Kære dig,
dit ansigt det lyste den dag,
det lyste, lige til jeg blev en flod,
tankerne ikke kan ramme.
Jeg stoppede ikke ved stenene i kanten,
de bremsede mig ikke til at tænke,
jeg flød i følelser, hvor ord
blev store fugleflokke højt deroppe
i det blå på træk,
og som myggesværme og sommerfugle
der aldrig landede på vandet.
Mine følelser i solens randskær,
den mystiske verden jeg altid drives ind i.
Men kære dig,
nu bliver jeg i tvivl,
om du var ægte eller fuld af løgn,
om du virkelig var kærlig,
eller bare nød at hamstre
mig,
for at andre skulle se det.
Om du var det lys imellem skyerne,
jeg var forblændet af,
eller bare en stjernekaster der gik ud.
Mine tanker de kredser rundt omkring mig selv
og dig engang imellem,
de har stadig travlt,
og de kan stadig ikke lande.
Jeg
kan ikke fange dig ind i min egen helhed,
nu lugter jeg kun begyndende svovl
fra en fabrikeret tændstik.
Kære dig,
de glædens perler du gav mig,
som regnens dråber når de rammer efter tørke,
er blevet til plastikkugler,
knuste og ødelagte i beskidte farver ligger de strøet på jorden.
Du gik ud,
som et bål der forsvandt,
som den sol der varmede min flod
og lyste op i de fodspor,
jeg gik i
med lykke.