Der var en summen i luften. Middagsheden bidrog til dens symfoniske ophøjelse. Luften ligesom steg af jorden, som tågedug på en solbeskinnet sommermorgen. Bakken var præget af stor aktivitet. Det var lige sket. Det ingen troede muligt. 'Jeg vil drage jer alle til mig', havde det lydt fra den ophøjede. Forud var gået timer af suk og gråd og klage. En samklang af dyb melankoli og ophøjet lovprisning. En inerti af tristesse og jubel.

Nedenfor den ophøjede stod en soldat. Som en voksfigur, som en stivnet afbildning af noget tidligere varmt og levende, stod han bare dér. Hans øjne afslørede indre rådvildhed, uro. Det, der ikke var der, var der. Bag ham. Over ham. Under ham. Omkring ham. Han mærkede åndedraget. Pustende, rallende, hivende drag af ilt fra usynlige lunger. Som i en fosforiserende grøn flimrende dis.

'Når jeg bliver ophøjet', hørte han det sige. Alle havde set det ske. Alle havde fulgt levende med i optoget til stedet oppe på bakken. Alle havde set sårene fra torturen, rifterne fra tornekronen, som var blevet presset ned over hovedet, de umådelige lidelser på vejen, set naglerne blive hamret ind i hænder og ben, hørt den knasende genlyd i Kedrondalen af knogler, der splintredes. Og dog havde de intet set og intet hørt. 'Jeg vil gemme mig i klippespalten og du skal gå forbi mig og jeg vil skjule mit ansigt for dig. Ser du mit ansigts stråleglans, da skal du visseligen dø', lød det buldrende. Fra den ophøjede. Det, der ikke var, men dog var.

'Så du mig ikke', lød det. Soldaten fornemmede med det samme, hvad det mente. Han havde set noget, han ikke vidste, hvad var. Vinger som af ild, der steg ned og steg op. Måbende havde han været vidne til det, ingen andre havde set. Og han var styrtet bagover som slået af lynet. Havde set flammetungerne som i et sug sluge noget til sig. Den ophøjede. Det, der ikke længere var, men var.

Man sagde, at der var sket mærkelige ting rundt omkring. Et jordskælv havde ramt byen. Templet var brudt ned. 'I har gjort min fars hus til en røverkule', havde stemmen brølet ind over byen. 'Jeg vil rive det ned og rejse det igen'. Og alle var flygtet over hals og hovede.

Undtagen denne soldat.

Han blev tilbage. Her stod han og kunne intet andet. Og lyttede til hver en lyd, der kom fra den ophøjede, det, der var, men dog ikke var. 'I dine hænder befaler jeg min ånd' havde han hørt det råbe. 'Ske ikke min vilje, men din'. Og så var alt stille, dog hørtes den sagte ånden, denne ind-og udånden som af et såret dyr, der blot ønsker at mærke verden en sidste gang.

'Tilgiv dem og giv dem til hinanden' sagde, den ophøjede, det, der intet var, men dog var. Og rejste sig som en skygge som endog blændede solen. 'Det er fuldbragt', lød det ud af intetheden. 'Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis'.

Soldaten vendte sig. Han så. Og han følte ingen frygt, ingen smerte, ingen sorg længere.

Ophøjelsen af det, der intet var, men dog var. Og følte nyt liv.

Taknemmelighed.

Udgivet i