Hele mit liv er sat på standby og det eneste mine tanker får frem er billeder af dig. Smilende, ser du på mig og dine hænder rækker ud efter mig... Jeg griber og griber, vil tage imod, men du forsvinder. Langsomt, ganske langsomt, forsvinder du væk fra mig.
Jeg vil løbe efter dig, kalder på dig og mærker panikken sprede sig, da det går op for mig at vi er i hver sin verden.
Aldrig vil jeg kunne nå dig!
Så kommer tårene, først stille og uden lyd, men så kan jeg ikke holde det for mig selv længere...
Jeg skriger, skriger og græder, og flere millioner tårer springer frem i mine øjne. De er som syre, de svier, og jeg har ondt overalt.
Tanken om at komme op til dig, tager for alvor fat i mig... Jeg spekulere på hvad der kræves af mig, hvor langt jeg skal gå, for at nå dig...
Min mund åbner sig, jeg skriger dit navn ud, og venter på svar, men det eneste jeg hører, er tomheden. Rungende tomhed!
Jeg vil høre din latter, se dit smil, mærke din varme og føle dit nærvær, men alt hvad jeg har som minde om dig, er et billede.
Et billede så koldt, som du var varm.
Hvorfor?! Hvorfor ventede du ikke?? Hvorfor tog du mig ikke med dig??
Vi var jo ellers altid sammen.
Du var mit liv. Mit et og alt, og hvert eneste åndedrag, jeg tog, var for dig. Hvert eneste slag, mit hjerte slog, var for dig.
Du er væk, og de siger jeg bare skal leve videre, men hvordan?!
DU var jo mit liv. Hvordan lever jeg videre uden dig??
Du skal komme tilbage til mig... Være hos mig, passe på mig og have at vide, hvor højt jeg elsker dig. Jeg fik det vist aldrig sagt, da du var her.
Jeg drømmer om dig om natten, ser dig for mig om dagen og ønsker kun at holde om dig igen.
Mærke dig hos mig, aldrig slippe dig igen, altid være en del af dig. Vi var uadskillelige, så hvordan kan du være væk nu?!
Jeg havde aldrig givet dem lov til at fjerne dig fra lejligheden, vi to har ingen tiltro til sygehuset, hvordan skulle de dog kunne hjælpe dig, når de i de sidste 10 år ikke har bestilt andet end at gøre dig fortræd?!
Du var bange for dem, du lå syg i uger efter du kom hjem, fra hvad de kaldte behandling.
Jeg måtte hjælpe dig på benene igen, love dig at de aldrig mere skulle gøre dig så ondt...
Jeg husker at jeg holdt dig fast, rollerne var byttet om og du græd ved mit bryst.
Græd så du rystede, men jeg var hos dig, krammede dig, kyssede dig og sagde til dig at nu var jeg hos dig altid...
Men nu!!!
Nu er vi skilt ad og du skal vide at det var meget, meget imod min vilje. Men hvad kan jeg stille op imod sygehusvæsenet og Vorherre...
Uanset hvor højt og hvor længe jeg skreg, var der ingen der hørte mig. Jeg prøvede forskellige ting, for at komme op til dig, komme efter dig, men intet lykkedes. Derfor er jeg her endnu, ligeså levende som jeg hele tiden har været, men uden mit hjerte.
Som en sjæl der vandre rundt blandt de levende og bare venter på at blive kaldt hjem.
Jeg er slet ikke i tvivl om at du vil stå ved porten som den første og tage i mod mig... Jeg vil tage dine hænder, give dig det største kram og sammen løber vi ud i evighedens have og intet skal nogensinde igen skille os ad !!!