Det var en helt normal dag. Sommerferie, 25 grader og skyfri himmel. Skøn dag, ligesom alle andre dage. Solens varme stråler strejfede mine kinder, imens jeg sad i haven med min familie og nogle venner. De sad og snakkede, imens jeg mest var optaget af den store skål med slik de havde stillet på bordet. Jeg sad mest bare og lyttede halvt med til hvad de snakkede om ved siden af. Solen blændende så meget at min mor havde solbriller på, hvilket hun ellers kun har når hun kører bil. Det havde været en solrig dag, uden en eneste sky. Ud af det blå kom der ligepludselig en til syne. Det var en lille uskyldig sky der lige præcis dækkede solen. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om den nok hurtigt skulle forsvinde igen. Jeg tænkte ikke videre over det. Og sad ligesom bare der på havestolen fortabt i mine tanker.
Efter lidt tid lagde jeg mærke til at skyen ikke var forsvundet. Jeg undrede mig. Det var ikke en stor sky, og den havde hverken regn, torden eller vildt vejr med sig. Den var der bare. Skyen havde nu dækken solen i lidt over en time, og jeg begynde så småt at blive lidt frustreret over det. Mit blik strejfede rundt omkring de andre der stod ved bordet, og det var der det gik op for mig, at de alle sad i solen. Solens tåler skinnede ned på dem, lige så de blev helt solbrændte. Jeg undrede mig, og rykkede mig over på en af de andre ledige stole på den anden side. Men der var stadig ingen sol. Jeg kiggede over på min bror som sad lige ved siden af mig, og han blev nærmest blændet af solen. Jeg valgte at ignorere det, og sagde til mig selv at jeg ikke skulle tænke på det. Som aftenen hældte hen, og det var tid til at komme i seng. Næste dag var det tid til at komme på stranden, så jeg ville være frisk til dagen i morgen.

Næste dag da vi ankom til stranden, lagde jeg med det samme mærke til at solen igen var dækket til af den lille F*%&/#G lorte sky. Jeg sagde frustreret til min mor, 'hvad er det dog for en sky der dækker for solen?' Min mor kiggede forvirret på mig, 'Hvad snakker du om? Det er en skyfri himmel, og solen står højt på himlen' Jeg var forvirret. Måske stod jeg i det forkerte sted? I en forkert vinkel? Jeg gik over ved siden af min bror, men solen var der stadig ikke.

Vi fandt os en liggeplads på stranden til at slikke sol, jeg lagde mig ned lige ved siden af min mor. Solen lyste hele hendes krop op, imens jeg var i skygge. Jeg tænkte, solen kommer nok over til mig om lidt, og lagde mig ned. Efter et par timer, hvor jeg kun havde været i skygge, rejste jeg mig op og strejfede blikket ud over stranden, og de mange mennesker. Alle var i solen. Dem i vandet, dem der lå og slikkede sol, også dem ved ishuset. Jeg undrede mig. Hvad var det for en sky der lige var ved mig? Jeg skulle lige til at ligge mig ned igen, men så fik jeg øje på en mand der var på vej hjem med sin kone. Han var også i skygge. Han kiggede ned i sandet, og så en smule trist ud. Det var mærkeligt. Jeg kunne godt forstå hvordan han havde det. Alle andre havde sol, pånær ham og mig. Efter en hel dag på stranden tog vi hjem. Jeg havde ikke fået noget sol, imens de andre var røde som krebs og solbrændte.

Næste dag da jeg stod op og gik ud på terrasen for at spise morgenmad udenfor. Det var overskyet. Min far trådte ud af døren og sagde 'Hvilket pragtfuld vejr, solen står endnu en dag højt på himlen' 'Hmmm' Var alt jeg kunne svare, da jeg kiggede op kunne jeg se at skyen der dækkede for min sol, var større end før. Den var lidt mere grå og så lidt større end før. Jeg var helt tom for ord og fortsatte derefter min dag som sædvanligt. Da det blev aften, så jeg vejrudsigten, de lovede sol hele ugen.
Næste dag tog jeg cyklen og cyklede en tur alene, der var ingen sol til mig. Jeg holdte en pause, ved siden af en mark fuld med køer. Solen skinnede så meget på køerne at det fik dem til at stråle. Imens de gik der på de grønne græsmarker. Jeg var begyndt at blive rastløs, da det ligepludselig begyndte at dryppe. Jeg kiggede vredt op på skyen der var blevet endnu større og mørkere, og råbte for mine lungers fulde kraft "hvorfor kan du ikke bare gå væk!? Hvorfor mig? Hvorfor må jeg ingen sol få!!?" Dryp blev til regn, og jeg vente om og cyklede hjem igen. Jeg var knust, tom for ord, og jeg havde intet overskud mere.
Næste dag da jeg vågnede, opgav jeg at stå op af sengen. Jeg havde ingen energi til at tage mig af skyen, og jeg nægtede at stå op og se alle andre være glade, fulde af energi, og have det sjovt i solen. Så jeg blev istedet hele dagen i min seng, hvor jeg sov, og kiggede i flere timer tankeløst ind i væggen. Da det blev aften, vågnede jeg og lå hele natten indtil klokken var 4:00 og kunne ikke sove.
Dagen efter stod jeg op af sengen, jeg bildte mig selv ind, at nu skulle jeg stå op til en dejlig dag, med masser af sol og positive tanker. Hele formiddagen, blev jeg indenfor og ordnede en smule praktiske ting. Jeg havde det fint. Ikke fantastisk men fint. Det havde været en okay dag, og det var det lige indtil jeg om eftermiddagen, hvor jeg bevægede mig udenfor i gårdpladsen, men det regnede meget. Det var som en tordenbyge pånær at det ikke stoppede igen. Jeg opgav hurtigt og gik ind igen. Jeg sagde til min bror der lige kom udefra "sikke da et vejr!" "ja det er fantastisk dejligt, 28 grader og en blændende sol. Husk solcremen" sagde han til mig med en glimt i øjet. Jeg lod mærke til at han var ikke blevet våd. Jeg stod der helt målløs. Hvad snakkede han dog om? Jeg løb op på min værelse, lukkede døren og græd. Jeg græd i flere timer indtil det blev aften. Jeg tørrede tårerne væk, og satte min bedste fake-smil på mit ansigt. Det var tid til aftensmad med familien og jeg ville ikke bekymre dem, med mit problem. De havde jo tydeligt ikke det samme problem som mig, og kunne ikke forstå mit problem. Så jeg lod som om alt var okay. Jeg forstod intet af hvad der forgik, og hvorfor. Hvad havde jeg dog gjordt siden jeg ikke måtte få noget sol?
Et par dage senere tog jeg med nogle veninder i tivoli. Det var ikke fordi jeg havde lyst. Men det var det, eller ligge i sengen hele dagen. Så jeg besluttede mig for at give det en chance. Det blev til en okay dag. Jeg havde på det seneste ikke haft gode dage, kun dårlige dage eller nogenlunde dage, men aldrig gode. Jeg så et lille skimt af solen!! Skyen var der stadig, og den dækkede overfor en stor del af solen. Men på et par tidspunkter hen af eftermiddagen, tog solen styrke og skimmede få sekunder igennem skyen. Det gav mig håb. Et håb som jeg ikke troede eksisterede i min krop mere. Men den var der stadig. Den store grå sky, og det var ligesom begyndt at gå op for mig at den ikke bare lige forsvandt, ligemeget hvad jeg gjorde. Jeg havde ikke kontrol over skyen. Den ville altid være der, selv om jeg havde gode dage, hvor solen kom igennem få sekunder, var den der. Jeg var stille begyndt at acceptere at den var der og dækkede for solen, imens jeg kunne gå rundt og se alle omkring mig med fuld sol over sig.
Jeg nævnte det ikke til nogle, jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. At der var en stor grå sky der der gjorde at jeg aldrig fik den fulde sol at se mere, at det gjorde mig tom indeni, nedtrykt og det gjorde at jeg mistede mit mod på livet.

Dette fortsatte i flere måneder. Ja måneder. Det var lange dage, hvor langt de fleste blev brugt på at være alene hjemme i min seng. Jeg var træt, tros det jeg ikke lavede andet end at sove. Jeg havde isoleret mig mere fra min familie og fra mine venner. Jeg følte mig ikke vigtig mere. Jeg var der ligesom bare. Jeg følte at jeg ikke havde noget formål her mere, og jeg følte mig alene. Ikke engang solen gad mig. Men skyen var min trofaste følger der altid var ved min side. Ikke at jeg kunne lide det, men jeg accepterede det.
Som månederne gik, begyndte jeg at se solen skimme igennem skyen, mere og mere for hver dag der gik. Og jeg fik det bedre. Det gav mig mere energi og overskud til at lave flere ting end normalt. Som dagene gik, begyndte skyen at at skrumpe, og den blev lysere og lysere. Den havde ikke længere den mørkegrå skumle farve. Solen tog magt, og jeg så for hver dag der gik mere til den.
Til sidst var skyen blevet til en lille, normal, uskyldig sky. Den generede mig ikke længere, og solen havde taget sin fulde magt tilbage og skinnede igen på mig. Nu kunne jeg gå i solen sammen med de andre igen. Ikke mere skygge, ikke mere en dum sky. Skyen var ikke helt forsvundet, men den var helt lys og solen havde ingen problemer med at komme igennem. Skyen forsvandt aldrig helt. Den var der altid, og når jeg havde en dårlig dag, blev den mørkere og kom mere til syne, men for det meste var den bare en i baggrunden og tilhørte min fortid.