5Rødder
Jeg går forbi · de små træer · hjerterne slår · på bagsiden · alle mine f... [...]
Digte
12 dage siden
5Ensomhed
Ensomhed har ikke et sprog · at være alene er noget andet · ensom mær... [...]
Digte
28 dage siden
3Mørkt rugbrød - Kapitel 4
Kirken har den fineste røde farve, ikke hvidkalket som de fleste.... [...]
Romaner
1 måned, 3 dage siden
8Dræb ikke havet
Barmark øderum · harespor i sne · vender om · sand sult hæver stemmen · k... [...]
Digte
1 måned, 10 dage siden
3Kvindelig
Styrkens arme · vinder terræn · min tå vinker · efter minder om · ungdom ... [...]
Digte
1 måned, 12 dage siden
7Perfekt
I en verden · uden vand · der hvor blomsterne visner · passer vi på · ald... [...]
Digte
1 måned, 19 dage siden
5Efter år
Det er ved at gå op for mig · der er ingen · udvej · jeg er fanget · i kr... [...]
Digte
1 måned, 26 dage siden
6Venligheden
Du er · så blød · så venlig · på en måde · der gør mig vred · du stod af · fl... [...]
Digte
2 måneder, 3 dage siden
6Brunsviger
Døren binder jeg trykker håndtaget ned et par gange før den går o... [...]
Kortprosa
2 måneder, 8 dage siden
7Dyk
Dyk · træk vejret · stille · grenen bærer · min finger · ro er en mangelvar... [...]
Digte
2 måneder, 15 dage siden

Puls: 56,2

Publiceret: 12
Afgivet: 50
Modtaget: 71
Ulla Hexibru (f. 1956)
Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede farven, lyden, sin mors hånd, at sidde, på hendes varme skød, med næsen presset mod den kølige rude. Derude på den anden side gled alting forbi som et eventyr. Onsdag var en god dag. De stod tidligt op. De skulle nå toget klokken otte. Hun vaskede hans ansigt og redte sirligt hans hår, sit eget flettede hun. Han sad på hendes seng, og så hvordan hun delte det, og flettede det fast og fint. Så satte hun det op til en blank krone. Bagefter spiste de brød inden de gik. Tørt og kedeligt var det. Men intet måtte jo gå til spilde. Han småløb ved siden af hende ned til trinbrættet. Med et lille gys i maven. Hvis der ikke var andre dernede, vidste han hvad der kom.

"Tryk på knappen", ville hun sige og sende ham stråler af lys. Og når han trykkede på knappen stoppede toget. Ren magi, eventyr. Han kravlede selv op i toget, hun kom lige bagefter, mens han løb gennem kupeen og fandt den bedste plads ved vinduet. Smilende krøb hun ind til ham og trak ham op på skødet. Konduktøren fløjtede afgang, dørene smækkede. Mere eventyr, grønne marker, gule marker, skoven, en lille tunnel, mørke og til sidst lyset endestationen. Virvar, mennesker, tummel, mors hånd der knugede hans, før hun til sidst løftede ham ud og ned af trinene. Banegårdsrummet rungede, der var sten på gulvet og højt til loftet. Fra banen gik de ned gennem anlægget. Hvis han blev træt, satte de sig på en bænk og så på ænderne. Ænderne var ikke bange, de kom tit meget tæt på. Han havde klappet en på hovedet, inden den fløj væk. Nogen gange når de sad der så mor ked ud af det. Så krøb han op på hendes skød, og lagde armene om hende. Det fik hende til at le, og de rejste sig og gik videre. Kirkegårdslågen knirkede og knagede på sine hængsler, og det knasede i gruset hvor de satte fødderne. Her var engle alle vegne, store og hvide med flyvevinger. De fløj i himlen sagde mor. Der måtte være mange oppe i himlen, tænkte han, lige som fugle.

"Far bor i himlen", sagde mor, og satte sig foran stenen. Der stod fars navn med bogstaver, og der sad en lille fugl ovenpå.

"Mor", sagde han og så alvorligt på hende: "Hvis far bor i himlen, kan vi så ikke bare besøge ham?"

"Nej desværre", mors øjne mødte hans: "Vi kan jo ikke flyve".

Da de rejste sig igen og bevægede sig ned i byen, gik han mellem gangene og lyttede på fuglene: "Hvis jeg var en fugl, ville jeg flyve op til far", tænkte han.

"Jonas", havde hans mor fortalt ham: "Du lå i min mave da han døde". Men hvorfor døde far, det forstod han ikke.

"Nu skal vi handle", sagde mor, og trak ham ned gennem hovedgaden. Der lå supermarkedet de altid besøgte A Købmanden. Når de kom til døren åbnede den helt af sig selv, og musikken strømmede ud. Mor standsede og tog indkøbsvognen, hun lagde poserne i forrummet, og så gik de ind. Rugbrød, mælk, spaghetti, flåede tomaster, dåserne skvulpede når han tog dem. De fik tit
   spaghetti han elskede det og ketchup. Midt på sidegangen satte mor sig på gulvet. Det gjorde hun nogen gange. Så krøb han ind til hende: "Mor", hviskede han: "Du skal ikke være bange". Når hun var færdig med at græde, rejste de sig igen, og skubbede vognen til udgangen. Der fandt hun den pose lakrids, hun vidste han elskede: "og noget til dig", smilede hun med våde øjne.
   De hjalp hinanden med at lægge varerne på båndet, hun betalte og fyldte i poserne.
   Udenfor larmede byen, biler mennesker maskiner. Han fik ondt i ørerne, Når de kom hjem ville han få posen med lakrids, det vidste han. Han ville også spise den. Lakrids var dejlig. Men han glædede sig mere til at gå ind på sit værelse. Der ville han lægge sig på sengen, og lukke øjnene. Hvis han lukkede dem længe nok, kunne han måske flyve, sådan som han nogen gange gjorde i drømme.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/05-2021 13:50 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 698 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.