Da jeg så sedlen, var jeg ikke i tvivl. Den var gul med blå skrift. Små tætte kragetæer skrevet af en fremmed. Huskesedler er som landskaber, og jeg samler på dem. Hvordan det er gået til ved jeg ikke. Men den gule seddel med blå skrift trak i mit blik. Jeg blev stående og zoomede, mens mine øjne arbejdede sig gennem listen:

BØFFER
   BANANER
   MÆLK
   PÅLÆGSCHOKOLADE
   ENGANGSGRILL
   GRÆSFRØ

Søndagshygge med havegrillen mens trillebøren hviler på græsplænen, og to drenge spiller fodbold. Duften af sommer blomstereng og vilde roser. Fire rundtommer med pålægschokolade til hver teenager, det var sådan det var. Jeg skrev godt nok aldrig huskesedler, men jeg spiste en del bøffer dengang.
   Jeg mestrede bunker af støv og fyldte skuffer og skabe, og havde en slags magnetisk tiltrækning til ting. Loppemarkedsfund og familie og venners aflagte møbler og nips, jeg smilede og sagde tak, i takt med at lagrene fyldtes.

Min mosters sovesofa presset ind mellem væggen og vores egen sofa. Min bedste venindes skrækkelige grimme collager, som hun ikke selv havde plads til. Min søsters børns børnetegninger i pæne rammer. Søm, skruer og andre håndværkerting fra min fætters værksted, som han havde skiftet ud, og mente jeg kunne bruge. Jeg nænnede ikke, at fortælle ham, at jeg allerede var velassorteret på området. Alt dette og mere til, pressede sig ind i alle kroge af hjemmet. Per spurgte en gang imellem, om vi ikke skulle rydde op og smide ud. Når han begyndte på det, blev jeg ked af det. Det føltes som det var mig, han ville smide ud.

"Per", sagde jeg: "Det er jo gode ting".

"Jeg tager drengene med på tur", sagde han så gerne. Det var næsten altid om søndagen. Og der blev stille. Jeg listede ud i haven, tændte grillen, stegte bøffer, og spiste min portion med salat til, mens jeg studerede hullerne i den slidte græsplæne. Mange huller efter boldspil og leg.

Senere på aftenen kom alle drengene hjem i højt humør. De spiste aftensmad, og Per nævnte ikke mere oprydning, ordet var som sunket i jorden. Mens "herrerne" spiste betragtede jeg plænehullerne. En dag ville jeg købe frø og så, det trængte der til. Men inden jeg kom så langt var Per rejst. Han tog drengene med, de fulgte deres far, selvfølgelig gjorde de det.

Efter flytningen ryddede jeg op. Jeg lavede sirlige gange gennem hele huset. Stablede bunkerne af bøger pænt og stillede møblerne så de ikke forhindrede passage. Det blev meget mere overskueligt. Også i entreen fjernede jeg alt der forstyrrede. Jeg smed tre gamle reoler og en masse slidte sko ud. Bagefter tapetserede jeg endevæggen med indkøbssedler. En mangfoldighed af gule, grønne, hvide og blå lapper. Store små og slidte sedler fyldt med indkøbstanker. Der er noget poetisk over dem. En guldgrube af mulige valg. En sang alle synger. Nogle hver dag, andre et par gange om ugen. Foreviget i min entre. Hverdag er jo mælk og rugbrød.

Hvem ved hvorfra tanken kom, og sedlen opstod?
   Da det tomme køleskab blev åbnet?
   Da mùslien manglede, eller smørret ikke strakte?
   Var sedlen en trøst, en lyst, en vane, eller et nødvendigt onde?

Snart findes der ingen sedler mere, de er afløst af bibbende mobiltelefoner med indbyggede farver, og digitale lister.

Men her i min entre hænger de. Når jeg kommer og når jeg går smiler de til mig, og jeg ser drengene fare glade rundt på plænen og spille fodbold.
   Græshullerne er for længst groet til og hækken er meget høj.