Herman Beck var en mand i sin bedste alder.
   Han stod og lænede sig ind over køledisken, mens han tænkte over om det måske var på tide at få noget bacon. Der var ikke andre i nærheden og hvis han havde lyst, kunne han købe en tre-pak og spise dem allesammen, uden at nogen ville gøre indsigelser. Hvis bare ikke hende brugsdamen ville undre sig over hans indkøb og måske endda spørge ind til hans blodtryk.
   Forbandede sladdertanter, tænkte han og smed en pose frosne ærter i kurven.
   Der var altid nogen, der skulle synes noget; helsefanatikerne, dyrevelfærdsaktivisterne og de moraliserende speltmødre. At holde facaden oppe, var endnu vigtigere nu, hvor han havde fået arbejde i en lille by og selv efter at han blevet alene, fik han ikke lang snor. Det var som om, at alle byens firkantede, bebrillede damer over 60 år, havde overtaget hans nu afdøde hustrus rolle som både sygeplejerske og lifecoach, og da det åbenbart hverken var velset at takke nej til pastelfarvet lommefilosofi eller tørre muffins her i byen, var Hermans strategi at forholde sig så uset som muligt.

- Hallo, Pastor Beck, lød en frisk stemme bag ham. Vi glæder os til gudstjenesten i morgen!
   Den friske stemme tilhørte skolens musiklærer Søren, der stod og vippede på tæerne med en liter økomælk i kurven. Herman bed tænderne sammen, tog en dyb indånding og vendte sig langsomt om, til han stod ansigt til ansigt med den lalleglade musiklærer.
   - Nå da, ja, men så må jeg jo se om jeg kan leve op til den forventning, forsøgte Herman sig, med et anstrengt smil, mens han forsøgte at bakke lidt væk for at genvinde den privatsfære, som musiklæreren ikke lod til at bemærke at han havde invaderet.
   - Bare rolig. Vi skal nok være et godt publikum. Vi forstår allesammen din sorg og hvis bare der kommer nogle gode salmer, så skal jeg nok synge rigtigt højt, ik'? Sørens lyseblå øjne plirrede af uforståelig livsglæde og Pastor Beck bad en lille bøn til, at han ville forsvinde op i den blå luft. Det gjorde han ikke.

Det var jo ikke fordi at Herman Beck ikke kunne lide mennesker. Han foretrak bare, selv at kunne bestemme, hvornår han skulle se på dem og i endnu højere grad, veksle fraser med dem.
   Når han om søndagen stod og prædikede fra sin plads, var det en helt anden situation. Det var ikke en debat. Her skulle ikke diskuteres eller på demokratisk vis nås til enighed om en vigtig beslutning. Her skulle ikke udveksles høflighedsfraser, eller mærkes efter hvor folk var følelsesmæssigt. Tilhørerne var stille og de lyttede. Det holdt han meget af.

Det var fredag og der var to dage til at han skulle afholde sin første prædiken, efter at hans kone Hanne, var forsvundet.
   Der havde været et eftersøgningshold i gang i to uger, men den uofficielle forklaring var, at Hanne, der var senildement, simpelthen var faldet i havet og at den stærke østenvind, havde trukket hende til søs. Der havde været et uhyrligt rend af landbetjente, efterforskere og journalister de seneste par uger og Herman havde vænnet sig til ikke at tænde lyset, når han kom hjem, i håbet om, at ingen da ville opdage at han var hjemme og dermed kunne finde på at komme hen og banke på hans dør.

Som han sad der med bibelen til venstre for sig og en blok papir til højre, kun oplyst af et enkelt stearinlys, startede den proces han elskede så meget. Der skulle sandheder ud.
   Kunsten at skrive en prædiken, kunne sammenlignes med at komponere et teaterstykke. Udtrykket skulle være storladent og elegant, strøet til med floskler og smuk symbolik, som gjorde formaningerne og moralen lettere at sluge.
   Mennesket vil bedrages, tænkte Herman og satte pennen til papiret.