Det var sidst på måneden, og Hans gik sig en tur i skoven. Han var lidt træt og trængte til at få noget frisk luft og få sig rørt. Han trængte til at få sindet renset ud for alle de problemer, han var stødt på de sidste fjorten dage. Og når han travede mellem træstammerne, kom tankerne op til overfladen. Lidt hulter til bulter, og sommetider blev han overrasket over, hvad der egentlig rørte sig på bunden af ham selv.

Men når han travede af sted, var det som om at de følelser, der boblede op i ham, blev efterladt sammen med hans fodspor, og ind i ham trængte skovens ro og friske luft og alle naturens lyde.

Han var urolig over alt det der var sket, men samtidig på en selvmodsigende måde holdt ham fast af alle de nye ting, så han følte en tryghed og en boblende glæde over at være til.

Han havde pludselig fået en masse opgaver, som han skulle løse. Der var store projekter, som skulle gennemføres - hvilke ting, der lå forude, vidste han ikke, men omstændighederne var helt forandret i løbet af de sidste par måneder, på en måde der fyldte ham med en vældig energi og virkelyst.

Der var vendt op og ned på hans dagligliv, og nogle af de ting, der plejede at fylde hans dagligdag, nåede han ikke at få gjort, og han kunne godt blive ramt af samvittighedskvaler, når han ikke havde haft kontakt med de mennesker, der tidligere havde været en støtte for ham. Han havde ingen undskyldninger. Men hans sind var fyldt med alt det nye, der var sket, og som skulle ske og alle de muligheder, der havde åbnet sig for ham.

Det hele var så overvældende, og han havde svært ved at holde styr på alle de nye ting, der var hændt. Han havde fået nyt hus. Og han var ved at indrette sig sammen med sin nye kone. Han havde også fået ny stilling, der muliggjorde, at ting, han havde givet afkald på, nu var indenfor rækkevidde.

Og det bedste var, at han ikke længere var ene om at forme sin tilværelse, men at de var to, som arbejdede så godt sammen, at han ikke havde forestillet sig det muligt.