Det er frostgrader og brostenene er glatte. Vi står mange forskellige mennesker helt tætte og kigger op på den bygning, hvor vi råber om hjælp. Vi tager hinanden i hænderne og går nogle skridt ud, indtil vi har dannet en ring omkring Christiansborg. Ringen bliver kun afbrudt af barnevogne, en mand der må holde sig oprejst med en stok og hunde der skal holdes i snor. Vi står her og holder hinandens hænder. En menneskekæde med lænker af samme ord. Vi står her og råber, fordi vi er frustreret over at se jorden blive fortæret og frustreret over at politikere tror de kan løse et klimaproblem med et finanssystem. Vi kigger os omkring og på hinanden. Hvorend vi kigger hen ser vi klimaforandringerne være skyld i, at mennesker og dyr mister deres hjem. Vi er bange for at tårevædet skyer brister, kornet der på marken rådner og slasker. Biler der vil sejle rundt i gader og stræder. Storme der vil smadre vores hjem og skove der vil stå i brand. Vi ser allerede havet der bider af vores kyster og forvirring i naturens cyklusser. Fugle der ikke længere trækker og jordbunde der sprækker. Vi er bange for at vores land bliver en hede og uden skiftende årstider. Vi er bange for at se ind i fremtidens menneskers stride over fordelingen og opdelingen af jorden og os.

- Mor, hvordan smager den så?
   Nårh ja, den smager meget sødt og hvis den er meget moden, så er den så saftig, at saften sprøjter når du tager en bid. Da jeg var barn havde alle et æbletræ eller et pæretræ i haven og senere på sommeren stillede folk kasser med æbler og pærer ud på vejen, så forbipasserende kunne tage dem gratis. Blomsterne på træerne duftede så friskt og sødeligt.
   - Skal vi ikke plante sådan et træ? Et pæretræ?
   Det kan vi godt, men vi har ikke nogen bier til at bestøve blomsterne. Bierne var et insekt som fløj ind i blomsterne for at spise nektar og når de fløj ind i en ny blomst, så havde de støv på sig fra den anden blomst og sådan bestøvede de blomsterne med hinanden, så de kunne blive til en pære eller et æble.
   - Hvorfor findes der ikke bier mere?
   Ja, de er uddøde. Tænk engang. Bier var bare et insekt med en stor rolle for os, men det glemte vi. Ligesom vi glemte hvad andre dyr og naturen har af betydning for os.

Det var en biavlers reportage, der satte mine tanker i gang. En biavler hvis bier døde unaturligt, når han slap dem løs i en frugtplantage. Bierne vendte ikke hjem, for de blev forgiftet på deres færden. I min nysgerrighed fandt jeg andre dyr og planter der lider i verdenen. Jeg blev frustreret og bange. Jeg fandt ligesindede der følte det samme. Vi ville handle. Globalt samarbejde blev holdt i strakt arm og vores opråb blev overdøvet af politisk larm. Vi løser problemerne på kort sigt og tror at vores velfærd kun er bygget på profit. Vi sætter profit over etik. Det kan vi ikke længere. Historien om menneskeheden skal helst ikke være tabere, men vindere. Vi malede bannere og gik på gaden. I frostgrader og kulde, stod vi og råbte med lungerne fulde. Ældre, børn og unge med ordene; TRO PÅ OS! TRO PÅ OS! TRO PÅ OS! Så det rungede. En menneskekæde af tusinder af hjerter der slår om Christiansborg. Hver dag blev der viftet med grønne flag og råb. Så længe man føler noget, er der håb.