I mørkningen blinker Sirius til mig,
den blinker om forandring.
Min smukke vinterstjerne over sneens kolde vidder,
du er så langt væk i de hvide iskrystaller,
og så nær ved at jeg mærker al din viden
forud for min tid.
Min gamle hundestjerne
i tavshedens fredelige timer efter solnedgang,
er stilhedens enevogter.
Nu tænker jeg på,
hvad det var du ville sige uden ord,
så fjernt fra mig,
og så nær,
fandt du det sted i mit hjerte,
hvor der er genklang til at føle
alt med sandhed i.
Det sted hvor alting opstår,
i Orions stjernetåger
og i mig,
det sted hvor du fortæller uden ord
om en forandring
i mig og på min lille store klode.
At være stille.
At være stille indeni.
Hvad tænker du så på ?
Hvad drømmer du om derude ?
Hvad ville du sige,
hvis jeg kunne oversætte
følelser til ord,
hvor vi har ramt hinanden
dybt ?
Jeg ved,
en verden i forandring,
en sandhed uden ord,
en dæmpet glæde
som tvivlen slipper langsomt.
Min store smukke stjerne langt derude
gør mig aldrig bange.