Det grå tætte mørke driver hele døgnet rundt,
der er ingen stjerner mere,
decembers tungsind har ramt mig
mere end nogensinde før.
Verden er en science fiktion med masker
og angst, når jeg handler inde i byen,
underlige højtid der nærmer sig igen
hilser alligevel på mig og siger
fuld af trøst og som en gammel ven,
at jeg skal tænde lys.
Min barndoms jul var altid hvid,
vi fik en stor slæde,
min søster og jeg,
fra julemanden der var i telefonen,
vi skulle gå ud på trappen og kigge,
så var der noget fra ham.
Vi kælkede og lavede huler,
og gik ned på en gård hver morgen
for at lukke julekalenderen op indtil juleaften,
der var små pakker med slik i,
og strømpen hang over vores senge
med pebernødder og chokolade i, når vi vågnede.
Men her er ingen sne,
ingen vintersange som jeg elsker så dybt
der passer mere,
her er bare mørke og grønne marker,
og mere mørke uden et eneste lyspunkt,
som om verden var slut,
som om håbet om lys var lige så lille
som den mindste myg ville være,
hvis det var rigtig sommer.
Nu har jeg hængt små og store stjerner op
i gardinet og tændt elektrisk lys i
for første gang i mit liv.
For mørket blev for stort og alt for tæt.
det tvang min daglige længsel efter søvnen
til at blive min sandeste vogter,
i alt for mange mørke dage uden sol
der tog lyset fra mig.