Hun leder med ivrighed efter sin identitet
ligesom Harry Potters søgen efter Salazars medaljon
eller Edmund Hillarys rejse til Mount Everests tinde.
Hun fremstår stålsat og karakterfast,
men i virkeligheden er hun ligeså nedslagtet,
som Ted Bundys ofre.
Hun rejser sig efter ethvert nederlag,
men i sidste ende bliver hun liggende,
som døde tilskuere til en Pearl Jam koncert.
Gyngende, som et barn på en legeplads,
hænger hun i loftet og dingler.
Akkurat, som Chris Cornell engang gjorde.
Men berøringen fortsætter.
For obducenten står med sine fingre i hende.
Nøjagtig, som hendes far gjorde da hun var 13.