Jeg vandt den på Bakken. Den står på mit badeværelse, stor og gul med et orange næb. Den har sin faste plads i vindueskarmen, hvorfra den følger mig i tykt og tyndt. Jeg ved det godt, den gør mig ikke lykkelig. Men der er nu et eller andet beroligende ved, at sidde på toilettet og kramme den.
Fra min sofa, betragter jeg ofte mit loft med alle knasterne, så sker det jeg fælder en tåre, indtil den sørgmodige aftenskumring afløses af nye tanker. Man kan altid tænke på et eller andet, verdens tilstand, livet hvad ved jeg.
Når jeg besøgte min mor, så hun af og til på mig, og klappede min kind: "Vera", sagde hun: "Hvorfor er du aldrig blevet gift?"
Sikke da et åndsvagt spørgsmål.
Jeg bor i en to værelseslejlighed i Slagelse i et kønt gult murstensbyggeri med græs og blomster. Virkelig en dejlig opgang, her passer vi hver vores.
Men lige nu er jeg bekymret, og ved ikke helt hvad der kommer til at ske. Bange og forfulgt det er så voldsomme ord, men så bekymret da. Pludselig kan hun stå der, det gør det ikke nemmere at hun er min nabo. Jeg er begyndt at lytte intenst inden jeg går ud ad min hoveddør.
Det startede en sen aften, og lød præcis som et tandlægebor, der borede sig ind i kraniet. Hver gang øjenlågene var ved at falde i, buldrede det igen. Det kom fra den nye nabo, og havde min forståelse. Når man lige er flyttet ind, har man brug for at få tingene på plads. Efter en uge kunne min forståelse imidlertid ligge på et meget lille sted, så jeg gik ind og bankede på.
"Du buldrer", sagde jeg, da hun åbnede døren.
Hun så på mig med store havblå øjne: "Åh", udbrød hun: "Det har jeg slet ikke tænkt over, men kom indenfor", hun trak sig baglæns ind i entreen mens hun viftede indbydende med hænderne. Jeg kæmpede mig henover en værktøjskasse, og nogle løse brædder, der lå på gulvet.
Midt i stuen, stod noget der lignede et ufærdigt reolsystem, omgivet af halvfyldte flyttekasser. Sofaen var henne under vinduet vendt mod en stor plasmaskærm på væggen.
"Tag plads, tag plads", hun pegede insisterende mens hun nærmest gennede mig afsted. Jeg vil ikke sige hun skubbede mig ned i sofaen, men det var tæt på. Jeg lå nærmest ned i den, så blød var den.
"Jeg ku' godt drikke en øl. Vil du have en med?" spurgte hun.
"Næh", tøvede jeg nede fra dybet.
"Så får du en sodavand".
Jeg hørte det skramle og buldre i køkkenet. Hun kom ind og rakte mig en appelsinvand: "Du bliver nødt til at drikke af flasken. Jeg har ikke pakket glas ud endnu", hun stødte øllen hårdt mod min appelsinflaske, hvilket bevirkede at dele af vanden løb over, ud, og ned af min bluse. Klistret gulorange appelsinsaft på en hvid bluse, det var en grim plamage. Jeg for op af sofaen, der var også kommet stænk på den.
"Pyt", sagde bulderdamen: "Ting skal bruges, også misbruges".
Jeg var langtfra enig, men skønt lettere arrig, gjorde jeg ikke vrøvl. Det var trods alt et uheld.
"Kunne du fremover, sådan hen under aften, prøve at være lidt stille?" spurgte jeg, mens jeg rakte den nu tomme flaske frem mod hende.
"Det bliver nok lidt svært her i starten", udbrød hun med en lille klokkeklar latter: "Jeg er jo hverken helt eller halvt flyttet ind endnu. Jeg hedder for øvrigt Eva. Hvad hedder du?"
"Vera", svarede jeg:" Jeg hedder Vera".
Nu lo hun endnu mere, mens hun pegede på mig: "Kender du krimien, med hende den tykke opdager i frakken, du får mig til at tænke på hende".
Jeg stirrede forundret ned af mig selv, iført nederdel og hvid bluse med appelsinsaft, syntes jeg bestemt ikke, jeg kunne se ligheden. Hun fulgte mig gennem entreen og ud på trappeafsatsen: "Må jeg ikke se din lejlighed?" pustede hun mig i nakken. Den var svær at komme udenom, så jeg låste op, og lod hende tage følge: "Hvor har du gjort det hyggelig", hun nedstirrede min hvide uldsofa og mine Gaugin reproduktioner: "Må jeg også se bad og soveværelse?" hun skridtede vejen uden at vente på svar. "Du reder sengen", konstaterede hun og så sig rundt i rummet: "Det behøves ikke - man kan jo bare lukke døren".
Bevares tænkte jeg, men det ser altså kønnere ud.
Da vi nåede badet, løb hun hen mod vindueskarmen greb anden og krammede den: "Gud", nærmest råbte hun: "Du har vundet en and på Bakken. Jeg er grøn af misundelse. Er du klar over, hvor mange gange jeg har forsøgt mig, i det skydetelt? Der er ikke tal på det".
Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg har aldrig været så vred, som jeg blev: "Giv mig anden", hvæsede jeg ud gennem tænderne.
"Bevares", hun stak anden frem mod mig: "Det er, jo ikke just, kongeligt porcelæn".
Døren smækkede højlydt da hun gik. Og jeg satte mig helt stille på toilettet og krammede anden.