Hvorfor vil de så gerne
se mine tanker på et stykke papir ?
Hvorfor elsker de,
de ord der stikker af engang imellem,
de sætninger der smutter udenom mit hoved,
og ud i det hjul der har fart på
og som løber fremad
i følelsernes tøjlesløse perspektiver ?
De ved ikke,
at jeg har fundet den bremser
der kan stoppe,
før fangevogterne får et smørret grin på
i tilfredsstillelsens slørede begær,
før deres forventninger bliver opfyldt,
at jeg holder lange pauser
for at se det hele i et nyt lys,
og sætter det meste i bakgear
for at rette,
tilbage og slette
og tilbage igen
for at fortsætte med tanker
fra virkelighedens sandeste ansigt.
Tanker jeg ved,
de ikke kan lide,
tanker de ikke forstår,
tanker de går udenom,
og tanker de aldrig vil kunne acceptere.
Fangevogterne har trukket deres modhager til sig.
De er blevet bange.
Den sikkerhed de var så vant til giver op,
nu slingrer de afsted på tvivlens vej.
De ser på en verden,
de aldrig kan gå ind i,
en verden de aldrig har mødt,
og en verden de aldrig tænkte kunne være min,
før nu.
Når mine svage sider bliver stærke
og kloge,
når jeg ved,
hvor tæt jeg var på den yderste rand
for at forsvinde ind i dødens smukke mørke,
hvor der er tunneler og spejle,
hvor der er alt
det lys der aldrig lyver,
og hvor jeg er mig,
bliver jeres indbildning til løgn
og jeres magt til luft.