeg flyve op til far", tænkte han.
"Jonas", havde hans mor fortalt ham: "Du lå i min mave da han døde". Men hvorfor døde far, det forstod han ikke.
"Nu skal vi handle", sagde mor, og trak ham ned gennem hovedgaden. Der lå supermarkedet de altid besøgte A Købmanden. Når de kom til døren åbnede den helt af sig selv, og musikken strømmede ud. Mor standsede og tog indkøbsvognen, hun lagde poserne i forrummet, og så gik de ind. Rugbrød, mælk, spaghetti, flåede tomaster, dåserne skvulpede når han tog dem. De fik tit
spaghetti han elskede det og ketchup. Midt på sidegangen satte mor sig på gulvet. Det gjorde hun nogen gange. Så krøb han ind til hende: "Mor", hviskede han: "Du skal ikke være bange". Når hun var færdig med at græde, rejste de sig igen, og skubbede vognen til udgangen. Der fandt hun den pose lakrids, hun vidste han elskede: "og noget til dig", smilede hun med våde øjne.
De hjalp hinanden med at lægge varerne på båndet, hun betalte og fyldte i poserne.
Udenfor larmede byen, biler mennesker maskiner. Han fik ondt i ørerne, Når de kom hjem ville han få posen med lakrids, det vidste han. Han ville også spise den. Lakrids var dejlig. Men han glædede sig mere til at gå ind på sit værelse. Der ville han lægge sig på sengen, og lukke øjnene. Hvis han lukkede dem længe nok, kunne han måske flyve, sådan som han nogen gange gjorde i drømme.